Forfatter: Danske Fodboldfans

DBU og Danske Fodboldfans styrker samarbejdet DBU og Danske Fodboldfans (DFF) har underskrevet en erklæring, der har til formål at støtte DFF’s arbejde med at fremme fankulturen i Danmark, sikre øget fanrepræsentation i flere af DBU’s fodboldpolitiske fora samt bidrage til DFF’s organisatoriske udvikling. Forud for Kvindelandsholdets opgør mod Sydafrika på Aalborg Stadion fredag aften, underskrev DBU’s formand, Jesper Møller, og DFF’s formand, Christian Rothmann, en erklæring om samarbejde mellem DBU og Danske Fodboldfans (DFF). DFF er en interesse- og netværksorganisation for danske fodboldfanklubber, fangrupperinger og fodboldfans i Danmark. Foreningen blev stiftet i 2003. Som en del af samarbejdet vil der blive afholdt årlige møder mellem ledelserne, hvor parterne kan sparre med hinanden om fanrelaterede emner. DFF bliver også inviteret til forskellige politiske aktiviteter i DBU med henblik på at dele viden og perspektiver på fanrelaterede emner samt i udviklingen af ‘Hele Danmarks Klubhus’, der potentielt kan blive det største projekt i dansk fodbolds historie. DBU’s formand, Jesper Møller, glæder sig over det styrkede samarbejde: “Fans er afgørende for moderne fodbold, både for opbakningen på og udenfor stadion. Derfor er vores erklæring et vigtigt skridt mod at sikre, at danske fodboldfans får en stærkere stemme i udviklingen af fodbolden både herhjemme og internationalt. DBU vil gerne anerkende DFF’s arbejde, og vi ser frem til at styrke samarbejdet yderligere med de forskellige tiltag de kommende år.” Erklæringen vækker også glæde hos de danske fodboldfans. DFF’s formand, Christian Rothmann, udtaler: “Aftalen er for os en vigtig understregning af fans’ rolle i fodbold som en helhed. Med aftalen i hånden og DBU’s støtte i ryggen er vi klar til at skabe endnu bedre rammer og vilkår for landets mange fodboldfans. Vi er utroligt glade for DBU’s opbakning til os som organisation og ser frem til det forsatte samarbejde, som er essentielt for, at vi sikrer, at vi som organiseret fans bliver hørt lokalt, nationalt og internationalt.” Erklæringen, der også indebærer en årlig økonomisk støtte til DFF’s arbejde, træder i kraft den 1. januar 2025 og løber frem til udgangen af 2026, hvorefter partere vil evaluere samarbejdet.

Fodboldmiljøet melder sig ind i kampen mod ludomani Hver 10. dansker har problemer med pengespil. En lang række af Danske Fodboldfans medlemmer støtter op om kampen mod ludomani med det stærke budskab ”hver 10. tæller” i anledning af 10. spillerunde i superligaen. Spilafhængighed er et stigende samfundsproblem i Danmark, som ikke bare berører voksne, men i stigende grad børn og unge. Derfor er det vigtigt, at vi skaber opmærksomhed på risikoen ved gambling, og på hvordan vi passer på hinanden, og de børn og unge der kommer i fanklubberne og til kampene.  Derfor kommer flere af superligaens fanklubber, herunder AaB, Brøndby, FCK og Lyngby, nu med et stærkt budskab på fanklubbernes sociale medier affødt af Center for Ludomanis nationale kampagne. Her fremhæver de, at hver 10. dansker har problemer med kampagnen Kampen mod Ludomani, hvor de sætter fokus på at ”hver 10. tæller”. Dermed bliver Danske Fodboldfans nu en del af den bevægelse, der breder sig i civilsamfundet, hvor de er med til at tage hånd om sårbare spillere og børn og unge i klubberne, og dermed viser interesse for at dæmme op for de triste tendenser med stigende spilproblemer i vores samfund. Henrik Thrane Brandt, Centerleder i Center for Ludomani, er glad for, at Danske Fodboldfans sætter fokus på problemet: ”Vi ønsker et samfund, hvor vi passer på vores børn og unge. Det er vi glade for at Danske Fodboldfans’ medlemmer støtter op om og deler vores budskab i kampen mod ludomani. Vi står fortsat et sted, hvor vi afventer politisk regulering på området, så derfor bliver vi glade, når civilsamfundet på eget initiativ tager stilling som mange af Danske Fodboldfans