Glædelig jul fra Danske Fodboldfans
2023 har været endnu et år med fyldte tribuner voksende fællesskaber omkring den sport vi elsker og bruger så meget tid på.
Det har ikke været et mindre travlt år for bestyrelsen end de forrige, og der har været masser af spændende opgaver for bestyrelsen at tage fat i.
2023 bød blandt andet for alvor på en generel debat om ejerskaber af fodboldklubber, delvist ansporet af bevægelsen i Brøndby, men også sat i gang af invitation til møde hos Kulturministeriet om fodbolden som kulturinstitution.
Når det handler om fodbold er meningerne ofte mange, men året har ligeledes budt på en understregning af vigtigheden i et tæt samarbejde mellem fans, klubber og indimellem politiet.
Det er derfor at vi med glæde går på juleferie med nyheden om at Danmark endelig har underskrevet Saint-Denis konkventionen og at DFFs arbejde med at fans skal være med i planlægningsfasen til store kampe bekræftes fra landets øverst myndighed. Dette har været et stort ønske fra os i flere år, og været et tema vi har gentaget til alle møder under justitsministeriets ekspertudvalgs møder
Politiet var i efteråret i søgelyset indirekte, som følge af DBUs disciplinærinstans bøder for ACAB bannere. På trods af at vi ikke er enige i budskabet, så vil ytringsfriheden på tribunerne altid være noget vi kæmper for.
2023 har også bragt fodboldens skyggesider frem i lyset, hvor FIFA formåede igen at bryde med alle deres egne principper og nye regler om at slutrunder skal til afstemning og fået mingeleret et VM til Saudi Arabien uden det var til afstemning. Noget vi i Danske Fodboldfans ser kritisk på, vi appellerer til at der er åbenhed og gennemsigtighed i alle fodboldinstansers beslutninger, fra at inkludere russiske hold i europæisk sport, til fordeling af præmiepenge og tildeling af slutrunder, finalekampe mm.
Året har desuden budt på medlemsvækst for første gang i lang tid, og vi forventer det fortsætter i det kommende år, hvor vi håber allerede i januar at kunne åbne op for privatpersoner som medlemmer, som vedtaget på generalforsamlingen i januar 2023.
Vi ser frem imod et 2024 med endnu flere fyldte tribuner, blomstrende fællesskaber og gode diskussioner om vores elskede sport.