Pakken indeholder en række tiltag, som vi ser frem til at dykke nærmere ned i, når det konkrete lovforslag foreligger. Som høringspartner vil vi på det tidspunkt gennemgå forslagene grundigt og bidrage konstruktivt til den videre proces.

Dog er der elementer i pakken, som efter vores opfattelse risikerer at mudre billedet. Vi ser med bekymring på, at der fortsat lægges op til at medtage forhold, der ikke relaterer sig direkte til vold, når der tales om hooliganisme. Det svækker den klare og nødvendige afgrænsning, som vi mener bør være fundamentet for en effektiv indsats.

Særligt bekymrende er forslaget om, at generelle karantæner skal kunne fremgå af straffeattesten. Det rejser principielle spørgsmål om retssikkerhed, da politiet i visse tilfælde vil kunne påføre en borger en sanktion uden domstolsbehandling. Her læner vi os op ad eksperter på området og deler deres bekymring: Domstolene er en grundpille i vores retssamfund og en garanti for, at bevisbyrden løftes, og at borgeren får mulighed for at forsvare sig.

Vi ser frem til den videre dialog og håber, at den kommende lovbehandling vil sikre en balanceret og retssikker tilgang til bekæmpelse af vold i fodboldens verden.

Indlægget Fans: Vi bakker op – men billedet mudres af for bredt fokus blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Indlægget Hej chef, det er Chris… blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

AGF og Jacob Nielsen har sparket til en debat der har hersket i flere år fankredse. Det handler om noget så stort som hvordan vi indretter vores stadions. Hvordan kan vi sikre at de strukturelle rammer kan være medvirkende til at skabe den største og bedste fodboldfest som vi alle ønsker at tage del i? Bør man risikere at føle sig som udehold på hjemmebane?

Hvordan udebanefans behandles har altid været genstand for stor debat. Enkeltes lykke synes nærmest at være bundet op på andres elendighed, mens andre sætter en dyd ud i at behandle andre med den respekt, de selv forventer på udebane. For os i Danske Fodboldfans (DFF) har vi i årevis kæmpet for bedre rettigheder og rammer for udeholdets fans, fordi vi tror på at udebanekulturen er ikke alene en central del i opbyggelsen af de fællesskaber fodbolden består af, men fodboldoplevelsen er også bedre når begge hold har maksimal opbakning.

Status quo

Den kedelige gennemgang af reglerne vil jeg spare alle læserne for. Men for at opridse det hele så kort som muligt; De nuværende krav for størrelsen på udeholdets afsnit er fastlagt i Superligamanualen punkt 7.4.9.2 og det hedder sig at udeholdet skal have mindst 1.000 pladser, samt at afsnittet skal kunne skaleres op til minimum 5% af stadion kapacitet.

Omvendt kan afsnittet også skaleres ned, såfremt at der er en ekstraordinært stor efterspørgsel på billetter fra hjemmeholdets tilskuere kombineret med en begrænset interesse fra udeholdet.

Umiddelbart lyder det jo meget godt – man kan udvide hvis der kommer mange fra udeholdet, eller nedskalere hvis der ingen udebanefans kommer og derved fylde de tomme pladser med hjemmeholdets egne fans. 5% kravet matcher i øvrigt UEFAs regler på området. 

Samtidigt står det klubberne frit for hvordan de vil håndtere udeholdets fans på andre tribuner. Et gennemgående tema for alle stadionreglementer er at de smides ud uden mulighed for refusion.

Udebanefans, de evige problembørn

For at forstå problematikken med udebanefans, så er vi nødt til at kigge på måden hvorpå de anskues af sikkerhedschefer, modstanderfans og klubbernes ledelse.

Det nuværende sikkerhedscirkulære, stadionreglementer og faktisk også Superligamanualen er ikke til at tage fejl af; udebanefans er et risikomoment der i videst muligt omfang skal begrænses til et aflukket område på (og udenfor) stadion. Vi har hegnet dem inde og håndtering minder mest af alt om hvordan diverse kreaturer transporteres til nærmeste slagteri. Også alligevel. Rigtig mange steder blandes udeholdet og hjemmeholdets tilskuere alligevel (lige) udenfor stadionlågerne. Om det er synet af et græstæppe, der antages at få følelserne i kog, vides ikke.

Kigger man på hvordan udebanefans udenfor udebaneafsnittet har håndteret den gæstfrihed hjemmeholdet har udvist tidligere, så har man heller ikke gjort meget for at blive gode venner med værterne. Og skal vi nogensinde finde en løsning, så skal gæsterne også behandle udebanerne med samme respekt som de forventer af gæsterne på deres hjemmebane. Jeg forstår til fulde de fans der ikke vil omringes af udebanefans på deres hjemmebane – og det er vigtigt at vi ikke glemmer dem i hele denne debat.

Selve håndteringen af udebanefans og stadionreglementet er noget der er udarbejdet over tid. Typisk lægger man blot til gang efter gang. Det vi ikke ser er at man ruller tiltag tilbage – der er som regel aldrig en anledning til at evaluere, om de regler man har, faktisk skulle gøres mindre rigide. Det skulle da lige være når AGFs direktør toner frem på landsdækkende tv og siger det er tid til et opgør med måden udeholdets tilskuere anskues. Og det glæder mig derfor at både AGF og FCN har bedt om at få emnet drøftet på næste møde i Divisionsforeningen.

Tilbagerulning af reglerne

“Det var bedre i de gode gamle dage – og i Tyskland kan fans af alle hold sidde side om side.” Sådan lyder det på sociale medier i den igangværende debat, begge dele sandheder med en del modifikationer.

Uanset hvor meget Jacob Nielsen, jeg og mange andre fans kunne ønske os at fans af forskellige klubber kunne sidde blandet til kampene – så må vi også anerkende at det, upåagtet af gode intentioner, ikke vil være muligt til alle kampe. Der findes kampe i Danmark hvor spændingsniveauet ganske enkelt er for stort på tribunerne – og en blanding af fans på samme tribune vil blot risikere at friste svage sjæle.

Men det er tid til at vi gennemgår reglerne, hvorfor vi til dette års seminar tilbage i januar også nedsatte et udvalg der skulle kigge på en udebanepakke 2.0. Vi har ikke en færdig forslagspakke klar endnu. Men af relevante forslag er der blandt andet at klubberne bør kigge på mere fleksible udebaneafsnit og mulighed for at oprette neutrale zoner på stadion hvor fans kunne blandes. Så familier med en fod i begge lejre kunne se fodbold sammen, de der ville se deres hold på udebane, men ikke magtede kaoset der kan omgive en i et udebaneafsnit, også havde en plads på stadion.

Men enhver tilbagerulning af reglerne er en potentiel risiko – og folk vil træde ved siden af. Så klubberne skal også gøre sig klar på hvilken risikoappetit de har. Nogle har en stor, andre har en lille. Selv internt i klubberne VED jeg at der er uenigheder på området. Fjerner man eksempelvis nettet foran udebaneafsnittet, så vil der ved første øl kast være en hær af fans, medier, kommentatorer og selvudnævnte eksperter der konstaterer; det var ikke sket hvis nettet var oppe. Og de vil have fuldstændig ret. 

