Vi, i Danske Fodboldfans (DFF), har nu indsendt vores høringssvar til Justitsministeriets lovforslag om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder. Vi er én blandt flere høringsparter, og vi forventer, at lovforslaget justeres på baggrund af den samlede feedback fra alle involverede aktører. Vi er glade for at være høringspart på dette lovforslag. Det understreger værdien af det årelange arbejde, foreningen har lagt i at sikre, at fansenes stemme bliver hørt, når lovgivning på fodboldområdet skal udformes. Denne rolle er central for at skabe en balanceret og retssikker tilgang, der både beskytter fællesskabet og respekterer grundlæggende rettigheder. Som repræsentant for tusindvis af fans ser vi det som en vigtig opgave at bidrage med erfaringer og perspektiver, der sikrer, at tiltagene rammer præcist og retfærdigt. I vores høringssvar lægger vi vægt på, at indsatsen mod utryghed og vold på stadion skal være målrettet de få, der reelt udøver vold eller organiseret uro – ikke de mange fredelige fans, der hver uge bakker op om dansk fodbold. Vi anerkender, at andre høringsparter kan have et andet syn på de enkelte forslag, men for DFF er det magtpåliggende at holde fokus på den egentlige hooliganisme og sikre, at lovgivningen ikke rammer bredt og uproportionalt. Når definitionen af hooliganisme udvides til forhold, der ikke relaterer sig direkte til vold, risikerer indsatsen at miste fokus og legitimitet. Vi opfordrer derfor til en klar og snæver afgrænsning, som sikrer, at ressourcerne bruges på reelle problemer. Vores vigtigste pointer i høringssvaret: DFF ønsker trygge, inkluderende kampdage og en lovgivning, der er præcis, proportional og retssikker. Vi ser frem til, at politikerne lytter til de mange input fra høringsprocessen og justerer lovforslaget, så det målrettes de få uromagere – uden at ramme den brede, fredelige fankultur. Læs mere om lovforslaget og høringsliste på Høringsportalen