medlemmer gør på denne måde. Det er på tide med en kulturændring, hvor vi indser, at gambling ikke er harmløs underholdning.” Christian Kokholm Rothmann, Formand i Danske Fodboldfans, glæder sig over at kunne hjælpe med at oplyse og sikre at medfans, der har problemer med ludomani, bliver skubbet i den rigtige retning. ”Det er ikke meget vi ved om gambling og hjælp til de medfans der ikke kan kontrollere deres pengespil. Derfor er vi glade for at kunne indgå dette samarbejde med Center for Ludomani, så vi kan informere og uddanne landets mange fodboldfans om farerne og hvordan man hjælpe sig selv eller andre, hvis spillet har taget kontrollen. Hver 10. dansker er rigtig mange, så mange at vi alle nærmest har en tæt på os der kæmper med ludomani. Vores mål med kampagnen er at få italesat problemet, såvel som at sikre at de med problemer ved at de kan række ud til medfans, så vi i fællesskab kan vinde kampen mod ludomani. ” Det siger de seneste undersøgelser fra Spillemyndigheden *478.000 har et problematisk forhold til gambling – det svarer til hver 10. dansker  *24.500 børn og unge i alderen 12-17 år har et problematisk forhold til gambling – 2.600 børn og unge har alvorlige pengespilsproblemer  *Over 50.000 danskere har pr. 2024 registreret sig i ROFUS – Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere  Vi støtter kampen mod Ludomani – Hver 10 tæller

Danske Fodboldfans startede som en organisation for de officielle fanklubber, men henover årene har vi åbnet for at fangrupperinger også kunne blive medlemmer, ligesom vi åbnede for at der kunne være flere medlemmer fra hver klub for at afspejle billedet af et fanmiljø der ikke kun består af officielle fanklubber, men også fangrupperinger og at der er flere grupperinger i hver klubs fanmiljø. De senere år har vi observeret flere enkeltpersoner deltage i den fanpolitiske debat, sætte deres aftryk på debatten og udviklingen, og det ønsker vi også afspejles blandt vores medlemmer. For hvis det kun er fanklubber og fangrupperinger, der kan deltage i arbejdet under Danske Fodboldfans, og kun de der kan deltage i debatter og arrangementer hos os, afskærer vi os også fra vigtige stemmer ude i det danske fanmiljø. De aktive stemmer kan selvfølgelige søge indflydelse gennem fanklubberne og fangrupperingerne, men der kan potentielt også være lang vej ind før man når til Danske Fodboldfans og det nationale niveau. Derfor valgte vi sidste år at ændre i vores vedtægter således, at vi kan optage enkeltpersoner som støttemedlemmer i Danske Fodboldfans.Vi har brugt det seneste år på at debattere og afklare hvordan vi helt lavpraktisk skulle gå fra at håndtere få organisationer til at håndtere organisationer og privatpersoner, samt understøtte de forskellige krav der ligger her rent administrativt. Vi ønskede at gøre det nemt at blive støttemedlem, hvor organisationer går igennem en godkendelsesproces. Vi ønskede at gøre det nemt at betale på anden måde en med en klassisk faktura, og vi ønskede at gøre det administrativt nemt for os.  Her et år senere har vi fundet et godt system til vores forskellige krav, og er derfor endelig klar til at modtage nye medlemmer. Du kan melde dig ind her: Bliv medlem | Danske Fodboldfans (DFF) (mento.club) Hvorfor skal du være støttemedlem? Med et støttemedlemskab er du først og fremmest med til at støtte det fanpolitiske arbejde, som Danske Fodboldfans arbejder med. Det er bl.a. at påvirke politikere og politiet gennem bl.a. Justitsministeriets dialogforum og vores generelle samarbejde med NFIP og Rigspolitiet. Du kan læse mere om vores arbejde i vores artikler på hjemmesiden. Du vil få adgang til at deltage i Danske Fodboldfans arrangementer på lige vilkår som de fanklubber og fangrupperinger, der er medlem. Du kan blandt andet deltage i Danske Fodboldfans årlige Seminar, hvor fodboldfans fra hele landet samles og debatterer aktuelle emner og problematikker. Som støttemedlem har du ret til at