Status på indberetninger om visitationer i forbindelse med Randers–Brøndby og AaB–FCM
Danske Fodboldfans har som formål at sikre gode og trygge oplevelser for alle fodboldfans i Danmark. Vi arbejder løbende med temaer som visitation, good hosting, billetpriser, udebanepakker og lovgivning – og vi følger udviklingen tæt, når fans henvender sig med oplevelser, som kræver opmærksomhed.
Efter kampen mellem Randers FC og Brøndby IF den 10. marts har vi modtaget et usædvanligt højt antal indberetninger via vores formular på fairfans.dk. Allerede tidligt om morgenen dagen efter kampen var vi oppe på cirka 100 indberetninger – og det samlede antal er nu oppe på 225.
I dagene efter kampen blev vi desuden gjort opmærksomme på lignende oplevelser blandt FC Midtjyllands fans i forbindelse med kampen mod AaB den 9. marts. Her har vi modtaget 25 indberetninger.
Indholdet af henvendelserne
Indberetningerne beskriver visiteringer, som mange fans har oplevet som grænseoverskridende. Oplevelserne spænder fra utilstrækkelig kommunikation til fysisk ubehagelige og krænkende visitationer.
Herunder bringes et udvalg af de originale citater fra indberetningerne, der giver indblik i, hvad nogle fans har oplevet:
“Vagterne virkede meget agressive og truende i deres adfærd. De tog mig i skridtet gentagende gange, og opførte sig helt ude af proportion. Jeg er en familie far og havde min knægt med, han skulle også tage diverse tøj lag af, og stå og fryse uden jakke osv, samtidig med de lavede en vanvittig visitation af en 9 årig.”
“Ved visitationen, førte kontrolløren fra Randers fc’s kontrollørkorps, sin hånd helt op i mit skridt således at der var klar berøring, samtidigt med at han i samme bevægelse kørte sin tommelfinger “op i røven” på mig.
Jeg kunne helt bogstaveligt mærke hans tommelfinger imellem mine baller.”
Jeg vil gerne klage over måden visitationen foregik på igår. Vagterne var uforskammede og visiterede på en helt syg måde.
Der ikke noget med at være venlig, de rev min jakke af klikkede min taske af, og rev alle mine lommer op så min tøj nærmest gik i stykker. Selv slog de mig så hårdt i skridtet til visiteringen og tog fat i mine kugler, og det skal de bare ikke!”
“Jeg synes det var over grænsen, den måde jeg blev tjekket i Aalborg. Jeg er en mand, som blev ført over til en kvindelig vagt. Normalt har jeg intet mod at blive tjekket af en kvindelig vagt, men at få stukket en finger op mellem mine baller og kørt 2 finger rundt og ned i underbukskanten, vil faktisk sige det var 3-5 cm fra underbukskanten og ned hun kørte”
“Kvindelig vagt kendte ikke til regler. Var meget nedladende fra start. Lynede selv alle mine lommer ned uden af spørger, og tog alt op. Både hænder ned i bukse lommer og jakke lommer. Da jeg fortæller hun ikke selv må rode rundt i lommerne, siger hun “det må jeg gerne, det bestemmer vi selv”
Hun rørte også godt og grundigt de intime områder både for og bag. Løftede også ud i buksekanten.
Dertil har jeg en sort halsedisse i bukselommen, som er tiltænkt til at holde varmen. Den var ikke gemt, den var i forreste bukselomme. Hun hiver den op, og råber den ved jeg godt hvad skal bruges til og beskylder mig for at skulle fyre lys af fordi jeg havde en helt almindelig halsedisse i lommen.”
Hvad sker der nu?
Vi har anonymiseret og videresendt alle indberetninger til Divisionsforeningen og har samtidig anmodet om en afklaring af de gældende retningslinjer og praksis for visitation.
Randers FC og AaB har igangsat interne undersøgelser, og Østjyllands Politi har også taget sagen op. Sagen blev desuden bragt op i Dialogforum umiddelbart efter kampene.
Vi følger udviklingen nøje og vil, når der foreligger en tydeligere afklaring af regler og praksis, drøfte det videre forløb i Danske Fodboldfans’ bestyrelse. Vores fokus er, at fans skal kunne mødes med respekt og professionalisme – også i sikkerhedskontrollen.
Har du oplevet lignende?
Vi opfordrer fortsat alle, der oplever grænseoverskridende visitation, til at indberette det. Husk gerne at notere kontrollørens nummer, hvis det er muligt – det gør det lettere at følge op konkret og konstruktivt.
Du kan indberette her: Indberetningsformular – Visitation – Danske Fodboldfans