Ejerskabet af fodboldklubber

Der har aldrig været så mange penge på spil i fodbold og særligt ikke i vores hjemlige ligaer. Med pres fra udlandet og hjemlige konkurrenter investeres der massivt i klubber og ejerkredser presses for at sende flere penge til vores elskede fodboldklubber. Det økonomiske pres der er på klubberne, har viderebragt en ny problemstilling for den enkelte fan såvel som det lokalsamfund klubben befinder sig i. Hvem ejer klubben? Hvor kommer pengene fra? Drives klubben med et ønske om ikke alene at overleve nuværende ejer men fremstå som en bastion for selv årene efter ejerkredsen er skiftet ud? Divisionsforeningen vedtog 20. Juni i år et nyt regelsæt for ejerskifte i dansk fodbold. Vi hylder tiltaget og mener det kan være med til at skræmme de værste potentielle ejere væk. Men regelsættet alene forhindrer ikke at vi gentager de frygtelige scener vi i bare den seneste tid har set sig udspille. For os her der tre helt centrale punkter der skal sikres i denne turbulente tid: Klubber er bevaringsværdige i deres natur – derfor skal de beskyttes. Højere grad af faninklusion i klubberne – helst helt oppe på bestyrelses niveau Flerklubejerskaber risikerer at underminere sportens fremtid – de udfordrer konkurrencens integritet og kan føre til negligering af mindre klubber. Bevaringsværdige monumenter Ejerskabet af en fodboldklub strækker sig for os langt udover hvad der kan ses i CVR-registeret. Lokalsamfundet og klubberne har i årevis dannet nærmest uløselige bånd som ingen andre selskaber kan mønstre. Historierne om hvordan glæden ved fodbold overleveres fra generation til generation, hvordan fodbolden har skabt grobund for nye relationer, slår alle fast at en fodboldklub er langt mere end bare et ansigtsløst selskab der kan drives ud hensyntagen til dets historie og den indvirkning klubben har i sit lokalsamfund. Det er derfor vores mening at enhver overdragelse, og drift, af klubber skal ske med hensyntagen til dette. I relation til hvordan klubbernes drives bør de betragtes som værende bevaringsværdige og skal derfor behandles med dertilhørende respekt. Hvad der gør den enkelte klub bevaringsværdig, varierer fra klub til klub. Men helt centralt har vi klubbens farver og dens logo. En eventuel ændring af disse bør derfor foregå i tæt dialog med alle interessenter. Ligeledes bør driften af enhver klub foregå i tæt dialog med disse for at sikre den lokaleforankring af klubben, som er fundamental for dens eksistens. At sikre klubbers fremtid handler også om at vi sikrer fodboldens evne til at være selvforsynende, i den forstand at fodbolden lider under et konstant behov for flere penge. Og så længe behovet for indskud af ekstra kapital eksisterer vil klubbernes fundament altid være truet. Flerklubejerskaber Et af de mest hyppigt diskuteret emner er flerklubejerskaber. Altså hvor én ejer har flere klubber. Divisionsforeningen har med deres regelsæt allerede begrænset muligheden for dette nationalt. Men det er forsat muligt at eje flere klubber på tværs af landegrænserne. Forholdt muligheden vil størstedelen af de danske klubber sikkert kunne få gavn af viden fra andre klubber og etableret modeller for hvordan en fodboldklub kan drives på bedst mulige vis. Ikke at det i sig selv er et succeskriterie eller kan ses som en fordel alene at eje andre klubber. For som vi desværre har eksempler på i Danmark kan disse klubber være drevet under forskellige vilkår og derfor have forskellige forretningsmæssige udfordringer som nødvendigvis ikke kræver samme ekspertise. Foruden de hypotetiske fordele ser vi dog en endnu større konkurrencemæssige udfordring – hvis ikke direkte kollaps af konkurrences og turneringernes integritet – ved at lade en person og/eller organisation eje mere end én klub i disse. Særligt da det stiller spørgsmål om hensigten for ejerne bag. Er man villige til at lade den rene konkurrence bestå og lade det bedste hold vinde? Naturligvis burde organisationer som UEFA have taget hånd om dette for længst (og fulgt deres egne regler), men siden Red Bull fik lov til at stille op med to hold i samme turnering virker en reel opretholdelse af disse regler til at være utopi. I et forsøg på at omgå de mere restriktive muligheder for at udleje spillere har vi også set ejere anvende andre klubber til at agere rugekasser for spillerne der ikke helt er gode nok til at spille for den ’bedste’ af de ejet klubber. En degradering af en klub til at agere fødekæde i et netværk af klubber ses alene for en omgåelse af gældende regler og intensionen bag disse. Derudover er det et slag i ansigtet til de lokale fans og sponsorer der må se deres elsket klub nedværdige sig selv til ikke længere af være drevet med ønske om at se klubben præstere bedste muligt – men blot assistere andres klub i deres jagt på succes. For os er synspunktet klart; klubber der er ejet af samme person og/eller organisation burde ikke kunne deltage i samme turnering. Derudover skal de enkelte klubber altid drives således at den konkurrencemæssige integritet består, samt sikre at klubbens mulighed for sportslig som økonomisk succes ikke kompromitteres af en ejers ønske om at hjælpe andre klubber. Derfor er vi som udgangspunkt imod konceptet og mener at ejere skal begrænses fra opnå ejerskab i mere end én fodboldklub. Der findes naturligvis eksempler på ejere med flere klubber, herunder FC Midtjyllands ejere, hvor ekspertisen har kunne anvendes på tværs af landeskæl. Det skal dog nævnes at klubberne i denne sammenhæng stadigvæk til gode at møde hinanden betydende i en fodboldkamp, hvori vi ser implikationerne ved ejerskab af flere klubber for at være størst. Fanejede klubber / fan involvering Ideen om fanejede klubber er nobel og prisværdig. Men med fodboldens eksplosive vækst og tårnhøje kapitalkrav virker udsigten til fanejede klubber mere fjern for hver eneste dag der går. Når der snakkes om fanejet klubber er det væsentligt at forstå at klubberne ikke bør drives med samme intensitet og fandenivoldskhed som der ses på tribunerne weekend efter weekend. Men varetagelsen af klubbens interesser skal ske i længere perspektiv uden at blive forblindet af kortvarige succeser eller fiaskoer. At en klub alene er fanejede er heller