deltage i den årlige generalforsamling, dog har støttemedlemmer ikke stemmeret til generalforsamlingen. Et støttemedlemskab af Danske Fodboldfans koster blot 150 kr. om året. Du kan melde dig ind her: Bliv medlem | Danske Fodboldfans (DFF) (mento.club) Støttemedlemskab af FanNetværket for Kvinder Du har også mulighed for at blive støttemedlem hos FanNetværket for Kvinder, som er et netværk for kvindelige fodboldfans, der arbejder for at få flere kvinder på tribunerne, sikre at de føler sig trygge og bl.a. arbejder for inklusion i indretningen af tribunerne, samt mange flere projekter. FanNetværket for Kvinder er organiseret under Danske Fodboldfans, men kører som en selvstændig enhed. Du har mulighed for at støtte deres arbejde, uanset dit køn. Et støttemedlemskab af FanNetværket for Kvinder koster 75 kr. om året.Du kan melde dig ind her: Bliv medlem | Danske Fodboldfans (DFF) (mento.club) Vil du både være støttemedlem af Danske Fodboldfans og FanNetværket for Kvinder, skal du først melde dig ind og vælge en af ovenstående. Derefter skal du desværre sende os en mail på info@fairfans.dk og så sætter vi det andet medlemskab på. Ønsker en forening/gruppe at ansøge om medlemskab kan det gøres ved at skrive til DFFs bestyrelse på bestyrelsen@fairfans.dk – du kan også læse mere om vores kontingentsatser på: https://fairfans.dk/kontakt-dff/bliv_medlem/

Velkommen til Fanafdelingen i Brøndbyernes IF! Det er foreningen Danske Fodboldfans’ formål At organisere samtlige interesserede fodboldfans, fanklubber og -grupperinger fra Superligaen, 1. & 2. division, 3. division, landsholdene samt Elitedivisionen for damer. Det var derfor med stor glæde, at vi modtog Fanafdelingen i Brøndbyernes IF’s medlemsadmodning i starten af året. Anmodningen blev behandlet på det førstkommende bestyrelsesmøde, hvor anmodning blev godkendt af en enig bestyrelse. Det er kun anden gang siden vi åbnede for at andre end de officielle fanklubber og mere end én fangruppering/-organisation fra samme klub kunne blive medlem, at vi nu kan byde velkommen til fanorganisation nummer to hos en klub til DFF. Fanafdelingen afviger fra vores øvrige medlemmer idet de har en vedtægts sikret plads til klubbens bestyrelse, ligesom at det er en sammenslutning af eksisterende fangrupperinger i Brøndby IF, herunder DFF medlemmerne i Brøndby Support, der står bag. Fanorganisationer som Fanafdelingen er en forholdsvis ny konstellation i en dansk kontekst hvor ejerskab og fanforhold typisk har været adskilt. Men i takt med fodboldens økonomiske udvikling og et ønske om medindflydelse i sin egen klub, så præsenterer Fanafdelingen en måde, hvor fans kan få en mere direkte medindflydelse i den klub de holder af. I juni 2023 underskrev Fanafdelingen en ‘værdiaftale’ med klubben som både indeholder en juridisk bindende aftale samt en hensigtserklæring. Fanafdelingen formål kan deles op i fire overordnet kategorier: MODERKLUBBEN At støtte op om amatørafdelingens arbejde gennem afholdelse af arrangementer, økonomisk støtte og rekruttering af frivillige. INDFLYDELSE At sikre Fanafdelingens medlemmer indflydelse på beslutningerne i aktieselskabet Brøndbyernes IF Fodbold A/S. Dette gøres blandt andet ved at facilitere en demokratisk valgproces af en repræsentant til selskabets bestyrelse. OPLYSNING At arbejde for at samle hele fællesskabet omkring klubben således flest muligt inddrages i en debat om klubbens fremtid og drift. VESTEGNEN At styrke den lokale forankring af Brøndbyernes IF på Vestegnen herunder styrke klubbens position som social aktør gennem socialøkonomisk arbejde. Man kan læse mere om Fanafdelingen og deres arbejde på https://www.fanafdelingen.dk/ Fra bestyrelsens side skal der lyde et stort velkommen til Fanafdelingen i Brøndbyerners IF og vi ser frem til samarbejdet og snakke om klubejerskab, fanejerskab, multiklubejere og meget mere. Ønsker en gruppe, som du repræsenterer medlemskab i DFF, så kan der ansøges om dette her.

