Seneste weekend stod for os i foreningen på et internationalt fanperspektiv til kongres hos den Europæiske fanorganisation Football Supporters Europe (FSE). Fyldt med diskussioner om en inkluderende fankultur, et VM i Qatar, kampen mod en udbryderliga og hvordan fans også i fremtiden vil kunne påvirke sporten, vi holder så frygteligt meget af.
Weekenden bød også på en godkendelse af arbejdet, der skal fusionere de to store europæiske fanorganisationer SD Europe og Football Supporters Europe. Sidste nævnte har vi i DFF været medlem af i en længere årrække ligesom vi tidligere har haft danske bestyrelsesmedlemmer, bl.a. Tine Hundahl.
Samlingen af foreningerne kan ses som en utilsigtet konsekvens af enkelte klubbers forsøg på at kuppe sig til magten i europæisk fodboldbold, men det skyldes også, at vi som fans i højere grad end tidligere anerkendes af ligaer, forbund og vores stemme faktisk høres hos de høje herrer.
Forestillingen om at fodboldens magtbalance er skubbet, det giver muligheder for at vi fans, som vel sportens vigtigste interessent, endelig kan komme til orde internationalt. Det er væsentligt at vi som fans formår at benytte dette og sikre at vores rettigheder såvel som interesser høres når de store som små beslutninger træffes.
I Danmark er vi, som i så mange andre sammenhænge, yderst privilegerede. Vi har succes med at sikre fans’ basale rettigheder. Vi har kæmpet imod awaykortet og vundet. Vi har løbende hævet minimumsstandarder på landets udebaneafstnit. Vi er på et helt generelt plan langt mere inkluderet end mange af vores naboer både lokalt og nationalt i fodbolden.
Dette kan naturligvis nemt blive en sovepude, vi har set sporadiske kampe mod VAR og mandagskampe. Men på tværs af klubber har vi ikke kæmpet de kampe side om side, som vi har gjort historisk. For der har ganske enkelt ikke været behovet.
Det kan naturligvis også været os i DFF, der ikke har evnet opgaven efter udebanepakkerne – men siden da har vi ikke lykkes at finde en sag, der har kunne samle fans i samme stil som vi har set før med awaykort og A11 sagerne.
Men modsat tidligere befinder ’truslen’, eller sagen om man vil, sig heller ikke nødvendigvis længere indenfor landets grænser. Vi har og vil forsat kæmpe mod korruptionen i FIFA og dens betydning for sporten som en helhed. Men langt tættere på vores egen andedam ser vi udviklingen i økonomien, hvor klubber med en form for økonomisk doping kan springe foran i køen, og andre anvender de kaotiske scener til at købe klubber op alene for at tømme dem for værdier.
I et forsøg på at oversætte udviklingen i verden omkring os, skal vi, i DFF, i højere grad blive endnu bedre til at give rette kontekst. Det forsøger jeg hermed at starte med, og jeg starter her, hvor jeg mener størstedelen af sportens problemer har sin oprindelse.
Den konkurrencemæssige skævvridning
Fodbolden står overfor kolossale udfordringer. Med Champions League reformer og truslen om en Europæisk Superliga synes den største udfordring for klubfodbolden at være den konkurrencemæssige og økonomiske skævvridning, som vi lige nu er vidne til.
Mange fodboldfans tror fejlagtigt, at de ændringer vi ser internationalt ingen betydning har for dem, såfremt deres hold ikke spiller internationalt – desværre kunne intet være længere fra sandheden.
Udfordringerne forgrener sig også nationalt, hvor de største klubber anvender deres magt til at tilegne sig en uproportionalt stor del af pengene før vi overhovedet kigger på præsentationerne på banen. I Danmark fristes man til at kaste blikket mod hvordan eksempelvis TV-pengene fordeles.