Men det er her at vi som samfund og i fodbold Danmark bør have en seriøs snak om hvor meget risiko vi vil acceptere til en fodboldkamp – og i hvor høj grad at vi tror på at eventuelle problemer kan løses af et veluddannet service- og steward personale. Ja, vi kunne rulle alle ind i vat og indkvartere alle fans i små aflukkede afsnit som var de mink der blot venter på en pelsning. Men er det virkelig dét vi ønsker?

AGFs og Jacob Nielsen kickstart af debatten finder jeg prisværdigt – fordi det er tid til at vi tager et opgør med måden hvorpå vi internt i fodboldens egen lille boble anskuer fodboldfans. Derfor har jeg også rakt ud til AGF og Jakob Nielsen, ligesom vi – som altid – stiller os til rådighed overfor Divisionsforening i det arbejde vi forventer starter nu.

Indlægget Formanden har ordet: De skide udebanefans blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Men i Næstved skal der mere end lidt modvind til at holde fællesskaberne nede. På trods af at fanklubben formelt lukkede tilbage i 2018, så er flere af de gamle bestyrelsesmedlemmer alligevel gået sammen for at danne ramme om det fællesskab der stadig er omkring klubben, Næstved Boldklub.

Dette har udmøntet sig i gruppen De Grønne fra Næstved, som med egne ord, har til formål at udbrede de positive facetter af fodboldspillet og af det at være fodboldfan. På mange måder varetager gruppen de opgaver som en fanklub ellers ville udfylde. 

Eksemplificering af dette ses næppe mere tydeligt end tidligere på sæsonen hvor en af deres medfans i kørestol missede to udekampe i træk, fordi at to klubber ikke tillod kørestolsbrugere at være på udebaneafsnittet. For at gøre ondt værre, så var der tale om to klubber som kort tid forinden havde spillet i Superligaen.

Frem for at lade deres medfan i stikken, så tog de sagen i egen hånd og sendte en henvendelse til Divisionsforeningen efter dialog med både os og Dansk Handicapforbund. Sidenhen har Divisionsforeningen igangsat arbejdet med at revidere anbefalinger og regler på området – og vi forventer allerede i næste sæson ændringer, således at vi gør fodbold på stadion tilgængeligt for endnu flere fans, også fodboldfans på hjul.

Sidenhen har De Grønne fra Næstved ansøgt om medlemskab i DFF og på forrige lørdags bestyrelsesmøde blev deres ansøgning godkendt. Det er derfor med stor glæde, at vi kan annoncere DFFs seneste medlem: De Grønne fra Næstved.

Vi ser frem til samarbejdet. Idet gruppen består af flere medlemmer fra den gamle fanklub, er der også flere kendte ansigter der vender retur til DFF.

Ønsker en gruppe du repræsenterer medlemskab i DFF, så kan der ansøges om dette her.

Indlægget Velkommen til De Grønne fra Næstved! blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Men fodbolden har andre, og i dette tilfælde mere presserende, problemer. Nemlig at enkelte benytter vores elskede fodbold som en lejlighed til at udøve vold og hærværk. Lad mig starte med at være fuldstændig klar i spyttet; jeg håber de skyldige for urolighederne til forrige weekends derby findes og straffes efter gældende lov. Præcis som ved alle andre lovovertrædelser i vores samfund.

Fodbolden er til for os alle, et fælles mødested, hvor vi kan samles og være sammen i dyrkelsen af vores fælles passion. Det ærgrer mig inderligt, at enkelte ikke kan finde ud af at indrette sig efter samfundets normer og regler. At man på den måde tilsidesætter andres ve og vel i en endeløs jagt på frigivelse af endorfiner. Er din største glæde her i livet at slås med andre, så find ligesindede og dyrk det langt væk fra alle os, der ikke ønsker at tage del i det.

Jeg husker vores tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, var ude efter hooligans der udkæmpede deres territorielle kampe i landets skove og ville straffe dem. Men det er vel bedre at de gør det et sted, hvor de ikke udsætter uskyldige for fare, end det modsatte?

Jeg savner kontekst, indsigt og proportionalitet i diskussionerne som følge af hændelser som dem vi var vidne til sidste søndag. Vi har hævet straffen gang for gang, men har det afhjulpet problemerne? – NEJ!

At tro at hårdere straffe skulle virke, det bygger på antagelsen om at volden er et resultat af et rationelt og afvejende tankemønster. Det tror jeg ganske enkelte ikke på. I 2016 udgav justitsministeriet en rapport der sagde det samme:

Hovedkonklusionen er, at de længere straffe for simpel vold, alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsuheld ikke kan påvises have at forårsaget en – hverken positiv eller negativ – effekt på de dømtes recidivrisiko, målt ved ny kriminalitet op til to år efter løsladelse fra fængsel. (…)  Resultaterne stemmer overens med store dele af den internationale forskning på området.

Så hvorfor er det altid her vi ender? Ja det syner måske af noget, at man straffer hårdere og længere. Men målet burde jo være at løse problemerne – så et fokus alene på efterspillet tydeliggør, at man højst i et begrænset omfang har forståelse for problemets kompleksitet. En simplificering af problemerne gavner ingen andre end de der ønsker at fremstå handlekraftige uden reelt formå at skabe de forandringer, der er behov for.

Skjulte ansigter og tjenestenumre

Maskerede galninger og afstumpet voldspsykopater gemt bag masker er ofte vendinger der anvendes efter scener, som de der udspillede sig i forrige weekend. Maskerne bruges til at sløre den enkelte identitet og er selvsagt problematisk. Lige så problematisk er det, når vi som fodboldfans oplever at politiet gør præcist det samme til fodboldkampe ved ikke at bære deres identifikationsnummer som loven fremskriver at det skal bæres.

Ved vores seneste fysiske seminar (Januar 2020 i Herning) blev både Politiforbundet og Rigspolitiet orienteret om disse problemer. Fans på tværs af klubber oplevede det på tværs af politikredse. Det er altså ikke et problem der begrænser sig til, når Brøndby IF og F.C. København mødes.

At personer på begge sidder skjuler deres identitet er en selvforstærkende ond spiral som afføder flere problemer. Jeg har selv, gentagende gange, oplevet hvordan betjente – selv til kampe uden uroligheder – ikke har båret det lovpligtige identifikationsnummer synligt. ”Det sidder i bæltet” ”Vi har skiftet tøj grundet vejret og har ikke nok numre til al vores tøj” ”Jeg vidste ikke at der var krav til hvor det skulle sidde” Undskyldningerne er mange.

Hvis ikke engang politiet ønsker at overholde landets love – hvordan kan man så forvente borgerne gør det? Man leder ved eksempel – og det gælder også politiet, det er en del af ansvaret, der følger med et voldsmonopol.

Lad os indskrænke borgernes frihed – fordi hvorfor ikke

Et af de seneste skud på stammen er, at Københavns politi ville forhøre sig hos Rigspolitiet om en juridisk vurdering af politiets muligheder inden næste derby i Parken, hvor de vil se på politiets muligheder for kunne diktere, hvem der måtte tage til kampen, hvis overhovedet nogen.

For det første tror jeg ikke, at det vil afhjælpe problemerne. Det vil blot flytte problemerne – præcist som vi så ved det derby der fandt sted uden tilskuere under corona. Derudover er der ikke sindelagskontrol i døren, så at forhindre fans fra en given klub ikke tilkøbe sig adgang til den enkelte kamp er praktisk talt umuligt – såfremt alle andre må/kan købe billetter.

