Bestyrelsens årsberetning 2024

Den årlige bestyrelsesberetning fra Danske Fodboldfans, fremlagt i forbindelse med afholdelse af ordinær generalforsamling d. 19. Januar 2025

Årsberetningen fremlægges i forlængelse med afholdelsen af Danske Fodboldfans’ (DFF) generalforsamlingen d. 19. Januar 2025. Til forskel fra forrige år fremlægges årsberetningen i år ligeledes digitalt tilgængelig for medlemmer der ikke deltager, såvel som ikke-medlemmer, så de kan få indsigt i foreningens arbejde.

Seminar 2024

Året startede på vanlig vis med et seminar, denne gang i Aalborg hvor AaB Support Club var værter for både seminar og generalforsamlingen. Seminaret bød på forskellige emner og debatten var livlig som altid. Programmet bød på forskelligartede oplæg, blandt andet om organisationen Vesttribunen hvor officielle og uofficielle grupperinger arbejder sammen om at styrke fans’ position, så de sammen kan skabe de bedste rammer for positiv fankultur der kan udvikle sig og omfavne endnu flere fans, samt sikre den bedst mulige fankultur i den enkelte klub.

Det er bestyrelsens opfattelse, at et samarbejde mellem relevante interessenter er essentielt for at sikre et sundt fanmiljø hvor parterne i fællesskab kan løfte hinanden til hidtil usete højder og sikre at eventuelle problemstillinger løses så effektivt som muligt. Det er derfor at vi i DFF anbefaler at fangruppering/-klubber i de respektive klubber søger samarbejde med hinanden – selvom I ikke er enige om alt. Fordi i fællesskab er fans stærkest. Dette gælder lokalt, nationalt og internationalt. 

I tråd med vores holdning om værdien i samarbejde, så havde vi også Politiforbundets formand, Heino Kegel, forbi til en paneldebat. I 2023 var debatten intens og fronter skarpt optrukket mellem fans og politi i bannere på stadions og skarpe bemærkninger i pressen – hvorfor vi er glade for at Heino Kegel tog sig tid til at deltage i seminaret. Hvor vi nok aldrig bliver enige om hvad der skal være tilladt at skrive på bannere på et stadion, så var det tydeligt at vi på et helt fundamentalt niveau deler samme holdning og ønske som Politiforbundet. Nemlig at fodboldkampe skal afvikles således at de eneste kampe der finder sted er dem på grønsværen, hvor vi er lidt uenighed i metoden for at tilsikre dette – så var der en konsensus om at dialogen og det forebyggende arbejde er det mest effektive værktøj for at sikre løsning af nogle af de problemer sporten står overfor. At politibetjente, såvel som fans, til enkelte kampe kan frygte komme til skade eller på anden måde udsættes for fare er på ingen måde acceptabelt, hvorfor vi i DFF også i 2024 forpligtede os til at deltage i samarbejdet i Dialogforummet mellem klubber, fans og Politiet.

Lørdagen bød også på debat om fodboldens fremtid, hvor DBU formand, Jesper Møller, og Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, tog os godt igennem konsekvensen for dansk fodbold ved udsigten til en europæisk udbryderliga.

Seminaret bød også på emner om en opdateret udebanepakke, Politiets tal for 2022/2023 sæsonen samt betydningen af et ændret europæisk kampprogram og diskussion om hvordan det kunne påvirke det danske kampprogram.

Man kan læse mere om seminaret i 2024 HER

FanAwards 2023

2023 var året hvor vi som forening kunne fejre 20 års jubilæum. Dette blev fejret i januar 2024 hvor vi hyldede tre af de personer som har været vitale for foreningens arbejde. Intet DFF uden Tine Hundahl, Helle Fahlgeen og Rasmus Trenskow. Derfor var det med stor glæde, at vi kunne hylde dem med DFFs særpris til årets Fan Awards.

Det var andet år med FanAwards hvor der ligeledes  blev uddelt priser for blandt andet årets udebaneafsnit, som gik til Viborg, og årets medfan og årets fanklub initiativ. Årets særlige indsats blev ligeledes uddelt, hvor vores medlemmer i De Grønne fra Næstved – som med deres fokus om et blindt punkt i reglerne var med til at sikre lige forhold for gangbesværet og kørestolsbrugere i hjemme- og udeholdets afsnit.