Der har aldrig været så mange penge på spil i fodbold og særligt ikke i vores hjemlige ligaer. Med pres fra udlandet og hjemlige konkurrenter investeres der massivt i klubber og ejerkredser presses for at sende flere penge til vores elskede fodboldklubber.

Det økonomiske pres der er på klubberne, har viderebragt en ny problemstilling for den enkelte fan såvel som det lokalsamfund klubben befinder sig i. Hvem ejer klubben? Hvor kommer pengene fra? Drives klubben med et ønske om ikke alene at overleve nuværende ejer men fremstå som en bastion for selv årene efter ejerkredsen er skiftet ud?

Divisionsforeningen vedtog 20. Juni i år et nyt regelsæt for ejerskifte i dansk fodbold. Vi hylder tiltaget og mener det kan være med til at skræmme de værste potentielle ejere væk. Men regelsættet alene forhindrer ikke at vi gentager de frygtelige scener vi i bare den seneste tid har set sig udspille.

For os her der tre helt centrale punkter der skal sikres i denne turbulente tid:

  • Klubber er bevaringsværdige i deres natur – derfor skal de beskyttes.
  • Højere grad af faninklusion i klubberne – helst helt oppe på bestyrelses niveau
  • Flerklubejerskaber risikerer at underminere sportens fremtid – de udfordrer konkurrencens integritet og kan føre til negligering af mindre klubber.

Bevaringsværdige monumenter

Ejerskabet af en fodboldklub strækker sig for os langt udover hvad der kan ses i CVR-registeret. Lokalsamfundet og klubberne har i årevis dannet nærmest uløselige bånd som ingen andre selskaber kan mønstre. Historierne om hvordan glæden ved fodbold overleveres fra generation til generation, hvordan fodbolden har skabt grobund for nye relationer, slår alle fast at en fodboldklub er langt mere end bare et ansigtsløst selskab der kan drives ud hensyntagen til dets historie og den indvirkning klubben har i sit lokalsamfund.

Det er derfor vores mening at enhver overdragelse, og drift, af klubber skal ske med hensyntagen til dette. I relation til hvordan klubbernes drives bør de betragtes som værende bevaringsværdige og skal derfor behandles med dertilhørende respekt.

Hvad der gør den enkelte klub bevaringsværdig, varierer fra klub til klub. Men helt centralt har vi klubbens farver og dens logo. En eventuel ændring af disse bør derfor foregå i tæt dialog med alle interessenter. Ligeledes bør driften af enhver klub foregå i tæt dialog med disse for at sikre den lokaleforankring af klubben, som er fundamental for dens eksistens.

At sikre klubbers fremtid handler også om at vi sikrer fodboldens evne til at være selvforsynende, i den forstand at fodbolden lider under et konstant behov for flere penge. Og så længe behovet for indskud af ekstra kapital eksisterer vil klubbernes fundament altid være truet.

Flerklubejerskaber

Et af de mest hyppigt diskuteret emner er flerklubejerskaber. Altså hvor én ejer har flere klubber. Divisionsforeningen har med deres regelsæt allerede begrænset muligheden for dette nationalt. Men det er forsat muligt at eje flere klubber på tværs af landegrænserne.