Jeg overværede selv mit første derby i forrige weekend. Fra en plads på A11 (enkelte vil sikkert påskønne ironien i dette). Her var det tydeligt, at ikke alle ligefrem nød alle FCKs mål lige meget. Enkelte benyttede også lejligheden til at råbe ad dem, der i forvejen hang meget med mulen. Det fortæller os flere ting; fans kan godt leve i fredelig sameksistens på tribunerne – selv til et derby! Men også at fans frit kan købe billetter til kampe uanset tilhørsforhold. Jeg sad der jo for pokker også.

Foruden fraværet af logikken i politiets løsningsforslag, så rammer det også skævt, fordi man burde antage at politiet havde forsøgt alt andet inden det kommer til at indskrænke borgernes frihed. Men det er ikke tilfældet – ved de seneste derbys med tilskuere har der været eklatante fodfejl. Jeg skal spare jer for alle historierne. Men til seneste derby med udebanefans forinden det var problemerne og fodfejlene så store, at vores medlemmer i Brøndby Support og F.C. København Fan Club (IGEN!) kom med en fælles udmelding.

Som skrevet før begrænser problemerne sig heller ikke til derby. Ved Brøndby IFs kamp i Aalborg i foråret lykkes det en bus at køre fra politiet, da den kørte fra Nørresundby til Aalborg. Der er vitterligt én vej den bus kunne køre (to hvis man tæller motorvejen med, men der kom de jo fra, så lidt af en omvej). Jeg er på ingen måde ekspert i politiets kortegekørsel af busser til og fra stadions. Men hvis det kan lykkes en bus at stikke fra politiet – så må det simpelthen føre til selvransagelse. Hvordan man end vender og drejer det, så burde det jo ikke kunne lade sig gøre.

Hvis alt andet ikke virker, så er det nemmere at acceptere så hårde (og kollektive) straffe som politiet og enkelte politikere og partier forslår. Men sandheden er, at man ikke har lykkes med at sikre det helt fundamentale i løsningen af den politimæssige opgave. For mig at se er det ikke politiets opgave at straffe – det har vi domstole til – det er politiets opgave at sikre den bedst mulige afvikling og at være konfliktnedtrappende. Så længe at politiet ikke kan løfte den opgave – så virker det helt absurd at gribe ud efter løsninger, der så direkte påvirker mange så på ingen måde har ansvar i problemerne.

Hvis ens eneste værktøj er en hammer…

Så ligner alle problemer et søm. Dette problem løses ikke ved at slå folk hårdere i hovedet.

Siden jeg påbegyndte dette indlæg, er Venstre også kommet ud af busken med en ”hooligan-pakke”. De påstår, at de har rådført sig hos fans. Hvem vides ikke – og det er ikke os eller nogle af vores medlemmer. Hvis der findes en anden relevant forening for landets fodboldfans, må de endelig oplyse os om det. Vi ville elske at finde en god samarbejdspartner.

Som forening er vi drevet af den danske foreningskultur, vores medlemmer er landets fodboldfanklubber og -grupperinger. Vi er en demokratisk organisation, der kæmper for den enkelte fans’ rettigheder og for at fremme en positiv og ikke voldelig udvikling af dansk fodbold fankultur.

At Venstres Morten Dahlin omtaler mig blot som ’en på Twitter’ fortæller os alt hvad vi skal vide om den foreslået pakke. Den er ikke engang tæt på gennemarbejdet. De har ikke engang formået en basal google søgning – eller blot læst min bio på twitter. Det er sigende for det politiske håndværk bag pakken; det handler mere om opmærksomhed end et fokus på at løse de reelle problemer.

Vi inviterede sammen med landets daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, alle folketingets partier til vores seminar i Odense 2019. Kun justitsministeren dukkede op. Alle andre meldte enten afbrud eller svarede slet ikke på vores henvendelse.

Når man skal ønske et hold tillykke med store bedrifter og straffe uromagere står politikerne klar. Men når mediernes fokus er væk, så er politikerne det desværre også. Jeg håber ikke behandlingen af fodbolden er sigende for, hvordan øvrige politiske emner behandles.

Højere hegn og net foran udebaneafsnittene

Lig politiets og politikernes tilgang med at straffe hændelser fremfor at arbejde bare nogenlunde forebyggende, har vi også klubberne og divisionsforening, som desværre er skyldige i det samme. I et forsøg på at gøre noget ved problemerne på tribunerne har man investeret i højere hegn mellem tribunerne. Samtidig med at man hævede hegnene hævede man også alderen på dem der råbte og forsøgte at provokere modparten. Hvor det før var børn, står der nu granvoksne og teer sig som tosser. Om det er fordi de ved, at der ikke længere er en konsekvens, vil jeg lade være usagt. Men synes det er interessant, at en løsning der skulle afhjælpe problemer blot synes at have forværret dem.

Det samme gør sig gældende med nettene foran udebaneafsnittene. Hvor man før så konsekvensen af nærmest hver eneste kastede genstand, kan man nu bare kaste løs for der er nærmest igen konsekvens ved det. Man anskuede problemet som værende kast af genstande på banen – men problemet er jo at folk i det hele taget kaster med ting på tribunerne. Og så er det i og for sig irrelevant om det er sæder, øl eller skraldespande. Så lad mig desuden endnu engang benytte lejligheden til at understrege, at det eneste der burde kastes fra og på tribunerne er tifo-remedier, der specifikt er designet til formålet.

Fordi man ikke har løst det specifikke problem med kast på tribunen, er vi nu bare endt i en situation, hvor man blot har hævet højden på de genstande der kastes ind på banen. Er det at betegne som en succes? Det synes jeg egentligt ikke. Fordi klubberne har opgivet at løse det egentlige problem, står vi nu i en situation, hvor særlig nye på tribunen tror at kast af genstande er acceptabelt. Klubberne har tydeligt tilkendegivet, at de mener kast af genstande ikke er et problem, som de kan løse, derfor har man blot forsøgt at sikre at genstandene ikke rammer banen. Det er da en falliterklæring.

Derudover har man også skabt en situation, hvor man ikke kan rulle tiltagene tilbage – fordi første gang der ryger en genstand på banen. Så kan kritikere stå klar og sige; det var ikke sket med nettet. Og de ville have fuldstændig ret.

Lad os kigge på løsningerne

Det er som altid nemt at skyde ideer ned. Men vi forsøger at være bedre end det. Derfor slutter jeg med en række forslag til hvordan vi kan løse de problemer vi står overfor.

For det første skal vi tilbage til dialogen. Det giver ingen mening, at politiet ikke benytter den kolossale viden og indsigt der ligger hos fans. Det kunne afhjælpe så mange konflikter og hjælpe på den generelle forståelse partner imellem. Det ville også sikre, at politiet havde langt flere allierede på fanscenen i de tilfælde, hvor konflikter og uroligheder nødvendiggør en indtrængen blandt uskyldige fans.

Det er også derfor at politiet – som altid – er inviteret til vores næste seminar. Vi følger ligeledes op på vores aftale med politiforbundet og inviterer dem således at vi i fællesskab kan finde de bedste løsninger. De formelle invitationer til seminaret sendes ud, når vi er længere i planlægning. Vi håber selvsagt, at politiet vil deltage i dialogen.

