Tag: Qatar2022

Fodboldens evne til at omfavne os alle og glemme tid og sted sættes konstant på prøve, da fodbolden er blevet fanget i en geopolitisk magtkamp hvor nationer, institutioner og rigmænd ingen midler skyr for at sikre at de, gennem sporten, repræsenteres på den bedst mulige måde. At sport og politik skal adskilles høres tit – og vi er enige. Men at påstå at sport og politik rent faktisk ER adskilt er en historie- og tankeløs bemærkning. Fordi sporten, herunder fodbolden, er og bliver fortsat brugt politisk. Tildelingen af slutrunder og større idrætsbegivenheder er en kampplads hvor nationerne med deres sports koryfæer og andre større personligheder kæmper, med opbakning fra det pågældende lands styre, om at blive de næste i rækken. Alle skal de overgå tidligere begivenheder; det handler om at vise at man er større og bedre end alle andre. Sporten har uomtvisteligt nydt godt af den politiske involvering, de store slutrunder er blandt andet med til at vække interessen hos næste generation af eliteudøvere samt sikre at der er en platform, hvor de med sponsorer i ryggen kan veksle opmærksomheden til kolde kontanter. Det påvirker ikke nødvendigvis sporten med politisk opbakning, men hvad der skader sporten er, når sporten bliver misbrugt som en nations propaganda kampagne og den pågældende nation helt tydeligt ignorerer de værdier sporten er bygget op om. Qatar 2022 Modsat tidligere er debatten om slutrunden startet flere år inden den finder sted. Diskussioner og debatter har ulmet under overfladen lige siden Sepp Blatter tilbage i 2010 afslørede, at Qatar skulle være værter, men modsat tidligere er debatten nu ikke kun i fankredse, ikke kun blandt de få. Debatten er nu offentlig, i medierne og blandt massen af fodboldfans, men også udenfor de snævre fankredse.  VM i Qatar 2022 er kontroversiel på flere niveauer end tidligere set. Ørkenstaten har ikke tradition for fodbold eller fodboldkultur, og med 300.000 lokale er det formodentligt ikke det noble ønske om at sprede fodbolden, der ligger bag placeringen af VM i Qatar. Der er en række af udfordringer forbundet med afholdelse af et VM i Qatar, i blandt disse udfordringer er det fortsat ikke muligt for mænd at kvinder at se fodbold på de samme afsnit. I Danske Fodboldfans (DFF) mener vi ikke, at ens køn skal afgøre hvilket afsnit man befinde sig på, hvorfor det må være et krav til værterne og FIFA at sikre, at mænd og kvinder kan så side om side til slutruden i Qatar 2022.  6.750 eller 37 døde? The Guardian bragte i slut februar en artikel om at der havde været 6.750 dødsfald blandt de asiatiske arbejdere siden Qatar fik tildelt VM. Selv siger Qatar at “blot” 37 er døde i forbindelse med stadionbyggerier til VM, 34 er desuden klassificeret som “ikke-arbejdsrelaterede” dødsfald. Ingen af tallene er rigtige, men det skyldes manglende åbenhed fra Qatar.  Det er svært at få verificeret dødsårsager, det er svært at få verificeret antallet af døde, fordi de ikke obduceres. Det er svært at få verificeret tallene fordi Qatar har gjort alt i deres magt for at lægge låg på og skjule det. Der er ikke fri adgang for pressen, og den viden vi har i dag er kommet frem, fordi journalister har risikeret alt, for at komme bag kulissen og grave fakta frem. Adskillige journalister er blevet tilbageholdt og chikaneret af myndigheder. Hvis Qatar virkelig mener reformer og vil forandring, bør fri presse være første skridt. Men betyder det i sidste ende noget om det er 6.750 eller blot 37? Betyder det reelt noget om dødsfaldene er sket på stadion byggepladser, eller i bygningen af den generelle infrastruktur, som skal understøtte VM? Når dødsfaldene skyldes dårlige arbejdsvilkår? Når dødsfaldene skyldes umenneskelige levevilkår? Når dødsfaldene skyldes at arbejderne behandles og lever som slaver, noget de fleste af os troede forsvandt med det 19. århundrede? For at sikre gennemsigtighed i migrantarbejdernes forhold, arbejds- såvel som bolig anser vi det som værende essentielt at uvildige observatører ansættes for sikre at Qatar overholder deres forpligtelser over for International Labour Organization (ILO) og Amnesty. Ligeledes skal klagesager vedrørende manglende udbetaling af løn opprioriteres således at der ikke går længere end 1 måned før der falder dom, samt skal der falde dagsbøder når arbejdsgiver ikke formår at udbetale løn rettidigt. Alt sikre arbejderes rettigheder bør være en første prioritet for lederne af arbejderklassens favoritsport. Boykot eller ikke boykot? I DFF har vi naturligvis fulgt med i debatten og herunder også borgerforslaget til boykot af slutrunden. Hvorvidt der skal boykottes eller ej er en kompleks beslutning. Men at melde ud at man ikke vil boykotte skaber flere problemer end det løser. Fordi ved at melde ud at man ikke vil boykotte, har man fjernet sin mulighed for at presse Qatar og FIFA. Fordi alt de ønsker er, at afvikle en slutrunde, hvor vi alle skal glemme debatten til selve slutrunden. Jo mere de kan undgå debatten før slutrunden, jo større sandsynlighed er der også for at når spotlightet slukkes over Qatar, forsvinder debatten. FIFA har bevist, at de kan foretage ændringer. Se bare de fanzoner der er oprettes, hvor der – stik imod de normale regler i Qatar – serveres alkohol. Noget der ellers går imod landets love – men med en stor sponsor, der lever af at sælge alkoholprodukter er det muligt. Kan de også sikre varige forandringer, når der ikke er en stor sponsor, der beder dem om det? Hidtil har vi hørt fra DBU, at de holder møder med Qatar, at de tager afsted med deres værdier, men de afviser et boykot. Hvilke forandringer forventer man Qatar leverer, når der ikke er en konsekvens i sidste ende for at trække på fødderne og fortsat ikke have implementeret varige reformer?  Et nyt FIFA under Infantino? Efter pres fra blandt andet Amnesty og medlemslandene tilføjede FIFA et krav til de nationer der skulle huse fremtidige slutrunder og fremtidige internationale turneringer, hvilket naturligvis er yderst positivt. Men lig reformerne i Qatar ser vi også her, at reglerne kun er så gode som evnerne til at