Og Vinderen er…… For 2. år uddelte Danske Fodboldfans årets Fanpriser i forbindelse med det årlige DFF Seminar. Seminaret blev afholdt i weekenden d. 19 -21. januar, hvor lørdag aften bød på middag, fejring af DFFs 20 års jubilæum og uddeling af Danske Fodboldfans Fanpriser 2023. Fra november til kort før jul var det været muligt for alle interesserede at indsende nomineringer i de 7 kategorier, som bestyrelsen har udpeget. Henover julen indsnævrede bestyrelsen nomineringerne til de 2-3 nominerede i hver kategori, der har levet bedst op til kriterierne eller har været fuldstændig enestående. Et komplet overblik og begrundelse for nomineringerne kan findes i denne artikel “De nominerede til DFF Fan Awards 2023” De nominerede var inviteret med til middagen og havde ligeledes mulighed for at deltage i seminarets dagsprogram, og vi er glade for at flere takkede ja til den mulighed. De 7 kategorier i 2023 er: Årets positive fan indslag Årets udebaneafsnit Årets fanklub initiativ Årets tribuneindslag Årets særlige indsats Årets bedste stemningsbillede Årets medfan   Bestyrelsen havde desuden valgt at uddele Bestyrelsens særpris i anledning af DFFs 20 års jubilæum. Tillykke med jubilæet Vi startede aftenen med at ønske tillykke til to af vores medlemmer, som i det forgangne år rundede et skarpt hjørne. Med få dages mellemrum fyldte henholdvis Hvidovre Fanklub og Brøndby Support 30 år. Til at markere dette modtog begge fanklubber et gavekort på 3.000 kr, som de kan bruge til medlemsrettede aktiviteter. Tillykke med jubilæet til Hvidovre Fanklub og Brøndby Support! Årets Positive Fanindslag Årets positive fanindslag hylder tiltag og initiativer fra enkeltpersoner eller fangrupperinger, som har haft en positiv betydning og spejlet positivt tilbage på Fodboldfans.  AaB Tifo Kaos (ATK) har i den grad vist kernen i den positive fankultur, og det vidner om et overordentligt overskud at springe til med hjælp til modstander holdets fans, da Silkeborgs tromme går i stykker under pokalkampen.  ATK bliver kontaktet via fælles bekendte og tilbyder at gå på lageret og hente deres gamle reservetromme, således at der i 2. halvleg kunne være koordineret stemning hos udefansene. Det er ægte sportsånd og fairplay at sikre god stemning i begge ender af stadion. Årets Udebaneafsnit Udebaneafsnittene fylder meget for de danske fodboldfans, vi ser det på de sociale medier, vi hører det henover øllene på pubben. DFF arbejder meget på forholdene på de danske stadions og for at sikre at der er gode forhold for både hjemme og udefans. Derfor er det også naturligt for os at hylde det bedste udebaneafsnit. Viborg FF har gang i noget godt, for de kunne hjemtage prisen for 2. år i træk. Da der ikke var nogen fra Viborg med sidste år, kunne Viborgs SLO komme op to gange og modtage priser. Inden Fanpriserne gik igang fik han først overrakt prisen for årets udebaneafsnit 2022, for kort efter at få overrakt prisen for 2023. Viborg fremhæves for det gode udsyn på tribunen, for boderne og personalet. Viborg er gode til at se gæsternes behov, og de er altid klar til at udvide afsnittet, når der er behov for det. Årets Fanklub Initiativ Danske Fodboldfans startede som Danske Fodboldfanklubber, så vi har naturligvis fokus på de gode tiltag fra de danske fodbold fanklubber. Heldigvis har vi set masser af gode initiativer fra fanklubbernes side og det er en fornøjelse at være vidne til. De tre nominerede var unikke på hver deres måde, og det var ikke en nem beslutning for bestyrelsen at vælge. FCKFC og Black Wolves viste et stærkt samarbejde på tværs af fanklubber oven på en kedelig hændelse, hvor en FC Midtjylland fik stjålet sit fan-gear efter en kamp mellem de to klubber. Det fik de to fanklubber til sammen at lancere Kampagnen “På med klubtrøjen”. Kampagnen spredte sig som ringe i vandet på de sociale medier og påtværs af klubber, og en trist historie og negativ tendens blev vendt til noget positivt og stærkt! Årets Tribuneindslag Det er på tribunen vi lever, og det er på tribunerne de skæve ideer og kreative indslag folder sig ud. Danske Fodboldfans elsker den gode humor, den skarpe banter og sjove tiltag på tribunen. Det er på tribunen at fansene kan komme til orde. Derfor faldt valget også på den fælles kampagne der kørte henover en spillerunde, hvor flere fanmiljøet deltog i kampen imod tribune censur. Der blev lagt vægt på sammenholdet og vigtigheden i at markere en fælles holdning imod tribunecensur. En sag der for alle fodboldfans er relevant, da et angreb på ytringsfriheden kan være en glidebane til en censureret fankultur. Prisen går derfor til alle fodboldfans for endnu en gang at have stået sammen i en vigtig sag. Du kan læse mere om fælles kampagnen og baggrunden i vores artikel Årets særlige indsats Fodbolden påvirkes af mange forskellige aktører, fra uofficielle grupper, eksperter, journalister og medfans. Vi ønsker at hylde dem, der har gjort noget særligt, og gjort en særlig forskel.  