I 2016 kom Europarådet med Saint Denis konventionen – hvorfor den i Danmark stadig ligger til underskrift kunne selvfølgelig være interessant at få afklaret. Konventionen bygger på forskning og erfaringer fra hele Europa. Basalt set sikrer den en dialog ved relevante interessenter som jeg ovenfor efterspørger. Så hvorfor ikke kære politikere? Hvad holder jer tilbage? At et, videns baseret, værktøj blot skal ligge og samle støv giver ingen mening. Der er for pokker gået 6 år siden det blev lagt klar til underskrift.

Dialog rækker ikke alene. Så blåøjet er jeg trods alt ikke. Når vi kigger på afviklingen af fodboldkampe, ser jeg også flere juridiske områder, der burde afsøges. Herunder at man simpelthen holder fansene i udebaneafsnittene i lidt tid efter slutfløjtet i særlige tilfælde. Naturligvis forudsat, at klubberne holder toiletter og boder åbne. Derudover kunne man også sikre forskellige passager fra stadion således at fans ikke blandes unødvendigt ved højrisiko kampe. Lad os minimere risikoen ved at blande fans til kampe, hvor der er en forhøjet risiko for konflikter.

Derudover kunne man passende ligeledes afsøge mulighederne for at lave sluser i udgangene i tilfælde af uroligheder. Derved kunne politiet pågribe de der var blevet identificeret på vej ud – i stedet for at skulle gøre dette på eller under tribunerne i løbet af kampene. Dette ville ikke alene minimere konflikter på selve afsnittet – det ville også forhindre at uskyldige ikke fanges midt i situationer og anholdelser som ofte sker med stor voldsomhed.

Derudover skal vi, klubber, fans og politi blive langt bedre til også at evaluere på kampafviklingen. Både når det går godt, men så sandelig også når det går skidt. Stammer ens indsigt alene ud fra nyhedsartikler og antal anholdte får man et forskruet billede af den egentlige kampafvikling. En kamp uden anholdelser kan være afviklet elendigt – mens det modsatte kan være tilfældet trods mange anholdelser og tonsvis af artikler. Vi skal have systematiseret evalueringen – og fans skal have en plads ved bordet.

Det kan på ingen måde være i hverken fodboldens, politiets eller politikernes interesse at medlemmer i DFF kan gentage de samme problemer i de samme politikredse gang efter gang. Vi er alle nødt til at lære af vores fejl – men det kræver også at man er villig til at acceptere at man ikke er ufejlbarlig.

Christian Kokholm Rothmann
Formand, Danske Fodboldfans og en fra Twitter.

Indlægget Formanden har ordet – dialog, fordi det virker. blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Weekenden bød også på en godkendelse af arbejdet, der skal fusionere de to store europæiske fanorganisationer SD Europe og Football Supporters Europe. Sidste nævnte har vi i DFF været medlem af i en længere årrække ligesom vi tidligere har haft danske bestyrelsesmedlemmer, bl.a. Tine Hundahl.

Samlingen af foreningerne kan ses som en utilsigtet konsekvens af enkelte klubbers forsøg på at kuppe sig til magten i europæisk fodboldbold, men det skyldes også, at vi som fans i højere grad end tidligere anerkendes af ligaer, forbund og vores stemme faktisk høres hos de høje herrer.

Forestillingen om at fodboldens magtbalance er skubbet, det giver muligheder for at vi fans, som vel sportens vigtigste interessent, endelig kan komme til orde internationalt. Det er væsentligt at vi som fans formår at benytte dette og sikre at vores rettigheder såvel som interesser høres når de store som små beslutninger træffes.

I Danmark er vi, som i så mange andre sammenhænge, yderst privilegerede. Vi har succes med at sikre fans’ basale rettigheder. Vi har kæmpet imod awaykortet og vundet. Vi har løbende hævet minimumsstandarder på landets udebaneafstnit. Vi er på et helt generelt plan langt mere inkluderet end mange af vores naboer både lokalt og nationalt i fodbolden.

Dette kan naturligvis nemt blive en sovepude, vi har set sporadiske kampe mod VAR og mandagskampe. Men på tværs af klubber har vi ikke kæmpet de kampe side om side, som vi har gjort historisk. For der har ganske enkelt ikke været behovet.
Det kan naturligvis også været os i DFF, der ikke har evnet opgaven efter udebanepakkerne – men siden da har vi ikke lykkes at finde en sag, der har kunne samle fans i samme stil som vi har set før med awaykort og A11 sagerne.

Men modsat tidligere befinder ’truslen’, eller sagen om man vil, sig heller ikke nødvendigvis længere indenfor landets grænser. Vi har og vil forsat kæmpe mod korruptionen i FIFA og dens betydning for sporten som en helhed. Men langt tættere på vores egen andedam ser vi udviklingen i økonomien, hvor klubber med en form for økonomisk doping kan springe foran i køen, og andre anvender de kaotiske scener til at købe klubber op alene for at tømme dem for værdier.

I et forsøg på at oversætte udviklingen i verden omkring os, skal vi, i DFF, i højere grad blive endnu bedre til at give rette kontekst. Det forsøger jeg hermed at starte med, og jeg starter her, hvor jeg mener størstedelen af sportens problemer har sin oprindelse.

Den konkurrencemæssige skævvridning

Fodbolden står overfor kolossale udfordringer. Med Champions League reformer og truslen om en Europæisk Superliga synes den største udfordring for klubfodbolden at være den konkurrencemæssige og økonomiske skævvridning, som vi lige nu er vidne til.

Mange fodboldfans tror fejlagtigt, at de ændringer vi ser internationalt ingen betydning har for dem, såfremt deres hold ikke spiller internationalt – desværre kunne intet være længere fra sandheden.

Udfordringerne forgrener sig også nationalt, hvor de største klubber anvender deres magt til at tilegne sig en uproportionalt stor del af pengene før vi overhovedet kigger på præsentationerne på banen. I Danmark fristes man til at kaste blikket mod hvordan eksempelvis TV-pengene fordeles.

Klubberne ønsker, ikke underligt, ikke at løfte sløret for hvordan pengene fordeles. Men jf. Ekstrabladet så hedder den danske fordelingsnøgle 25% i solidaritets betaling, 33% for placering mens de resterende 42% benyttes til den såkaldte markedspulje, hvor klubberne får penge tildelt efter hvilke kamptidspunkter de tildeles.

Kigger vi mod England, så hedder fordelingen Solidaritet: 50%, Placering: 25% og en ’markedspulje’ på 25%. Derudover deler Premier League klubberne deres lukrative internationale tv-penge ligeligt. Kigger vi på hvordan tv-pengene reelt set fordelte sig i 2021/2022 fik Manchester City som vinder af ligaen ”blot” 58,5% mere end Sheffield United som samtidig rykkede ud med et brag. Fraregnes de internationale tv-penge vokser Citys gevinst til 105,6% mere end hvad Sheffield fik. Det virker måske af meget, men tager vi de hjemlige briller på og tager udgangspunkt i EBs tal, så blegner de tal fuldstændig. Da FCK, angiveligt, efter grundspillet kunne glæde sig over at have fået mere end 244% mere end Vejle.

Klubberne er naturligvis blevet enige om den nuværende fordeling, men som sportslig interesseret må jeg stille spørgsmålstegn ved som den konkurrencemæssige såvel som økonomiske skævvridning. Ifølge Ekstrabladets tal tjente Brøndby IF anden mest – på trods af at de indfandt sig på en sjette plads efter grundspillet.

