Hvert år afholder Danske Fodbold Fanklubber et heldags seminar, hvor alle medlemsklubber samles, netværker og debatterer aktuelle emner og problemstillinger på tværs af klubskel, divisioner og geografi. Seminaret går på skift imellem medlemsklubberne, og i år er det Brøndby Support og Brøndby Stadion, som er værter. Seminaret finder sted d. 24. januar 2015.
Normalt er dagen lukket for ikke-medlemmer, men i år har vi valgt at åbne dørene for at alle danske fodboldfans kan tage del i debatten og have muligheden for at påvirke reelle initiativer i dansk fodbold, præge DFFs aktiviteter og fremtiden for dansk fodbold.
Åbningen giver mulighed for at andre end blot bestyrelsen i medlemsklubberne kan deltage, men også deres frivillige, repræsentanter fra klubberne, Fankoordinatorer, repræsentanter fra de uofficielle grupperinger og den alm engagerede fodbold kan deltage, og komme og høre hvad der foregår i dansk fodbold.
Bestyrelsen i DFF har strikket et program sammen, der rammer ned i kernen af aktuelle problemstillinger, men også forsøger at tage hensyn til at der er forskel på at se fodbold i Superligaen og i divisionerne. Derfor starter vi dagen med to workshops, som begge tager udgangspunkt i sikkerheden til dansk fodbold.
Workshop I omhandler ”awaykort” for Superligaen, noget som var en del af justitsministeren handlingsplan for fodbold, som kom i december 2012. Det nationale awaykort har været undervejs længe, og DFF kan nu se, at vi begynder at nærme os den tid, hvor klubberne og divisionsforeningen sætter noget i søen. Der lægges derfor op til debat omkring hvad Superliga-fans vil acceptere (og ikke acceptere). Der arbejdes på at få samlet et panel, der repræsenterer alle parter og holdninger omkring dette, men da vi ikke har endelig bekræftelse, venter vi med at løfte sløret for panelet. Denne workshop bør interessere alle Superliga-fans, som er engagerede i fremtiden for dansk Superliga fodbold.
Workshop II foregår sideløbende med Workshop I, denne omhandler ”sikkerhed i divisionerne”, og som titlen indikerer er den møntet på fans fra 1. og 2. division, samt Danmarksserien, tre rækker som alle er organiseret under Divisionsforeningen. Workshoppen kommer på baggrund af en række indberetninger om, at der er for lidt fokus på sikkerheden i divisionerne. Målet er at få afdækket omfanget af problemerne, men også bære nogle konkrete ønsker og anbefalinger videre til divisionsforeningen og divisionsklubberne. Denne workshop bør interessere alle fans, hvis klubber spiller fra Danmarksserien og op til 1. division.
Efter frokost går vi igen ud i to workshops.
Workshop III omhandler “Fantrusts”. Fantrust er et relativt nyt fænomen i Danmark, med blot 3 etablerede fantrust i Danmark. Workshoppen vil komme omkring hvad en fantrust er (eller kan være), hvorfor fantrust kan være en god ide, hvordan kommer man i gang. Der vil blive snakket fordele og ulemper ved en fantrust, og kommer omkring nogle af de aspekter som bør overvejes, når man organiserer en trust. Denne Workshop bør have interesse for alle fra Danmarksserie op til Superligaen, som har interesse i nye initiativer inden for dansk fanmiljø
Workshop IV omhandler brug af de sociale medier. Vi bruger alle sammen de sociale medier i vid udstrækning, men det er måske ikke os alle sammen, som altid helt ved hvordan vi gør det korrekt og med succes. Workshoppen vil forsøge at komme med gode råd til hvordan man kan og bør bruge de sociale medier til at komme ud til medlemmer, ikke-medlemmer, pressen osv. Der lægges op til at workshoppen er interaktiv.
Til sidst slutter vi af med en fælles seance, hvor DBUs nyansatte Fankoordinator(er) kommer og fortæller om deres arbejde, deres opgaver, men også hvor de ser fankulturen omkring landsholdet bevæge sig hen. De vil fortælle lidt om planerne inden for fanområdet, og se frem imod det kommende EM i 2016, samt EM i 2020, hvor København som bekendt er en af værtsbyerne.
Prisen for at deltage i seminaret er kr. 250,- og inkluderer frokost) inkl. en sodavand, samt kaffe og kage.
Tilmelding sker via Brøndby Supports webshop: http://brondbysupport.dk/index.php?option=com_webshop Deadline for tilmelding: 16. januar 2015.
Programmet for dagen:
11.00 Vi mødes i foyeren på Brøndby Stadion
11.15 – 12.45 Workshop “Awaykort”
11.15 – 12.45 Workshop ”Sikkerhed i divisionerne”
12.45 – 13.45 FROKOST
13.45 – 15.15 Workshop “Fantrust”
13.45 – 15.15 Workshop ”Brug af de sociale medier”
15.15 – 15.45 Pause med kaffe og kage
15.45 – 17.00 DBU SLO – EM2020 (Fælles for alle)
Seminaret foregår på Brøndby Stadion, Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby, i klub Europa Lounge (ved hovedindgangen).