Møde mellem Justitsministeren og fanrepræsentanter

Den 5. Februar 2025 var Danske Fodboldfans og flere af vores medlemmer indkaldt til møde med Justitsministeren

Trods udfordringer med en sen fremrykning af mødetidspunktet med næsten 30 timer, så deltog syv fanrepræsentanter i et møde med Justitsministeriet og relevante klubber samt Divisionsforeningen d. 5. februar 2025 i afholdt i Parken.

På mødet kunne Justitsministeren løfte sløret for to tiltag, som udspringer fra arbejdet i dialogforummet. Klubberne fremlagde ligeledes en række initiativer, herunder fælles ansigtsgenkendelse som Divisionsforeningen også fremlagde på vores seminar. Grundet den sene fremrykning af mødet såvel som en sene orientering om en agenda forinden mødet, så var fans’ mulighed for at forberede reel feedback til tiltagene samt opsøge erfaringer fra udlandet omkring lignende tiltag stærkt begrænset. DFF og de øvrige fanklubber var ikke orienteret om det faktiske indhold i initiativerne og tiltagene forinden mødet.

Der er overordnet set opbakning til tiltagene, idet at deling af overvågningsmateriale klubberne imellem giver mulighed for at klubber, som prioriterer videogennemgang kan sanktionere efter episoder på udebaner, hvor denne opgave tidligere har påhvilet hjemmeholdet. Straks karantæner er ligeledes et tiltag, der har været efterspurgt. Dette for at sikre en langt mere effektiv sagsbehandling og særligt at personer der udøver personfarlig kriminalitet holdes væk fra landets fodboldstadions.

Der er fortsat uafklarede spørgsmål med hensyn til hvordan straks karantæner skal uddeles og vi, som høringspart, ser derfor frem til at få tilsendt et udkast til lovændringen og sikre at retssikkerheden er i fokus. Særligt i forbindelse med at sikre partshøringen finder sted rettidigt og en behandlingstid, der ikke trækkes i langdrag ved tildeling af straks karantæner.

Praktiske forhold omkring mødet

Mødet var oprindeligt indkaldt til d. 6. februar 2025, men blev fredag d. 31. januar – af uforklarlige årsager – flyttet næsten 30 timer frem. På daværende tidspunkt havde vi fortsat ikke modtaget en agenda, al vores forberedelse til mødet måtte derfor bero på gætterier om mødets indhold. Flytningen af mødet betød ligeledes af et antal af de frivillige fanrepræsentanter, som planlagde at deltage i det oprindelige møde, ikke længere kunne deltage og give deres synspunkt til kende.

Vi finder det problematisk at Justitsministeriet på denne måde indkalder til møder uden agendaer og kort forinden afholdelse fremrykker mødetidspunktet uden yderligere forklaring. Vi gav til mødet også udtryk for betydningen ved at flytte mødet, samt ønskede både bedre tid hvis/når det flyttes igen og en dagsorden i god tid, så vi har mulighed for at forberede os.

Vi anerkender til fulde at der vigtigere ting i verden end fodbold. Særligt for en justitsminister. Selvom fokuset og prioriteringerne er i top ved selv de mindste episoder, så oplever vi fortsat at når kameraerne er slukket og fokus flyttet, så behandles området ikke altid med dén respekt og grundighed vi mener at emnet fortjener. 

Fanklubberne her i landet er drevet af frivillige kræfter, det samme er interesseorganisationen Danske Fodboldfans. Når vi indkaldes til møder med politiet, klubberne og relevante ministerier og ministre, så er det frugterne af et årelangt arbejde for at sikre at fans’ stemme høres i relevante sager. Det er også indkaldelser der er forbundet med større arbejds- og transportkabaler. Alle møder betyder, at de deltagende fra fanklubberne tager fri fra arbejde og booker transport. Transporten dækkes af sparsomme budgetter og er ikke altid refunderbar når mødetidspunkterne flyttes. Hvilket resulterer i en stor merudgift for fanklubberne, når flytningen er betydningsfuld.

Justitsministeren startede mødet ud med at beklage flytningen udtrykte glæde for at så mange fanrepræsentanter kunne deltage, trods flytningen.

