DBU og Danske Fodboldfans styrker samarbejdet DBU og Danske Fodboldfans (DFF) har underskrevet en erklæring, der har til formål at støtte DFF’s arbejde med at fremme fankulturen i Danmark, sikre øget fanrepræsentation i flere af DBU’s fodboldpolitiske fora samt bidrage til DFF’s organisatoriske udvikling. Forud for Kvindelandsholdets opgør mod Sydafrika på Aalborg Stadion fredag aften, underskrev DBU’s formand, Jesper Møller, og DFF’s formand, Christian Rothmann, en erklæring om samarbejde mellem DBU og Danske Fodboldfans (DFF). DFF er en interesse- og netværksorganisation for danske fodboldfanklubber, fangrupperinger og fodboldfans i Danmark. Foreningen blev stiftet i 2003. Som en del af samarbejdet vil der blive afholdt årlige møder mellem ledelserne, hvor parterne kan sparre med hinanden om fanrelaterede emner. DFF bliver også inviteret til forskellige politiske aktiviteter i DBU med henblik på at dele viden og perspektiver på fanrelaterede emner samt i udviklingen af ‘Hele Danmarks Klubhus’, der potentielt kan blive det største projekt i dansk fodbolds historie. DBU’s formand, Jesper Møller, glæder sig over det styrkede samarbejde: “Fans er afgørende for moderne fodbold, både for opbakningen på og udenfor stadion. Derfor er vores erklæring et vigtigt skridt mod at sikre, at danske fodboldfans får en stærkere stemme i udviklingen af fodbolden både herhjemme og internationalt. DBU vil gerne anerkende DFF’s arbejde, og vi ser frem til at styrke samarbejdet yderligere med de forskellige tiltag de kommende år.” Erklæringen vækker også glæde hos de danske fodboldfans. DFF’s formand, Christian Rothmann, udtaler: “Aftalen er for os en vigtig understregning af fans’ rolle i fodbold som en helhed. Med aftalen i hånden og DBU’s støtte i ryggen er vi klar til at skabe endnu bedre rammer og vilkår for landets mange fodboldfans. Vi er utroligt glade for DBU’s opbakning til os som organisation og ser frem til det forsatte samarbejde, som er essentielt for, at vi sikrer, at vi som organiseret fans bliver hørt lokalt, nationalt og internationalt.” Erklæringen, der også indebærer en årlig økonomisk støtte til DFF’s arbejde, træder i kraft den 1. januar 2025 og løber frem til udgangen af 2026, hvorefter partere vil evaluere samarbejdet.