Jeg opponerer ikke imod at klubber, der tiltrækker flere seere, får flere penge. Ej heller at resultaterne har indflydelse på udbetalingerne. Jeg forholder mig dog kritisk overfor den fordeling der sikrer, at enkelte klubber i Danmark har så stort et økonomisk forspring allerede, når vi fordeler tv-pengene. For vi har slet ikke talt om selvsamme klubbers fordel i henhold til eksponering af egne sponsorer og kampdagsindtægter som for selvsamme klubber – naturligvis – er større end de mindre klubber. De attraktive tidspunkter giver ikke alene flere penge i tv-indtægter, de giver også mulighed for klubberne at tjene endnu flere penge på kampene.

De der er uenige, vil sikkert påpege, at de hold der tiltrækker seerne, fortjener flere penge. Og det er jeg som nævnt ikke uenig i. Men ultimativt må vi spørge os selv om hvor stor en økonomisk hestesko, vi vil give de klubber der i forvejen har de bedste forhold for at kunne tjene penge?

Jeg opponerer ikke imod at klubber, der tiltrækker flere seere, får flere penge. Ej heller at resultaterne har indflydelse på udbetalingerne. Jeg forholder mig dog kritisk overfor den fordeling der sikrer, at enkelte klubber i Danmark har så stort et økonomisk forspring allerede, når vi fordeler tv-pengene. For vi har slet ikke talt om selvsamme klubbers fordel i henhold til eksponering af egne sponsorer og kampdagsindtægter som for selvsamme klubber – naturligvis – er større end de mindre klubber. De attraktive tidspunkter giver ikke alene flere penge i tv-indtægter, de giver også mulighed for klubberne at tjene endnu flere penge på kampene.

De der er uenige, vil sikkert påpege, at de hold der tiltrækker seerne, fortjener flere penge. Og det er jeg som nævnt ikke uenig i. Men ultimativt må vi spørge os selv om hvor stor en økonomisk hestesko, vi vil give de klubber der i forvejen har de bedste forhold for at kunne tjene penge?

Jeg har ingen nemme løsninger, men for en start kunne vi øge solidaritetsbetalingerne i Superligaen således at disse, som i England, udgjorde mindst 50%. Vi er nødt til at have diskussionen, ikke alene for at kunne presse på internationalt, men også for at sikre konkurrencedygtigheden i vores hjemlige liga.

Ingen enkelt klub er vigtigere end Superligaen som en helhed. Derfor burde de, der råber op om den økonomiske skævvridning internationalt, gøre det selvsamme nationalt – alt andet vil være hyklerisk.

Som fodboldfan ønsker jeg naturligvis altid mit eget hold det bedste, men det må ikke ske på bekostning af fodbolden som en helhed og den konkurrence mit hold ultimativt deltager i. Man kan naturligvis dvæle ved det ironiske i, at de som historisk set har klaret sig bedst i konkurrencerne nu så aktivt forsøger at holde alle andre fra overhovedet at kunne deltage på lige fod med disse. Men derfor desto vigtigere, at vi som fans stepper op og kræver at konkurrencen foregår på så fair vilkår som overhovedet muligt.

Den økonomiske forskel mellem klubberne i den absolutte top og dem lige under udbygges nærmest dagligt. Det er måske meget rart, hvis man sidder på toppen af kransekagen. Men det betyder også at alle klubber, der ønsker at følge med eller måske endda lukke hullet sendes over imod mere og mere lyssky pengestrømme. Fordi det er ikke alene nødvendigt at lukke hullet det ene år, de strukturelle fordele enkelte klubber besidder, betyder også at de jagende klubber skal kunne lukke hullet hver eneste år – uanset hvor godt de ellers spiller på banen.

Konsekvensen på skævvridningen er at færre hold realistisk set kan kæmpe med om topplaceringerne. Igen fedt, hvis man sidder på toppen. Men det betyder også konkurrencen internt i ligaerne forringes, og det lider vi alle under. Ultimativt lever sporten af konkurrencen, spændingen mellem hvem der vinder og hvem der taber. Tænk hvis den rene konkurrence alene kunne fastholde spændingen og vi ikke var tvunget ud i skøre Hypercube skrukturer, som vi på årlig basis er tvunget til at få genforklaret. Men det vil nok kræve at de deltagende hold har mulighed for deltage på lige vilkår og at de største klubber vedkendte sig det faktum, at der simpelthen er en risiko for at man kan tabe en konkurrence – og at det er et grundvilkår for at deltage i selve konkurrencen.

Skævvridningen (eller sikkerhedsnettet under klubberne om man vil) er ikke designet af de som elsker sporten, de er designet af mennesker, som afskyr selve risikoen ved at deltage i en åben og fair konkurrence. De er ultimativt så bange for at tabe en konkurrence, at de heller vil forkrøble modstanderen end at byde udfordrere velkommen og lade fødderne tale.

Der prædikes fairplay på banen, men udenfor banen må jurister og de konkurrencesky smadre klubber alene for at sikre deres egen position i en magtkamp de alligevel vil tabe på den internationale scene.

Vi ser både i ind- og udland at klubber brækker nakken i forsøg på at følge med økonomien i toppen. Bettingselskaber, kryptovaluta og bagmænd med tomme løfter eller skumle bagtanker fylder mere og mere i sporten – spørger du mig skyldes det i høj grad sportens selvskabte økonomiske problemer, hvor man prioriterer de enkelte klubber over konkurrencen som en helhed.

Hvis vi ikke sikrer et miljø, hvori konkurrencen trives ser vi ultimativt ind i fremtid hvor sportens dage er talte. Der findes kun topklubber fordi der er klubber under disse i de respektive ligaer – så sikrer vi ikke eksistensgrundlaget igennem hele fodboldens fødekæde og ligastrukturerne, så vil der i en ikke så fjern fremtid være ikke andet end forhenværende topklubber tilbage.

Vi kan ikke løse alle sportens problemer i morgen, men vi kan starte med at løse de strukturelle problemer der ikke gør andet end at forværre problemerne. Sporten og konkurrencens integritet er udfordret – desværre synes kun et fåtal at interesse sig i det.

Christian Kokholm Rothmann
Formand, Danske Fodboldfans og en håbløs fodboldromantiker.

Relevante links:

Indlægget Formanden har ordet: En kamp der er værd at tage blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Efter at have gennemgået de fire krav er vi nået til den konklusion at vi IKKE kan anbefale en deltagelse i VM-slutrunden.

Vi hverken kan eller vil forhindre danske såvel som udenlandske fodboldfans i at deltage i næste års slutrunde. Men vi vil på de kraftigste anbefale alle der planlægger at deltage, i at genoverveje den beslutning.

For selvom forholdene er forbedret for de få arbejdere på stadionbyggerierne, så arbejder det resterende arbejdsmarked, herunder de ansatte i serviceindustrien som vil være i direkte kontakt med alle tilrejsende, stadig under kummerlige forhold og trues med fængsel og udvisning, hvis de tillader sig at påpege manglende løn og/eller at landets love ej overholdes.

Tildelingen af værtskabet er sket ved hjælp af korruption. Og en hver form for deltagelse i slutrunden, ses af os derfor som en aktiv støtte af den korrumperende udvikling af sporten, vi er vidne til. I Norge argumenteres der for et en hver form for deltagelse i slutrunden vil fremme og forsvare kriminaliteten – da forbundene vil profitere fra korruptionen som var med til at sikre at Qatar blev valgt som værtsnation for slutrunden.