Man læse mere om FanAwards 2023 HER 

Fair Fans cup 2024

Grundet få tilmeldinger blev Fair Fans Cup 2024 desværre ikke afholdt. 

Grundet gentagelsestilfældet for aflysningen af Fair Fans Cup anbefaler bestyrelsen, at der for fremtiden ikke længere afholdes Fair Fans Cup – og at ressourcerne i stedet prioriteres på at etablere et sommermøde, hvor medlemmerne kan mødes.

Nyt på medlemsfronten

2024 blev året hvor vi introducerede et nyt medlemssystem i MentoClub. Medlemssystemet tillader at vi nu har én samlet platform hvor vi kan samle medlemsorganisationer såvel som støtte medlemmer af både DFF og Fan Netværket for Kvinder (FNK)

31-12-2024 kunne vi tælle

  • 25 støttemedlemmer mellem DFF og FNK.
  • 21 Medlemsorganisationer

I 2024 kom der to nye medlemsorganisationer, Fanafdelingen i Brøndbyernes IF som tiltrådte i februar og Fremad Folket som er fanklub for Aarhus Fremad som tiltrådte i november.

Det glæder bestyrelsen at se medlemsfremgangen både for støttemedlemmer og medlemsorganisationer. Jo flere medlemmer desto større stemme kan vi i foreningen tale med i vores dialog med relevante interessenter. Det er bestyrelsens anbefaling, at der i 2025 fokuseres på at fastholde væksten i antallet af medlemmer. Dette for at udbrede foreningens virke internt i landet, samt sikre de bedste mulige forudsætninger for at foreningen kan fortsætte sit arbejde med at tilstræbe de bedst mulige forhold for landets fodboldfans.

Man kan læse mere om muligheden ansøgning om medlemskab for organisationer og køb af støttemedlemskab HER

Tilbud til medlemmer

Som noget nyt kunne vi i 2024 tilbyde konflikthåndteringskurser til alle vores medlemsorganisationer. De blev afholdt to kurser, et hvor Brøndby Support var værter i Hytten, samt et på MCH Arena hvor Black Wolves var værter.

Rollerne som frivillig i en fanklub kan være mange – alt lige fra sælger i boder, til praktiske arbejdsheste der sørger for at ens mange medfans får den bedst mulige oplevelse i den bedst mulige kulisse. På hjemmebane såvel som udebane. Fanklubbers frivillige (og ansatte) kan også havne i situationer hvor de må stå som konfliktmæglere, hvor der påhvilet et stort eksternt pres for at fanklubbernes frivillige kan løse sådanne situationer. Inspireret af vores medlemmer i Brøndby Support og F.C. København Fan Club som løbende afholder sådanne kurser for deres frivillige, så blev det besluttet at DFF skulle afholde to kurser for alle vores medlemsorganisationer. 

På kurserne modtog de fremmødte konkret værktøj og råd/vejledning til håndtering af optræk til konflikter samt mægling parter imellem.

Derudover var der også fokus på visuelle kendemærker, såsom tøj, til eksempelvis rejseledere som kan benyttes til at forbedre dialogen med kontrollører og politiet til udebanekampe. 

Tilbud som disse udgør kernen af det arbejde DFF er sat i verden for. Hvor afholdelse af sådan et kursus for den enkelte fanklub kan virke uoverskueligt og dyrt – så har foreningens medlemmer i fællesskab mulighed for at deles om regning til afholdelse og samtidig få sparring med andre som kan have befundet sig i lignende situationer.

Der er ikke nogle fremtidige kurser i kalenderen, men det understreges, at DFF også i fremtiden ønsker kunne skabe rum til at uddanne medlemsorganisationerne inden for relevante emner.

Kampagner

I 2024 indledte DFF et samarbejde med Dansk Center for Ludomani. Samarbejdet blev offentliggjort i forbindelse med den 10. runde i Superligaen for at sætte fokus på, at hver 10. dansker menes at have et problem med pengespil.

Samarbejdet udspringer fra vores medlemmer i De Stribede som indledte et samarbejde med Dansk Center for Ludomani tidligere på året.