Klubberne ønsker, ikke underligt, ikke at løfte sløret for hvordan pengene fordeles. Men jf. Ekstrabladet så hedder den danske fordelingsnøgle 25% i solidaritets betaling, 33% for placering mens de resterende 42% benyttes til den såkaldte markedspulje, hvor klubberne får penge tildelt efter hvilke kamptidspunkter de tildeles.
Kigger vi mod England, så hedder fordelingen Solidaritet: 50%, Placering: 25% og en ’markedspulje’ på 25%. Derudover deler Premier League klubberne deres lukrative internationale tv-penge ligeligt. Kigger vi på hvordan tv-pengene reelt set fordelte sig i 2021/2022 fik Manchester City som vinder af ligaen ”blot” 58,5% mere end Sheffield United som samtidig rykkede ud med et brag. Fraregnes de internationale tv-penge vokser Citys gevinst til 105,6% mere end hvad Sheffield fik. Det virker måske af meget, men tager vi de hjemlige briller på og tager udgangspunkt i EBs tal, så blegner de tal fuldstændig. Da FCK, angiveligt, efter grundspillet kunne glæde sig over at have fået mere end 244% mere end Vejle.
Klubberne er naturligvis blevet enige om den nuværende fordeling, men som sportslig interesseret må jeg stille spørgsmålstegn ved som den konkurrencemæssige såvel som økonomiske skævvridning. Ifølge Ekstrabladets tal tjente Brøndby IF anden mest – på trods af at de indfandt sig på en sjette plads efter grundspillet.
Jeg opponerer ikke imod at klubber, der tiltrækker flere seere, får flere penge. Ej heller at resultaterne har indflydelse på udbetalingerne. Jeg forholder mig dog kritisk overfor den fordeling der sikrer, at enkelte klubber i Danmark har så stort et økonomisk forspring allerede, når vi fordeler tv-pengene. For vi har slet ikke talt om selvsamme klubbers fordel i henhold til eksponering af egne sponsorer og kampdagsindtægter som for selvsamme klubber – naturligvis – er større end de mindre klubber. De attraktive tidspunkter giver ikke alene flere penge i tv-indtægter, de giver også mulighed for klubberne at tjene endnu flere penge på kampene.
De der er uenige, vil sikkert påpege, at de hold der tiltrækker seerne, fortjener flere penge. Og det er jeg som nævnt ikke uenig i. Men ultimativt må vi spørge os selv om hvor stor en økonomisk hestesko, vi vil give de klubber der i forvejen har de bedste forhold for at kunne tjene penge?
Jeg opponerer ikke imod at klubber, der tiltrækker flere seere, får flere penge. Ej heller at resultaterne har indflydelse på udbetalingerne. Jeg forholder mig dog kritisk overfor den fordeling der sikrer, at enkelte klubber i Danmark har så stort et økonomisk forspring allerede, når vi fordeler tv-pengene. For vi har slet ikke talt om selvsamme klubbers fordel i henhold til eksponering af egne sponsorer og kampdagsindtægter som for selvsamme klubber – naturligvis – er større end de mindre klubber. De attraktive tidspunkter giver ikke alene flere penge i tv-indtægter, de giver også mulighed for klubberne at tjene endnu flere penge på kampene.
De der er uenige, vil sikkert påpege, at de hold der tiltrækker seerne, fortjener flere penge. Og det er jeg som nævnt ikke uenig i. Men ultimativt må vi spørge os selv om hvor stor en økonomisk hestesko, vi vil give de klubber der i forvejen har de bedste forhold for at kunne tjene penge?
Jeg har ingen nemme løsninger, men for en start kunne vi øge solidaritetsbetalingerne i Superligaen således at disse, som i England, udgjorde mindst 50%. Vi er nødt til at have diskussionen, ikke alene for at kunne presse på internationalt, men også for at sikre konkurrencedygtigheden i vores hjemlige liga.