Blot 1 ud af 4 krav er mødt

Af de fire krav vi oplistede, ser vi blot ét mødt. 

Selvom det ikke er endeligt bekræftet at mænd og kvinder kan se fodbold fra samme tribune kunne DBU  fortælle at Qatar var klar til at byde alle fans velkommen uanset seksualitet og køn. DBU blev eksplicit bedt om at forholde dem spørgsmålet om mænd og kvinder kunne se fodbold fra samme tribune. Desværre fik vi ikke svar på det ellers så konkrete spørgsmål. Vi antager dog at det er tilfældet.

Under samme møde bød Qatar den frie presse velkommen til slutrunden og Ekstra Bladets Jan Jensen og fotograf Lars Poulsen var efterfølgende også i Qatar inviteret med af den internationale fagbevægelse BWI, Building and Wood Workers’ International. Her kunne Jan Jensen berette om det indtryk, de nordiske fans og medier har gjort på styret i Qatar. Samtidig blev der berettet om små forbedringer for enkelte arbejdere, mens mange forsat var fanget i lejre under kummerlige forhold kraftigt, bevogtet af vagter, for at sikre ingen fortæller omverden om de rædderligheder verdens rigeste land byder millioner af migrantarbejdere.

Men knapt var skyerne fra himlen begyndt af åbne sig før styret i Qatar igennem Qatars Supreme Committee (VM-værtskomiteen) angreb et af de vel mest kritiske medier og journalist i afdækningen arbejdsforholdene i Qatar, Jorismar Football,  gennem advokatfirmaet Simonsen Vogt Wiig anklagede de mediet for bagvaskelse med grundløse anklager og trusler om sagsanlæg.

At man så kort tid efter at love adgang for en fri presse, angriber selvsamme så direkte, er for os en testamentering af, at man ikke ønsker at forbedre landet til det bedre; men nærmere ønsker at sige dét vi ønsker at hører – så vi alle vil deltage i deres fest.

Det kom frem d. 24/11-2021, at to norske journalister har været tilbageholdt i Qatar i 32 timer for deres dækning af forholdene op imod den kommende slutrunde. Atter en understregning af at den frie presse på ingen måde er velkommen i Qatar.

Hver en krone tjent ved VM i Qatar vil være indsyltet blod. Blod fra de mange tusinde migrantarbejdere, der måtte lade livet for at Qatar kan være vært for det største propagandashow i mands minde. Ideelt set tog ingen afsted. Absolut ingen burde deltage i FIFAs såvel som Qatars misbrug af, hvad vi mener er, verdens smukkeste sport.

Det er ikke nemt at vende ryggen til sportens største begivenhed. Men fodbolden er taget til gidsel af magtsyge autoritære styrer, griske rigmænd, magtliderlige og inkompetente ledere. Den eneste måde vi kan vinde fodbolden tilbage på, er ved at sige stop. Og et totalt boykot af sportens største begivenhed ville være det bedste og mest effektive sted at starte.

Uden fans er fodbold blot 22 mænd der jagter den samme bold. Uden fans har sporten ingen kommerciel værdi og derfor per definition intet værd, for de der er i færd med at ødelægge den indefra. Uden værdi er sporten derfor ej længere interessant for de der ønsker at misbruge sporten for egen vinding. Det er tid til at vi siger stop! 

Kollaps af sportens autonomi

Et VM i Qatar viser svigt i samtidige led af sportens nuværende politiske system. Et totalt kollaps af sportens evne til at kunne regulere sig selv. Sportens største organ har vist sig ikke alene sårbar overfor korruption, men har skabt en kultur hvori den synes at trives. Hvad enten korruptionen foregår med brune konvolutter eller uforholdsmæssige store årlige stigninger i medlemsbetalinger har sporten skabt en kultur, hvor jagten på magt og rigdom truer sportens eksistensgrundlag, seneste eksemplificeret ved forslaget om VM hvert andet år. En ændring der ville umuliggøre konkurrence på et kontinentalt plan, hvorfor også både UEFA og Conmebol var hurtigt ud og melde en mulig boykot ud.

Man kan dog undre sig over, hvorfor en langsigtet, men ligeså alvorlig, trussel mod sportens eksistens ikke behandles med samme alvor af nationale såvel som internationale fodboldforbund. Er det fordi at de også får en del af kagen indtil det hele kollapser omkring ørerne på os?

Både FIFA og UEFA er selv skyldige i den selvsamme forbrydelse som klubberne bag den foreslået European Super League. Eneste forskel er at de dårlige kræfter i FIFA og UEFA har spredt sig som en ondsindet kræftknude indeni i sportens største organer. Mens klubberne bag ESL præsenterede selvsamme truslen, men truslen kom denne gang udenfor de etablerede fodboldforbund og var derfor nemt at opponere imod. Fælles for dem alle er dog at de er villige til at ødelægge sporten for egen vindings skyld.

Forbrydelser mod sportens grundprincipper

Det suverænt værste ved at Qatar overhovedet kunne tildeles et VM; og det afgørende punkt for os, er at man med VM i Qatar forbryder sig mod sportens principper; det var ikke fair kamp. Det var ikke det bedste hold (eller nærmere bud) på dagen der vandt – det var holdet der bestak dommeren mest.

Sporten er allerede gået på kompromis med dens værdier og skrinlagt det sociale ansvar man ellers slår sig op på. Sport er større end politik, det er større end alt. Sporten er neutral grund. Men nu på en neutral grund der er ovenpå flere tusind migrantarbejders lig.

Men kunne retteligt fravælge Qatar som værtsnation for deres behandling af migrantarbejderne. For deres manglende rettigheder og behandling af kvinde og LBGTQ+ personer. Man kunne sågar fravælge dem for den ravage et VM i vinterhalvåret skaber i samtidige kampkalender.

Man kunne fravælge dem for korruptionen. De der modtog bestikkelsen er straffet. Men de der bestak belønnes stadig med en slutrunde. 

Qatar og FIFA har med deres ageren gjort det til en kunstart at manipulere og tryllebinde verdens fodboldledere med tomme løfter, kosmetiske lovændringer. Lovændringer i øvrigt kun kan forvente er indregnet som værende et nødvendigt ofre for at sikre ingen fodboldnationer har ført sig tvunget til at gøre det nødvendige: nemlig at blive hjemme. 

Der har altid været udsigt til ændringer, små forbedringer og et spinket håb om at en slutrunde kunne efterlade et bedre Qatar. Men den eneste vedvarende forandring slutrunden har medført, er at fodboldens råddenskab nu vises på så stor en platform at ingen længere kan ignorere det.

Kampen for at få fodbold tilbage hverken starter eller slutter her. Vi vil forsat holde DBU op på deres løfter til slutrunden såvel som gøre vores for at alle danske fans der rejser til VM  2022 gør dette på et oplyst grund. Kampen slutter ej heller i Qatar, tildeling af værtskabet til Qatar er for os blot et symptom på de underliggende problemer i de internationale fodboldforbund. Hvor blandt andet Kina og Saudi Arabien har fået tildelt VM for klubhold, på trods af at menneskerettigheder ellers skulle være blevet en del af FIFAs vurdering af værtsnationer for deres fremtidige begivenheder.