Formålet med kampagnen er at sætte fokus på at hjælpe danskere med pengespilsproblemer og sikre at fanklubberne tilbyder et rum hvori det er muligt at henvende sig for at få hjælp.

I forbindelse med kampagnen har vi på hjemmesiden indrettet et underside som informerer om kampagnen samt leder pårørende såvel som personer med problemer til relevant hjælp igennem Dansk Center for Ludomani.

Planen for 2025 er at der etableres et dybere samarbejde med Dansk Center for Ludomani. Dette indbefatter afholdelse af online møder såvel som etablering af kontakt mellem DFFs medlemsorganisationer og Dansk Center for Ludomani til afholdelse af fysiske arrangementer.

Man kan læse mere om vores samarbejde med Center for Ludomani HER 

Dansk samarbejde

Det danske samarbejde omkransede i 2024 fortsat det tætte samarbejde med Divisionsforening – særligt gennem arbejdet i Dialogforummet, som i løbet af 2024 igen har fyldt meget.

I dialogforummet mødes vi med relevante klubber, politikredse, Rigspolitiet, Divisionsforening, DBU og relevante fanklubber. I forummet diskuteres tiltag for at sikre den bedst mulige afvikling af fodboldkampe. Mødefrekvensen for 2024 var halvårlige møder. Parterne var ligeledes inviteret til møde i Justistministeriet to gange i 2024, hvor DFF desværre kun deltog i det ene, grundet en kort tidsfrist og manglende mulighed for online deltagelse ved det første af de to møder. Fans var repræsenteret igennem medlemsorganisationer Brøndby Support og F.C. København Fan Club som viderebragte DFFs input til mødet.

DFF prioriterer fortsat fysisk deltagelse i møderne, idet det efter bestyrelsens opfattelse skaber de bedste forudsætninger for arbejdet i forummet. Arbejdet i 2024 i dialogforummet har hovedsageligt bestået i en operationel forankring af den lovpakke som vi, igennem Ekspertudvalget, var med til at udarbejde. Lovpakken blev vedtaget af et enigt folketing i juni 2023.

Efter DFFs opfattelse er vi ikke i mål med dette endnu, men med en centralisering af uddannelsen af dialogbetjente såvel som opdatering af Fodboldhåndbogen, som politiet anvender til kampafviklingen, så er vi på rette vej. Der er fortsat meget at hente med hensyn til overholdelse af tidsfrister såvel som afholdelse af møder forinden højrisikokampe. Særligt problematisk finder vi anvendelsen af muligheden for tilbageholdelse af udeholdets fans uden orientering eller debat med relevante fanklubber inden beslutningen træffes og udmeldes.

Det er bestyrelsens opfattelse, at en succesfuld kampafvikling består af at alle relevante parter høres og medtages i en dialog op til afvikling af især kampe med særligt højt spændingsniveau/højrisikokampe. 

Danmarks ratificering af Saint-Denis konventionen ser vi ligeledes som en bekræftelse fra politisks side om at man fra lovgivers side ønsker det samme. En dansk ratificering af Saint-Denis konventionen er desuden noget DFF har italesat for siden daværende justitsminister Mattias Tesfaye nedsatte dialogforummets forgænger, Ekspertudvalget, i 2022. Ratificeringen ser vi derfor som en succesfuld påvirkning af det politiske Danmark.

I forbindelse med arbejdet i dialogforum og møderne med justitsministeriet opleves det at ressourcerne for frivillige foreninger kan være påvirket, særligt af at deltagere fra fans’ side har civile hverv at passe ved siden af. Dette kommer til udtryk ved, at de andre deltagende parter kan fremmøde med et langt mere gennemarbejdet forarbejde og præsentationer, som kan være til hinder for fans’ evne til at viderebringe emner uden for det materiale, de har forberedt. Det er derfor bestyrelsens ambition for 2025, at vi bliver bedre til at fremsende materiale på forhånd og derved sikre, at vi ved deltagelse i sådanne møder får tid og et rum til at viderebringe vores punkter i endnu større grad end tidligere.

