Fanfællesskaber kommer i mange størrelser. Traditionelt samlede fans af den lokale klub sig i foreningerne og kaldte disse for fanklubber. Men ligesom i resten af foreningsdanmark har disse former for organiserede fællesskaber været udfordret og flere har desværre kastet håndklædet i ringen.
Men i Næstved skal der mere end lidt modvind til at holde fællesskaberne nede. På trods af at fanklubben formelt lukkede tilbage i 2018, så er flere af de gamle bestyrelsesmedlemmer alligevel gået sammen for at danne ramme om det fællesskab der stadig er omkring klubben, Næstved Boldklub.
Dette har udmøntet sig i gruppen De Grønne fra Næstved, som med egne ord, har til formål at udbrede de positive facetter af fodboldspillet og af det at være fodboldfan. På mange måder varetager gruppen de opgaver som en fanklub ellers ville udfylde.
Eksemplificering af dette ses næppe mere tydeligt end tidligere på sæsonen hvor en af deres medfans i kørestol missede to udekampe i træk, fordi at to klubber ikke tillod kørestolsbrugere at være på udebaneafsnittet. For at gøre ondt værre, så var der tale om to klubber som kort tid forinden havde spillet i Superligaen.
Frem for at lade deres medfan i stikken, så tog de sagen i egen hånd og sendte en henvendelse til Divisionsforeningen efter dialog med både os og Dansk Handicapforbund. Sidenhen har Divisionsforeningen igangsat arbejdet med at revidere anbefalinger og regler på området – og vi forventer allerede i næste sæson ændringer, således at vi gør fodbold på stadion tilgængeligt for endnu flere fans, også fodboldfans på hjul.
Sidenhen har De Grønne fra Næstved ansøgt om medlemskab i DFF og på forrige lørdags bestyrelsesmøde blev deres ansøgning godkendt. Det er derfor med stor glæde, at vi kan annoncere DFFs seneste medlem: De Grønne fra Næstved.
Vi ser frem til samarbejdet. Idet gruppen består af flere medlemmer fra den gamle fanklub, er der også flere kendte ansigter der vender retur til DFF.
Ønsker en gruppe du repræsenterer medlemskab i DFF, så kan der ansøges om dette her.
Fanklubber har haft trange kår i de seneste år. Den administrative byrde og manglende opbakning har været fællesnævnerne når vi har set foreningerne blive lukket og derfor melde sig ud af foreningen Danske Fodboldfans.
At fanklubben lukker betyder ikke at fællesskaberne forsvinder, men blot at de indtager anden (ofte mere uorganiseret) form.
Som det står beskrevet i DFFs formål og betingelser så er foreningens opgave og formål, at være et talerør for de danske fodboldfans og arbejde for, at skabe bedre rammer og vilkår for de mange tusinde, der uge efter uge, måned efter måned, år efter år, er med til, at sikre den flotte kulisse omkring dansk fodbold.
Derfor har vi også løbende måtte tilpasse os til denne nye virkelighed, hvor fællesskaberne i mindre grad end tidligere er samlet i egentlige foreninger med generalforsamlinger, administration, medlemskaber, kontingenter og årsregnskab. Det var med denne erkendelse at general forsamlingen i DFF for år tilbage åbnende for at grupper kunne tiltræde og at det ikke død og pine skulle være egentlige foreninger der meldte sig ind i det nationale fanfællesskab som Danske Fodboldfans i sin grundessens er.