Category: Alle nyheder

Flere end 400 repræsentanter for millioner af fodboldfans fra 39 lande var i weekenden d. 19. -21. juli samlet på Amsterdam AeranA, da Football Supporters Europe (FSE) afholdt den årlige Europæiske Fodbold Fans Kongres – dette var den 6. gang kongressen blev afholdt. Mødet blev åbnet af Bernhard Fransen, vicepræsident for KNVB (det hollandske fodboldforbund), og ved en tale af UEFA’s generalsekretær Gianni Infantino. Infantino understregede vigtigheden af UEFA’s fortsatte dialog med fans: ”Mens spillere, trænere og endda ejere udskiftes med stigende hyppighed, forbliver fans loyale mod de farver, de så stolt bærer. Og fordi fans er grunden til at fodbold eksisterer, skal jeres stemme høres, og fans skal hjælpe med at forme fodboldens fremtid. UEFA er stolte over at have etableret en dialog med jeres repræsentanter, der tillader os at dele vores tanker og forslag med jer, men også gør at vi kan få jeres idéer, svare på jeres klager og evaluere jeres forslag”. Deltagerne fortsatte i forskellige workshops med at diskutere sikkerhedsforanstaltninger og lovgivning og hvordan det rammer fans samt de kommende EM-slutrunder i 2016 & 2020, problemer i mindre ligaer og mange andre emner. Fansene fik også mulighed for at netværke og dele erfaringer over en bred vifte af uformelle og sociale aktiviteter. For første gang fik de europæiske fans selskab af supportere fra Benin, Gabon, Togo og Sydafrika, der kom for at etablere netværkskontakter på et globalt niveau. Søndag afholdt FSE deres årlige generalforsamling, hvor der blev valgt otte personer til FSEs hovedbestyrelse – Kevin Miles (England), Martin Endemann (Tyskland), Medhi Tazraret (Frankrig), Linda Hadorn (Schweiz), Victoria Dominguez (Spanien), Michal Riecansky (Slovakiet), Riccardo Bertolin (Italien) og Tine Hundahl Jensen (Danmark). FSEs administrerende direktør Daniela Wurbs sagde: ”Endnu engang har fans fra hele kontinentet bevist, at vi har mere der forener os end deler os, og vi deler mange af de samme problematikker. Derfor har vi dedikeret weekenden til at udvikle løsninger, og vi vil fortsætte med at sætte fokus på fansenes sag overfor fodboldmyndighederne”.   Kilde: http://fanseurope.org/en/news/718-effc-2013-post-presser-eng.html

Superligaklubberne forærer udebaneholdets fanklub 50 gratis billetter. DFF var tidligere på ugen ud, at kritiserer det pludselig bortfald af Divisionskortene. Et tiltag som ville ramme den rejsende fankultur hårdt og specielt fanklubberne over hele landet. Superligaklubberne er med øjeblikkelig virkning blevet enige om en aftale, hvor man fremadrettet stiller 50 billetter til rådighed for udebaneholdets officielle fanklub. I presse meddelelsen fra Superligaen A/S fremgår det endvidere, at ”fodboldklubberne glæder sig over udebanetilskuernes bidrag til kampen og stemningen på stadion, og Superliga-klubberne glæder sig over fortsat at give en håndsrækning til de medrejsende fans”. DFF glæder sig meget over denne anerkendelse fra Superligaklubbernes side og hilser selvfølgelig det nye tiltag velkommen. Vi vil samtidig benytte lejligheden til at rette en stor tak til klubberne fordi de har reageret så hurtigt med et brugbart alternativ til de nu afskaffede divisionskort.

Med blot få dage til sæsonstart har DFF erfaret, at de såkaldte divisionskort bliver afskaffet fra denne sæson. Det er klubberne i fællesskab blevet enige om. Dette tiltag er et stort anslag mod hele den rejsende fankultur og mod det danske fodboldprodukt. Divisionskort er udstedt af Divisions foreningen og de giver gratis adgang til liga- og divisionskampe landet over. Gennem mange år har danske fodboldklubber udlånt divisionskort til deres respektive fanklubber, som derefter omkostningsfrit har kunnet ombytte disse til billetter. Kortene er blevet brugt i forbindelse med udebanekampe rundt om i landet. Det har for fanklubberne været en væsentlig del af det produkt de tilbyder, at der har været salg af billetter i busserne. Men endnu vigtigere er det, at divisionskortene har været afgørende for fanklubberne i, at kunne tilbyde busture til konkurrencedygtige priser idet turene købt igennem de officielle fanklubber inkluderede entré til stadion uden merpris for den enkelte fan. I denne uge, hvor sæsonstart lurer kun få dage væk, har flere af vore medlemsklubber fået besked fra fodboldklubberne om, at de ikke længere vil få divisionskort udleveret. De er ikke blevet stillet noget alternativ i udsigt eller på anden måde blevet gjort bekendt med, at der arbejdes på en løsning. Ifølge DFFs oplysninger er det dog planen, at fodboldklubberne fremover vil bytte billetter internt, men om dette kommer til fanklubbernes fordel, meldes der intet om. DFF finder afskaffelsen af divisionskortene uigennemtænkt og undrer os over, at der intet konkret er blevet meldt ud om denne afskaffelse. Vor undren skal især ses i lyset af, at vi af unavngivne kilder har erfaret, at beslutningen om afskaffelsen er truffet i 2010 men først er blevet effektueret nu. Status er dermed, at klubberne ganske kort før sæsonstart har valgt at gennemføre en gennemgribende procedureændring uden på forhånd, at have haft en dialog med fansene og tilsyneladende uden at have tænkt over konsekvenserne af denne pludselige handling. Konsekvenserne vil utvivlsomt blive faldende deltagelse på fanklubbernes udebaneture og dermed ringere fremmøde på udebaneafsnittene. Dette kan få en selvforstærkende effekt, da ringere deltagelse på udebaneturene kan få flere fanklubber til helt at aflyse ture. Det er dog ikke kun fanklubberne – men i høj grad også klubberne selv – der rammes af dette tiltag, idet faldende deltagelse på udebaneturene vil forringe produktet, hvilket vil afspejle sig for klubberne i forbindelse med genforhandling af TV-aftalen. I en tid hvor man taler om årsager til faldende tilskuertal anser DFF dette tiltag for et eklatant selvmål af klubberne. DFF tager på det kraftigste afstand til at klubberne – uden forudgående dialog – fjerner divisionskortene, som de ved har haft stor betydning for deres fanklubber. Vi finder det samtidig stærkt bekymrende, at man ikke har en alternativ løsning på plads om billetbytte. Det er uacceptabelt, at man retter så hårdt et angreb på udebanekulturen i Danmark; en kultur som i forvejen er hårdt plaget af bl.a. skæve spilletidspunkter og lange rejsetider. DFF har derfor i dag kontaktet Divisionsforeningen med henblik på sammen, at finde en løsning der tilgodeser klubber såvel som fans.

I dagene d. 19. – 21. juli står der European Football Fans’ Congress på programmet. Fankongressen er i år henlagt til Amsterdam, Holland, organiseret af Football Supporters Europe (FSE). Fodboldfans fra 39 lande mødes og diskuterer fanpolitik med bl.a. UEFAs generalsekretær Gianni Infantino og repræsentanter fra adskillelige europæiske fodboldorganisationer – og institutioner. Der er mange spændende emner og netværksmøder på programmet som fx. rejserestriktioner, EM2020, billetpriser, sanktioner, fan-ejerskab, problemer i de mindre ligaer, diskrimination og lovgivning med indflydelse på fodboldfans.

en_GBEnglish (UK)