For at understrege udfordringerne forbundet med flytningen såvel som den manglende agenda for dagen, så har vi, i DFF, sammen med vores medlemmer i AGF Fanclub Aarhus, Black Wolves, Brøndby Support og F.C. København Fan Club sendt nedenstående henvendelse til Justitsministeren.

Til Justitsministeren,

 

Vi retter henvendelse til dig i forbindelse med mødet afholdt d. 5. februar 2025 i Parken med repræsentanter fra landets fodboldklubber og, af justitsministeriet, udvalgte fanklubber. 

 

Først og fremmest vil vi gerne takke for et godt og konstruktivt møde, hvor der også var afsat tid til at vi kunne fordybe os i diskussionerne. Hvorom vi godt kunne have ønsket os initiativerne og tiltag tilsendt på forhånd.

 

Som vi klargjorde på mødet, så finder vi det problematisk, at mødet fremrykkes så tæt på det oprindelige mødetidspunkt. Dette er blot forværret af, at ministeriet ikke har fremsendt en agenda i forbindelse med mødeindkaldelsen.

 

Fremrykningen af mødet, såvel som den manglende agenda, har været hæmmende for at vi som repræsentanter for fans har kunne forberede os i tilstrækkelig grad. For flere repræsentanter har deltagelsen været forhindret grundet denne sene fremrykning.

 

For at sikre effektive møder hvor alle parters synspunkter frembringes og der diskuteres på et undersøgt og gennemarbejdet grundlag, så er det for os essentielt at;

  1. der fremsendes agenda eller på anden måde specificeres hvad der skal diskuteres
  2. mødetidspunkter fastholdes
  3. der ved rykninger af møder som udgangspunkt rykkes længere ud i fremtiden
  4. fremrykninger alene sker efter dialog med deltagere, for at sikre at repræsentationen af forskellige interessenter ikke lider som følge af flytningen.

 

Vi finder det ikke acceptabelt at der på denne måde ikke sikres de bedst mulige forudsætninger for et meningsfuldt møde. At fortsætte med denne praksis risikerer spild af vores tid, spild af din tid og spild af ministeriets tid. 

 

Foreningsdanmark og frivillighed er ofte noget der fremhæves som særligt dansk og værdifuldt. Vi anser ikke håndteringen af dette møde for at respektere foreningskulturen og det faktum at deltagerne fra fanklubberne er frivillige med civile hverv ved siden af.

 

Flytningen af dette møde er for os at se bare seneste i en række eksempler, hvor ministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sat sig ind i det eksisterende arbejde, eller sikret de bedst mulige forudsætninger for meningsfulde møder og dialog.

 

2024 startede med at ministeren indkaldte til et møde syv dage efter et møde i dialogforum, et forum bestående af de samme som ministeren inviterede. Ministeriet prioriterede ej heller en eneste medarbejder til deltagelse i dialogforummets møde. Det var ej heller muligt at etablere mulighed for online deltagelse til det nævnte møde med justitsministeren.

 

Et møde vi desuden blev orienterede om via pressen, før invitationen overhovedet ramte vores indbakke.

 

Ved det efterfølgende møde, blev agendaen først fremsendt på dagen, to timer og otte minutter før mødestart. Repræsentanter fra jyske fanklubber blev ligeledes først inviteret 2 dage før afholdelsen af mødet. 

 

Vi repræsenterer fans’ synspunkt efter bedste evne. Vi ønsker at bidrage med vores erfaring og viden om emnet. Det gør vi lokalt og nationalt. Vi gør det i dialogforummet og vi gør det alle steder vi kan. Men måden hvorpå ministeren og ministeriet håndterer sine møder er i bedste fald uproduktive. I giver os på ingen måde nogle gode forudsætninger for at kunne bidrage med andet end indskudte bemærkninger og sammensatte strøtanker.

Vi appellerer derfor til at ministeren og ministeriet fremover behandler emnet, og møder med interessenter, med den respekt det fortjener. Dette kræver orientering om agenda, fastholdelse af mødetidspunkter. Det er for os essentielt for at sikre alle er bedst muligt forberedt til møderne. 

 

Venlig hilsen

 

Christian Kokholm Rothmann

Formand

Danske Fodboldfans

 

På vegne af,

AGF Fanclub Aarhus, Black Wolves, Brøndby Support, Danske Fodboldfans og F.C. København Fan Club



da_DKDansk