Forholdt muligheden vil størstedelen af de danske klubber sikkert kunne få gavn af viden fra andre klubber og etableret modeller for hvordan en fodboldklub kan drives på bedst mulige vis. Ikke at det i sig selv er et succeskriterie eller kan ses som en fordel alene at eje andre klubber. For som vi desværre har eksempler på i Danmark kan disse klubber være drevet under forskellige vilkår og derfor have forskellige forretningsmæssige udfordringer som nødvendigvis ikke kræver samme ekspertise.

Foruden de hypotetiske fordele ser vi dog en endnu større konkurrencemæssige udfordring – hvis ikke direkte kollaps af konkurrences og turneringernes integritet – ved at lade en person og/eller organisation eje mere end én klub i disse. Særligt da det stiller spørgsmål om hensigten for ejerne bag. Er man villige til at lade den rene konkurrence bestå og lade det bedste hold vinde? Naturligvis burde organisationer som UEFA have taget hånd om dette for længst (og fulgt deres egne regler), men siden Red Bull fik lov til at stille op med to hold i samme turnering virker en reel opretholdelse af disse regler til at være utopi.

I et forsøg på at omgå de mere restriktive muligheder for at udleje spillere har vi også set ejere anvende andre klubber til at agere rugekasser for spillerne der ikke helt er gode nok til at spille for den ’bedste’ af de ejet klubber. En degradering af en klub til at agere fødekæde i et netværk af klubber ses alene for en omgåelse af gældende regler og intensionen bag disse. Derudover er det et slag i ansigtet til de lokale fans og sponsorer der må se deres elsket klub nedværdige sig selv til ikke længere af være drevet med ønske om at se klubben præstere bedste muligt – men blot assistere andres klub i deres jagt på succes.

For os er synspunktet klart; klubber der er ejet af samme person og/eller organisation burde ikke kunne deltage i samme turnering. Derudover skal de enkelte klubber altid drives således at den konkurrencemæssige integritet består, samt sikre at klubbens mulighed for sportslig som økonomisk succes ikke kompromitteres af en ejers ønske om at hjælpe andre klubber. Derfor er vi som udgangspunkt imod konceptet og mener at ejere skal begrænses fra opnå ejerskab i mere end én fodboldklub.

Der findes naturligvis eksempler på ejere med flere klubber, herunder FC Midtjyllands ejere, hvor ekspertisen har kunne anvendes på tværs af landeskæl. Det skal dog nævnes at klubberne i denne sammenhæng stadigvæk til gode at møde hinanden betydende i en fodboldkamp, hvori vi ser implikationerne ved ejerskab af flere klubber for at være størst.

Fanejede klubber / fan involvering

Ideen om fanejede klubber er nobel og prisværdig. Men med fodboldens eksplosive vækst og tårnhøje kapitalkrav virker udsigten til fanejede klubber mere fjern for hver eneste dag der går.

Når der snakkes om fanejet klubber er det væsentligt at forstå at klubberne ikke bør drives med samme intensitet og fandenivoldskhed som der ses på tribunerne weekend efter weekend. Men varetagelsen af klubbens interesser skal ske i længere perspektiv uden at blive forblindet af kortvarige succeser eller fiaskoer.

At en klub alene er fanejede er heller ikke en garanti for succes, ligesom det modsatte heller ikke er en garanteret fiasko. Det er vores opfattelse at de bedst drevne klubber formår at inkludere alle relevante parter i driften.

En oplagt måde at sikre dette på er at tildele fans en plads ved bordet og en stemme i organisationen. Vi har gennem længere tid set fordelene ved en god og stærk SLO. En naturlig forlængelse heraf er at sikre fans en stemme helt oppe på bestyrelses niveau.

Naturligvis skal sådan en plads bestrides af fans med de rette kompetencer og forudsætninger for varetage så vigtig en position. Det er vores opfattelse af en inklusion af fans på bestyrelses niveau ikke alene vil skabe stærkere relationer fans og klub imellem, men ligeledes sikre at bestyrelsen får de bedst mulige vilkår for at drive klubben.

Ingen og alle ejer sporten

Vi har alle blot fodboldens til låns. Fodbolden har eksisteret længe inden der overhovedet var tænkt på nogen af os. Ansvaret påhviler os alle til at overlevere fodbolden i den bedst mulige forfatning til de kommende generationer. Så også de kan nyde godt at sporten, præcis som vi har gjort. Det er derfor vi, i DFF, kæmper imod reformerne af Champions League formatet, European Super League og alle øvrige tiltag der har til formål at berige alene de største klubber uden hensyntagen til fodboldens økosystem som består af et helt centralt punkt; en fri og fair konkurrence.

da_DKDansk