Vi begræder det faktum at vi nu ser os tvunget til at anbefale de der elsker sporten mest, de der følger deres hold gennem tykt og tyndt, at de som enkeltstående fans skal blive væk fra den største begivenhed i vores elsket sport. Men vi må sande at ingen fodboldledere har været i stand til at træffe den nødvendige beslutning; derfor falder ansvaret – igen – på os fans. Og kun sammen kan vi flytte sporten til et bedre sted.

Der findes få grunde til at man skal deltage i VM i Qatar. Der findes rigtige mange grunde til at man burde benytte lejlighed til at signalere stop til sportens magthavere. Du må som læser og fodboldfan drage din egen konklusion. Vores er draget; vi siger stop og bliver hjemme. Vi kan ikke bestemme over hvad den enkelte fan gør; vi bor trods alt i et frit samfund, modsat det i Qatar.

Indlægget Qatar 2022 – vi burde alle blive hjemme blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Vi kræver

1. Fan involvering. Hvis “fodbolden intet er uden fans” så skal vi også anerkendes som centrale interessenter og være involveret i diskussioner og beslutninger om fremtiden for fodbolden
2. Respekt for fans og fankultur. Udover at være med til at finansiere spillet, så bliver fans’ interesser og rettigheder ofte ignoreret. Dette skal stoppe. Vi skal behandles med værdighed, have mulighed for at udtrykke os frit på stadion og ikke underlægges urimelige kollektive straffe. Ligaer og klubber skal ligeledes stopper med at sprede kampkalenderen over latterlige tidspunker.
3. Fri bevægelighed. Fodboldfans er ikke andenrangsborgere. Vi kan selv træffe valget om vi vil stå eller sidde, drikke en øl eller tage på udebane.
4. Fair priser i fodbold. Omkostningen forbundet med at følge “folkets sport” er steget markant de seneste år. Dette har ekskluderet alt for mange fans, inklusiv den næste generation af fodboldfans. Men vi nægter at betale mere for sky høje lønninger og agenthonorarer. Billetter til hjemmebaneafsnit skal være billige og rimelige – og der skal være en maksimal pris for billetter til udebaneafsnit.
5. Fodbold for alle. Alle har ret til at spille og se fodbold. Spillet skal blive mere divers, mere inkluderende, og mere europæisk.
6. Stærkere regulering. Rige klubber skal ikke have magten til at styre fodbolden og bestemme over sportens fremtid. Regler bør skabe lige vilkår, gennemsigtighed, styrke financial fair play og beskytte sporten fra top til bund.
7. Deling af formuen. Fodbolden er rigere end nogensinde, men kun en håndfuld af klubber synes at have gavn af dette. Fodboldens formue skal deles mere ligeligt, med flere penge til de lavere ligaer og udviklingen af fodbold på græsrods niveau.
8. Konkurrencemæssig balance. Det voksende skel mellem og i ligaer har gjort fodbolden mindre konkurrencedygtig og mere forudsigelig. Den eneste måde at vende denne udvikling er at dele sportens ressourcer og opretholde sportslige meritter.
9. UEFA skal skrotte de forslået ændringer af Champions League. At tilføje flere klubber og kampe til Champions League vil skade europæisk fodbold på alle niveauer. At tillade klubber at kvalificere sig på historiske præsentationer, er en belønning til klubberne bag European Super League planerne. Denne reform må og skal stoppes, og fans skal involveres i diskussionerne for fremtiden for europæiske turneringer.
10. Nationale regeringer og EU skal beskytte vores klubber og lokalsamfund. Eksistensen af klubber på tværs af Europa er truet af grådige hedgefonde og tandløse reguleringer. Regeringer og EU skal gøre alt i deres magt for at beskytte vores klubber og fodbolden som en helhed.
11. Fodboldforbund og ligaer skal udfordre de rige klubbers indflydelse. Fodboldforbud og ligaer skal tjene i hele spillets interesse ved at fungere som en kontravægt til de rige klubbers magt.

Det er tid til at #ReclaimTheGame

Dette er en kampagne kørt i samarbejde med Football Support Europe, FSE. Et europæisk fansamarbejde hvor nationale og lokale fanklubber og -organisationer samt individuelle medlemmer. Læs mere om FSE her og bliv medlem her.

Indlægget Reclaim The Game! blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

I 2020/2021 sæsonen blev Danmark den næste nation i rækken (nummer 11 i Europa for at være præcis), der implementerede VAR i landets bedste fodboldrække. Implementering af VAR blev blandt andet begrundet med at det skulle højne dommerniveauet, udrydde kampafgørende fejl samt gøre dommerne fortrolige med et redskab, der også gør sig gældende på den internationale scene.

Sammen med introduktionen til VAR, Video Assistant Referee, stødte vi også på flere nye begreber; såsom AVAR, Assistant Video Assistant Referee (Altså en assistent til assistenten). Og APP, Attacking Possession Phase, opspillet til et mål som skal tjekkes for om der er begået nogle forseelser i opspillet. Listen forsætter, og man kan blive forpustet af bare tanken.

I Danske Fodboldfans, DFF, har vi naturligvis fulgt introduktionen, udviklingen og implementeringen af VAR med stor interesse. Allerede før dets implementering i Danmark var spørgsmålet et der delte vandene. Ville det gøre kampene mere retfærdige, skabe færre kampafgørende fejl, og ville det fjerne snakken om dårlige dommere efter hver runde? Sidstnævnte kan vi vist godt afvise.

DFF og foreningens medlemmer har ved flere lejligheder fået mulighed for at lytte til oplæg om VAR og høre fra blandt andre Michael Johansen, formand i DBU’s dommerudvalg, som kunne fortælle om udvidelsen til vores elsket Superliga, samt stille spørgsmålet til teknologien, anvendelsen og konkrete hændelser.
På disse møder har både Divisionsforeningen og DBU været imødekommende over for os og vore medlemmer, og blandt andet efter forslag fra os sikret at det på storskærme fremgår, hvad der tjekkes ved et eventuelt VAR-spilstop. For dermed at fremme stadionoplevelsen og ikke stille stadiongængeren ringere end tv-seeren.

Har VAR gjort fodbolden mere retfærdig?

Direkte adspurgt mener 41,09% af fans i vores undersøgelse at det ikke er tilfældet. 32,09% mener at VAR har gjort fodbolden mere retfærdig, mens 26,82% forholder sig neutralt til spørgsmålet. Langt mere tydeligt står resultatet, når vi spurgte om VAR havde skabt bedre og mere seværdige kampe, her var kun 7,47% uenige i det, alt i mens hele 78,26% var uenige i det.

Vi står derfor efter et halvt år med VAR som ikke har løst det problem, det var sat verden for: mere retfærdige kampe. Næsten 4 ud af 5 adspurgte fans mener spillet har lidt som følge af implementeringen.

Har VAR været en god tilføjelse til professionel fodbold?

Baseret på vores undersøgelse giver det spørgsmål ikke anledning til et fintælling, andre kameravinkler eller afventende reaktion fra aktørerne. Der er igen tale om en decideret lussing til VAR vognen. Ikke mindre end 62,99% mener VAR ikke har været en god tilføjelse, mens 20,04% forholder sig neutralt til spørgsmålet, blot 16,97 mener at VAR har været en god tilføjelse.

