Grundloven gælder for alle - bare ikke på et fodboldstadion

Aldrig før har acetat og maling udløst så meget vrede fra politikerne, politiet og nu fodboldens disciplinærudvalg, som 1312 banneret der blev vist da klokken slog 13.12 på Brøndby Stadion ved kampen mellem Brøndby IF og F.C. København d. 24. september 2023.

Banneret har ikke blot udløst vrede, men også en bøde på et sekscifret beløb til fodboldklubben for fansenes kritik mod myndighederne.

I DFF finder vi det foruroligende, at fodboldklubber skal straffes for en lovlig ytring, der retter kritik mod en myndighed. Vi er ikke enig i 1312 bannere og hvad de signalere – men vi mener udviklingen, som vi er vidne til er yderst problematisk og kan være starten på en glidebane vi ikke kan og må gå ned ad – ikke bare indenfor fodboldens verden, men som samfund generelt.


DBU forsøger at retfærdiggøre disciplinærudvalgets beslutning ved at påstå, at myndighederne skal have samme beskyttelse som samfundets borgere og grupper har. Vi har som borgere ret til at ytre os og det må aldrig blive en forbrydelse at kritisere en myndighed uanset om man er enig eller uenig i kritikken.
Det er sågar fastslået i Grundlovens paragraf 77 “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”


Ytringsfriheden skal ikke gøres strafbar og det skal ikke være en mulighed at forbyde alt vi er uenige i.


Derfor har vi i forbindelse med weekendens kampe, som en samlet aktion set både blanke bannere fra tribunerne, men også bannere der siger “Nej, tak til tribune censur”


Paradoksalt nok, så oplevede vi i den netop overståede runde at et enkelt af vores medlemmer blevet truet med klubbøder for at fremvise aktions-banneret, der ganske enkelt var et blankt banner uden tekst og et andet medlem har fået konfiskeret deres bannere der stiller spørgsmålstegn ved censur af bannere. Det finder vi absolut grotesk og det beviser desværre, at der allerede bliver taget store skridt mod den føromtalte glidebane.


I DFF prædiker vi dialog som det gode værktøj til at løse og undgå konflikter.


Som paraplyorganisation har vi en stor interesse i at bygge bro og blive klogere på vores medlemmer og hvad der rør sig blandt dem. Derfor ligger det os også meget på sinde at finde ud af hvorfor der generelt er et stort behov for at vise antipati mod politiet blandt fodboldfans og til vores seminar i januar vil vi have stort fokus på netop dette og har naturligvis inviteret Heino Kegel fra Politiforbundet og justitsminister Peter Hummelgaard til sund dialog og debat.


Har man oplevelser med politiet som man ønsker at dele med os i DFF, så kan det gøres via denne indberetningsformular.
Alle relevante henvendelser vil blive videreformidlet til vores kontaktperson i det danske Politi, som er medlem af National Football Information Point (NFIP).

Post Views: 1.126
da_DKDansk