Ingen enkelt klub er vigtigere end Superligaen som en helhed. Derfor burde de, der råber op om den økonomiske skævvridning internationalt, gøre det selvsamme nationalt – alt andet vil være hyklerisk.
Som fodboldfan ønsker jeg naturligvis altid mit eget hold det bedste, men det må ikke ske på bekostning af fodbolden som en helhed og den konkurrence mit hold ultimativt deltager i. Man kan naturligvis dvæle ved det ironiske i, at de som historisk set har klaret sig bedst i konkurrencerne nu så aktivt forsøger at holde alle andre fra overhovedet at kunne deltage på lige fod med disse. Men derfor desto vigtigere, at vi som fans stepper op og kræver at konkurrencen foregår på så fair vilkår som overhovedet muligt.
Den økonomiske forskel mellem klubberne i den absolutte top og dem lige under udbygges nærmest dagligt. Det er måske meget rart, hvis man sidder på toppen af kransekagen. Men det betyder også at alle klubber, der ønsker at følge med eller måske endda lukke hullet sendes over imod mere og mere lyssky pengestrømme. Fordi det er ikke alene nødvendigt at lukke hullet det ene år, de strukturelle fordele enkelte klubber besidder, betyder også at de jagende klubber skal kunne lukke hullet hver eneste år – uanset hvor godt de ellers spiller på banen.
Konsekvensen på skævvridningen er at færre hold realistisk set kan kæmpe med om topplaceringerne. Igen fedt, hvis man sidder på toppen. Men det betyder også konkurrencen internt i ligaerne forringes, og det lider vi alle under. Ultimativt lever sporten af konkurrencen, spændingen mellem hvem der vinder og hvem der taber. Tænk hvis den rene konkurrence alene kunne fastholde spændingen og vi ikke var tvunget ud i skøre Hypercube skrukturer, som vi på årlig basis er tvunget til at få genforklaret. Men det vil nok kræve at de deltagende hold har mulighed for deltage på lige vilkår og at de største klubber vedkendte sig det faktum, at der simpelthen er en risiko for at man kan tabe en konkurrence – og at det er et grundvilkår for at deltage i selve konkurrencen.
Skævvridningen (eller sikkerhedsnettet under klubberne om man vil) er ikke designet af de som elsker sporten, de er designet af mennesker, som afskyr selve risikoen ved at deltage i en åben og fair konkurrence. De er ultimativt så bange for at tabe en konkurrence, at de heller vil forkrøble modstanderen end at byde udfordrere velkommen og lade fødderne tale.
Der prædikes fairplay på banen, men udenfor banen må jurister og de konkurrencesky smadre klubber alene for at sikre deres egen position i en magtkamp de alligevel vil tabe på den internationale scene.
Vi ser både i ind- og udland at klubber brækker nakken i forsøg på at følge med økonomien i toppen. Bettingselskaber, kryptovaluta og bagmænd med tomme løfter eller skumle bagtanker fylder mere og mere i sporten – spørger du mig skyldes det i høj grad sportens selvskabte økonomiske problemer, hvor man prioriterer de enkelte klubber over konkurrencen som en helhed.
Hvis vi ikke sikrer et miljø, hvori konkurrencen trives ser vi ultimativt ind i fremtid hvor sportens dage er talte. Der findes kun topklubber fordi der er klubber under disse i de respektive ligaer – så sikrer vi ikke eksistensgrundlaget igennem hele fodboldens fødekæde og ligastrukturerne, så vil der i en ikke så fjern fremtid være ikke andet end forhenværende topklubber tilbage.
Vi kan ikke løse alle sportens problemer i morgen, men vi kan starte med at løse de strukturelle problemer der ikke gør andet end at forværre problemerne. Sporten og konkurrencens integritet er udfordret – desværre synes kun et fåtal at interesse sig i det.
Christian Kokholm Rothmann
Formand, Danske Fodboldfans og en håbløs fodboldromantiker.
Relevante links:
Dansk 
English (UK)