Flertal for at stoppe VAR i Danmark

Baseret på de foregående spørgsmål og hvordan de adspurgte fans har svaret er resultatet her nok ikke overraskende – også alligevel. 50,10% af de adspurgte ønsker ikke at se VAR brugt fremover i dansk fodbold, mens 29,94% gør og de restende 19,96% forholder sig neutrale til spørgsmålet. Så selvom at de adspurgte fans er så utilfredse, som de er med VAR, er det ‘blot’ hver anden der ønsker det afskaffet i dansk. Hvorfor? Det ved vi ikke, men en mulig forklaring er at VAR forsat er i sin spædefase i Danmark. Vi har endnu ikke gennemført en hel sæson med VAR og vi blev lovet børnesygdomme fra start – og dem har vi fået.

De ønskede sig en Ferrari, men købte en Fiat

Implementering af VAR i Superligaen været ramt mange bump på vejen. Senest stjal VAR overskriften efter et hæsblæsende derby, hvor FCK spilleren Mohamed Daramy var lidt for hurtig i straffesparksfeltet efter et brændt straffespark. En klar og tydelig fejl som VAR burde kunne fange, men nej. Man havde ikke kameraer der kunne fange situationen og derfor stod målet. Men hvorfor er vi endt her, hvorfor har vi ikke et setup der kan fange nogle af de mest klare kendelser; gik målmanden eller nogle af spillerne før de måtte ved et straffespark? Det skyldes simpelthen at kameraer der ville kunne klare dette er blevet sparet væk. Jamen er det ikke herligt, i det setup der skulle fjerne kampafgørende fejl, der har man valgt at spare penge ved udelukkende bruge TV billeder fra rettighedshaver.

Setuppet betyder i praksis, at de billeder som er tilgængelige for VAR vognen alene bestemmes af det setup, som rettighedshaver stiller op med på dagen, således er der også færre vinkler i kampe på mindre stadions end der eksempelvis er i Parken. Når man har sagt ja til implementeringen af VAR, så virker det på mange måder selvmodsigende at man sparer så meget på løsningen – at det ikke kan fange de mest åbenlyse fejl.

VAR – en gordisk knude

For os at se er det endnu for tidligt at vurdere VAR og vende tomlen op eller ned. Derudover er VAR et så voldsomt indgreb i fodbolden, at vi for altid vil diskutere tiden før og efter dens implementering som to forskellige tider. Det vil være ufattelig svært at gå tilbage til tiden før VAR. Ved hver eneste kampafgørende fejlkendelse vil VAR-fortalerne have skyts til at retfærdiggøre dets eksistens, mens fodboldromantikeren vil mene at det uforudsigelige og tilfældige er vilkårene for sporten som vi alle elsker.

Dernæst skal vi kigge tilbage på et af formålene med VAR, at højne dommerniveauet, et helt centralt aspekt i at nå det mål er international erfaring. Som det er nu er det blot en fordel at have VAR erfaring, men eftersom alle lande gradvist implementere VAR og at det anvendes i de største internationale konkurrencer – så varer det nok ikke mange år før end VAR i hjemlandet bliver et reelt krav for at kunne dømme internationalt. Så længe VAR bliver brugt i de største turneringer er de øvrige, herunder den danske Superliga, tvunget til at følge trop.

En reel afskaffelse af VAR vil derfor kræve at man fra UEFA og FIFAs side ændrer holdning til emnet – ellers vil vi i Danmark risikere at vores dommere bliver fravalgt og derfor får mindre internation erfaring.  

Er VAR besværet værd? Det er det helt store spørgsmål.

Se nedenstående galleri for relevante tal fra vores undersøgelse:

Indlægget Endnu en weekend i VARs tegn blev først udgivet på Danske Fodboldfans.

Efter en uge, med intens fokus på den kommende slutrunde i Qatar, vågnede DBU endelig. Efter flere år med pres og opfordringer fandt de ud af at den “kritiske dialog” og truslen med at deltage i slutrunden (Qatar og FIFA må ryste i bukserne bare ved tanken!) ikke længere er nok. De vil gøre mere og er gået i dialog med andre af de største fodboldforbund, siger de selv. Og hurra for det. Ærgerligt at det skulle lade sig vente til den anden kamp i kvalifikationen til VM før det gik op for DBU. Sammen med ønsket om flere forbedringer annoncerede DBU at spillerne ville lave en markering før aftenens kamp mod Moldova.

Vi havde allerede set, hvordan Norge, Tyskland og Holland havde iført sig t-shirts under nationalmelodien og derigennem sikret den maksimale eksponering af deres kampagne. Forhåbningerne til den danske kampagne var derfor stor; de havde jo fået serveret opskriften på et sølvfad; en sikker vinder!

Men hvad gør DBU? Ja de gør vel, hvad der kan betragtes som en absolut minimum indsats for at man overhovedet kan omtale det som værende en kampagne. Helt ærligt; at kun have t-shirten på under hold-billedet betød, at man som TV-seer knapt så trøjen. Og uden fans på lægterne var der heller ingen her der blev væltet omkuld af det ‘massive’ pres DBU og spillerne lå på Qatar. Det er sgu en ommer!

Hvis vi kigger på selve ‘kampagne’ t-shirten. “Football Supports Change” [DK: Fodbolden støtter ændringer] og et Hummel logo. Men karakteristisk for hele DBUs ‘kritiske dialog’ er det noget, der glimter i sit fravær; nemlig et DBU logo. Undskyldningerne for det manglende logo er sikkert mange, men man kunne jo – efter tysk eksempel – have købt en malerspand hos storsponsoren Stark og dekoreret de nye trøjer med et budskab.
Men næ nej, man ville lave en trøje man kunne sælge, så penge kunne sendes til migrantarbejderne og deres familier. Symptomatisk for hele Qatar forløbet, det er fans der skal påpege problemet og kræve handling fra DBU – nu er det gudhjælpemig også fans der skal betale til migrantarbejderne og deres familier. Kan I ikke selv se det DBU?
Hvor mange penge kaster spillerne og DBU selv i? Eller er det kun fans der skal finansiere deres gode samvittighed?

Og så påpeger vi slet ikke den vattede tekst på t-shirtsene “Football Supports Change”… Der er sgu brug for mere end “Change” – der er brug for at fodboldens magthavere tager sig sammen og ikke bringer sporten i yderligere miskredit. Ikke siden Maradona og Michel Platini’s t-shirts “No drugs” og “No to corruption” har man set så håbløse ‘kampagne’ trøjer i forbindelse med en fodboldkamp.

Det er glædeligt at DBU og spillerne har stemplet ind i kampen. At det er uden konkrete krav, en deadline og med verdens mindste kampagne efterlader et stort håb for at man indstiller kanonerne på noget mere. Brug tiden på at stille krav til FIFA og Qatar, og ikke at græde snot over to journalisters direkte ord i Weekendavisen.

Hvis I, DBU, mangler inspiration til krav – så kan I låne vores:

• Fri adgang for pressen i hele landet
• Ansættelse af uvildige observatører til at overvåge forholdene for migrantarbejder herunder deres arbejdsplads og boligforhold. Samt sikrer aflønning finder sted.
• Obduktion af samtlige dødsfald hos migrantarbejderne i Qatar
• Mænd og kvinder skal kunne se fodbold på samme tribune

Vi fortsætter presset for at få dansk fodbold til at tage ansvar og i det mindste forsøge at ændre fodbolden til det bedre. I mellemtiden opfordrer vi alle til at underskrive borgerforslaget og underskrive Amnestys underskrifts indsamling.

Indlægget Det er en ommer, DBU! blev først udgivet på Danske Fodboldfans.