2024 blev ligeledes året hvor DBU og DFF underskrev en samarbejdsaftale der har til formål at sikre en løbende dialog partner imellem samt sikre den fortsatte udvikling fanklub på tværs af klub og landshold såvel som tilstræbe faninddragelse ved relevante emner. Aftalen bærer også på et organisatorisk tilskud til DFF som benyttes på foreningsdrift såvel som prioritering af endnu mere fansamarbejde på tværs af landet og landegrænser. 

Den nuværende aftale med DBU løber indtil 31. december 2026. Bestyrelsen ser frem til et mere formaliseret samarbejde med DBU og håber at aftalen kan være med til at styrke fans’ position relevante beslutningsprocesser såvel som sikre den bedst mulige udvikling af fodbold fremover.

Man kan læse mere om vores samarbejdsaftale med DBU HER 

I forbindelse med udarbejdelse af samarbejdsaftale har DBU og DFF afholdt en række møder, hvor blandt andet VM værtskabet for 2030 og 2034 er blevet diskuteret. Her udtrykte vi stor bekymring og kritik af måden hvorpå budprocessen var afviklet og de facto valget af værtslande forinden selve afstemningen. DFF mener at en åben og demokratisk proces er essentielt for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed i sportens største og mest magtfulde organ. Dette har foreningen udtrykt på det kraftigste internt såvel som eksternt via pressen.

Man kan læse mere om DFFs stillingtagen i valget af værtsnationer til VM HER 

Internationalt samarbejde

Grundet EM slutrunden i Tyskland har der i 2024 ikke været afholdt et Football Supporters Europe (FSE) netværksmøde. 

Det internationale samarbejde har derfor bestået i hovedsageligt i vores forsatte deltagelse i SAFER projektet.

2024 markerede ligeledes året hvor UEFA’s Fan Advisory Forum blev etableret, hvor syv fanrepræstanter fra de nationale fanforbund var repræsenteret. Med i forummet sidder Sarah Agerklint som ligeledes er næstformand i DFF, formand i Brøndby Support.

Sarah er den eneste repræsentant fra de nordiske lande i forummet. At Sarah er blevet valgt er ikke alene en bekræftelse af den fanpolitiske position vi i Danmark besidder, men i samme åndedræt en hyldest og erkendelse af Sarahs årelange bidrag til ikke alene det lokale og nationale fanarbejde. Men også hendes bidrag til det internationale fanarbejde igennem FSE.

Fra bestyrelsen side at vi ovenud lykkelige for at have en dygtig repræsentant siddende i så centralt et forum i UEFA. Det er bestyrelsens opfattelse at forummet vil udgøre en helt central del i FSE og UEFAs arbejde med at sikre faninddragelse i alle relevante beslutningsprocesser i fodbolden. Nationalt såvel som internationalt.

DFF i medierne

DFFs medie strategi har for 2024 været uændret i forhold til tidligere. Der opleves fortsat store udsving i antallet henvendelser henover året med stor koncentration omkring udmeldinger fra justitsministeriet, uroligheder i forbindelse med fodboldkampe og tildelingen af slutrunder.

DFF har i løbet af året afsat tid til længere interviews til citat såvel som baggrund for at sikre fans’ perspektiver dækkes retvisende i landets medier. Det opleves desværre fortsat at vi som foreningen fravælges i 11. time til debatprogrammer hvor de enkelte redaktioner begrunder det med at vores “holdning allerede er repræsenteret”. Det er efter vores opfattelse ikke ideelt at vi som interesseorganisation på denne måde fravælges til fordel for enkeltpersoner, men idet at der ikke er tale om en ny praksis har bestyrelsen ikke i sinde at ændre pressestrategi eller på anden måde have unødig skarpe holdninger alene for at vinde taletid i medierne. 

Som paraplyorganisation henviser vi fortsat til vores medlemmer i lokale sager og udtrykker os alene i generelle vendinger, med mindre andet er aftalt med den lokale medlemsorganisation eller af bestyrelsen vurderes nødvendigt.

Efter bestyrelsens opfattelse har DFF i 2024 lykkes med at komme i medierne i relevante sager og i tilstrækkelig grad fået viderebragt foreningens holdninger til relevante emner, såvel som oplyst interesserede om generelle fanforhold og tendenser.

en_GBEnglish (UK)