Feltet af nominerede var særligt stærkt, og alle tre har haft en særlig betydning for fodbolden i 2023. De Grønne fra Næstved vinder for at gøre opmærksom på et blindt punkt i reglerne, som gør det svært for gangsbesværede og handicappede fans at følge deres hold på lige fod med deres medfans på ude- og hjemmebane. De Grønne fra Næstved greb direkte fat i de parter, der kunne ændre noget, inddrog relevante eksperter og organisationer. Deres arbejde har medført ændringer i licensreglerne for 24/25 sæsonen, hvor det vil være et krav at der udpeges en handicap ansvarlig ligesom informationer til handicappede skal være synlige på hjemmesiden. Årets bedste stemningsbillede Vi elsker alle at se billederne fra tribunen og fanlivet efter kampen, og vi vil meget gerne hylde de gode billeder af de mange facetter ved at være fodboldfan. Et godt stemningsbillede fanger øjeblikket, følelserne og den gode historie. Det fortæller om sejrene, nedturene og sammenholdet. B.93 Fanklub vinder prisen for den fine fortælling der ligger bag billedet. I det at være overvældet af følelser og samtidig være der for sin kammerat. Man bliver lidt i tvivl om det er spænding eller

Netværk, debatter og masser af information i Nordens Paris – Aalborg Weekenden stod på vores årlige seminar hos DFF, hvor vores medlemmer fra hele landet samles for at netværke, lære af hinanden, søge inspiration og blive klogere på hvad der sker. Man kunne næsten dele weekenden ind i 3 emner, Fans, Politi og Fodboldens fremtid, som alle bød på masser af debat fra deltagerne. Politi Vi startede weekenden hårdt ud med at blive præsenteret for Politiets fodboldstatistikker om fredagen. Tallene er ikke overraskende fortsat fantastisk lave og viser igen og igen at det er trygt at tage til fodbold i Danmark. Tak til NFIP ved Rune Hamann og Maria Lundgaard for at lægge vejen forbi Aalborg til en snak om statistikkerne, samarbejdet og NFIPs arbejde. Lørdag lagde formand for Politiforbundet Heino Kegel vejen forbi, hvor han stak hånden ind i en hvepserede og velvilligt stillede op til paneldebat med Christian Rothmann, formand DFF. Debatten blev styret af Klaus Egelund fra Mediano. Vi tager nok ikke munden for fuld, når vi siger, at mange havde set frem til debatten, og der var rigeligt at tage fat på lige fra bannerdebat til Derby og meget mere. En ting kunne vi dog blive enige om, dialogkonceptet er godt (og billigt)! Fans Når fodboldfans mødes, så vil næsten alle samtaler naturligt kredse om netop det emne. Fodboldfans findes i mange forskellige typer og grupperinger fra den officielle fanklub til de uofficielle grupperinger. Netop det var baggrunden for at seminaret blev afholdt i Aalborg, for der var et stort ønske om at fortælle mere om samarbejdet i Vesttribunen, som binder bro imellem de forskellige dele i det Aalborgensiske fanmiljø og hvor fokus er på det vi er fælles om fremfor det der skiller os ad.  Det bragte os videre til en snak om fankultur, en sund fankultur, Fanklubbernes rolle og ansvar, de unge fans og om frivillige. Nogle af de meget brede emner, men også vigtige emner for de danske fanklubber, som fortsat er grundlaget i DFFs medlemmer. Kort efter seminaret optog Rød Aalborg et afsnit om Vesttribunen, som du kan lytte til her: https://t.co/8v7EJtskxK  Fodboldens Fremtid Vi sluttede et langt program af med at byde velkommen til Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, og Jesper Møller, formand for DBU, til en snak om konsekvenserne af European Super League dommen, den danske model og hvordan de ser fremtiden for dansk fodbold. Der blev vendt udenlandske ejere, seneste forslag på A22 (European Super League), TV-aftaler. En lang faglig dag blev sluttet af med fejring af 20 år for Danske Fodboldfans med middag, Fanawards og fest. En perfekt afslutning, hvor debatterne og erfaringsudvekslingen fortsatte henover en øl, drink, vin og god mad. Tak til AaB Support Club for at være fantastiske værter. Næste år drager seminaret til øst, hvor det afholdes hos Brøndby Support, mens Fairfans Cup 2025 afholdes af de Stribede i Odense. Vi ses til næste år, og vi ses på tribunerne

da_DKDansk