Egentligt ville jeg helst have forsat debatten om, hvordan fodboldens økonomiske skævvridning har åbnet døren for tvivlsomme investorer og hvordan nye ejere – uden respekt for de klubber de overtager – river alt væk der gør fodboldklubben til meget mere end et almindeligt selskab i lokalsamfundet. Men fodbolden har andre, og i dette tilfælde mere presserende, problemer. Nemlig at enkelte benytter vores elskede fodbold som en lejlighed til at udøve vold og hærværk. Lad mig starte med at være fuldstændig klar i spyttet; jeg håber de skyldige for urolighederne til forrige weekends derby findes og straffes efter gældende lov. Præcis som ved alle andre lovovertrædelser i vores samfund. Fodbolden er til for os alle, et fælles mødested, hvor vi kan samles og være sammen i dyrkelsen af vores fælles passion. Det ærgrer mig inderligt, at enkelte ikke kan finde ud af at indrette sig efter samfundets normer og regler. At man på den måde tilsidesætter andres ve og vel i en endeløs jagt på frigivelse af endorfiner. Er din største glæde her i livet at slås med andre, så find ligesindede og dyrk det langt væk fra alle os, der ikke ønsker at tage del i det. Jeg husker vores tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, var ude efter hooligans der udkæmpede deres territorielle kampe i landets skove og ville straffe dem. Men det er vel bedre at de gør det et sted, hvor de ikke udsætter uskyldige for fare, end det modsatte? Jeg savner kontekst, indsigt og proportionalitet i diskussionerne som følge af hændelser som dem vi var vidne til sidste søndag. Vi har hævet straffen gang for gang, men har det afhjulpet problemerne? – NEJ! At tro at hårdere straffe skulle virke, det bygger på antagelsen om at volden er et resultat af et rationelt og afvejende tankemønster. Det tror jeg ganske enkelte ikke på. I 2016 udgav justitsministeriet en rapport der sagde det samme: Hovedkonklusionen er, at de længere straffe for simpel vold, alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsuheld ikke kan påvises have at forårsaget en – hverken positiv eller negativ – effekt på de dømtes recidivrisiko, målt ved ny kriminalitet op til to år efter løsladelse fra fængsel. (…) Resultaterne stemmer overens med store dele af den internationale forskning på området. Så hvorfor er det altid her vi ender? Ja det syner måske af noget, at man straffer hårdere og længere. Men målet burde jo være at løse problemerne – så et fokus alene på efterspillet tydeliggør, at man højst i et begrænset omfang har forståelse for problemets kompleksitet. En simplificering af problemerne gavner ingen andre end de der ønsker at fremstå handlekraftige uden reelt formå at skabe de forandringer, der er behov for. Skjulte ansigter og tjenestenumre Maskerede galninger og afstumpet voldspsykopater gemt bag masker er ofte vendinger der anvendes efter scener, som de der udspillede sig i forrige weekend. Maskerne bruges til at sløre den enkelte identitet og er selvsagt problematisk. Lige så problematisk er det, når vi som fodboldfans oplever at politiet gør præcist det samme til fodboldkampe ved ikke at bære deres identifikationsnummer som loven fremskriver at det skal bæres. Ved vores seneste fysiske seminar (Januar 2020 i Herning) blev både Politiforbundet og Rigspolitiet orienteret om disse problemer. Fans på tværs af klubber oplevede det på tværs af politikredse. Det er altså ikke et problem der begrænser sig til, når Brøndby IF og F.C. København mødes. At personer på begge sidder skjuler deres identitet er en selvforstærkende ond spiral som afføder flere problemer. Jeg har selv, gentagende gange, oplevet hvordan betjente – selv til kampe uden uroligheder – ikke har båret det lovpligtige identifikationsnummer synligt. ”Det sidder i bæltet” ”Vi har skiftet tøj grundet vejret og har ikke nok numre til al vores tøj” ”Jeg vidste ikke at der var krav til hvor det skulle sidde” Undskyldningerne er mange. Hvis ikke engang politiet ønsker at overholde landets love – hvordan kan man så forvente borgerne gør det? Man leder ved eksempel – og det gælder også politiet, det er en del af ansvaret, der følger med et voldsmonopol. Lad os indskrænke borgernes frihed – fordi hvorfor ikke Et af de seneste skud på stammen er, at Københavns politi ville forhøre sig hos Rigspolitiet om en juridisk vurdering af politiets muligheder inden næste derby i Parken, hvor de vil se på politiets muligheder for kunne diktere, hvem der måtte tage til kampen, hvis overhovedet nogen. For det første tror jeg ikke, at det vil afhjælpe problemerne. Det vil blot flytte problemerne – præcist som vi så ved det derby der fandt sted uden tilskuere under corona. Derudover er der ikke sindelagskontrol i døren, så at forhindre fans fra en given klub ikke tilkøbe sig adgang til den enkelte kamp er praktisk talt umuligt – såfremt alle andre må/kan købe billetter. Jeg overværede selv mit første derby i forrige weekend. Fra en plads på A11 (enkelte vil sikkert påskønne ironien i dette). Her var det tydeligt, at ikke alle ligefrem nød alle FCKs mål lige meget. Enkelte benyttede også lejligheden til at råbe ad dem, der i forvejen hang meget med mulen. Det fortæller os flere ting; fans kan godt leve i fredelig sameksistens på tribunerne – selv til et derby! Men også at fans frit kan købe billetter til kampe uanset tilhørsforhold. Jeg sad der jo for pokker også. Foruden fraværet af logikken i politiets løsningsforslag, så rammer det også skævt, fordi man burde antage at politiet havde forsøgt alt andet inden det kommer til at indskrænke borgernes frihed. Men det er ikke tilfældet – ved de seneste derbys med tilskuere har der været eklatante fodfejl. Jeg skal spare jer for alle historierne. Men til seneste derby med udebanefans forinden det var problemerne og fodfejlene så store, at vores medlemmer i Brøndby Support og F.C. København Fan Club (IGEN!) kom med en fælles udmelding. Som skrevet før begrænser problemerne sig heller ikke til derby. Ved Brøndby IFs kamp i Aalborg i foråret lykkes det en bus at køre fra
Dansk 
English (UK)