Vi kigger ind i tredje sæson i træk med et tilskuergennemsnit på over 10.000 per kamp i Superligaen - men hvad betyder det egentligt og kan vi gøre endnu mere for at fylde landets mange fodboldstadions?
Målfesten i Farum er blevet genstand for en relevant debat om indretningen på de danske fodboldstadions. Fordi hvad gør vi når antallet af udebanefans er større end afsnittet til dem? Hvad gør vi når forskellige fodboldkulturer kolliderer og potentielt ender med at skabe en konflikt langt større end den man ønsker at forhindre? AGF og Jacob Nielsen har sparket til en debat der har hersket i flere år fankredse. Det handler om noget så stort som hvordan vi indretter vores stadions. Hvordan kan vi sikre at de strukturelle rammer kan være medvirkende til at skabe den største og bedste fodboldfest som vi alle ønsker at tage del i? Bør man risikere at føle sig som udehold på hjemmebane? Hvordan udebanefans behandles har altid været genstand for stor debat. Enkeltes lykke synes nærmest at være bundet op på andres elendighed, mens andre sætter en dyd ud i at behandle andre med den respekt, de selv forventer på udebane. For os i Danske Fodboldfans (DFF) har vi i årevis kæmpet for bedre rettigheder og rammer for udeholdets fans, fordi vi tror på at udebanekulturen er ikke alene en central del i opbyggelsen af de fællesskaber fodbolden består af, men fodboldoplevelsen er også bedre når begge hold har maksimal opbakning. Status quo Den kedelige gennemgang af reglerne vil jeg spare alle læserne for. Men for at opridse det hele så kort som muligt; De nuværende krav for størrelsen på udeholdets afsnit er fastlagt i Superligamanualen punkt 7.4.9.2 og det hedder sig at udeholdet skal have mindst 1.000 pladser, samt at afsnittet skal kunne skaleres op til minimum 5% af stadion kapacitet. Omvendt kan afsnittet også skaleres ned, såfremt at der er en ekstraordinært stor efterspørgsel på billetter fra hjemmeholdets tilskuere kombineret med en begrænset interesse fra udeholdet. Umiddelbart lyder det jo meget godt – man kan udvide hvis der kommer mange fra udeholdet, eller nedskalere hvis der ingen udebanefans kommer og derved fylde de tomme pladser med hjemmeholdets egne fans. 5% kravet matcher i øvrigt UEFAs regler på området. Samtidigt står det klubberne frit for hvordan de vil håndtere udeholdets fans på andre tribuner. Et gennemgående tema for alle stadionreglementer er at de smides ud uden mulighed for refusion. Udebanefans, de evige problembørn For at forstå problematikken med udebanefans, så er vi nødt til at kigge på måden hvorpå de anskues af sikkerhedschefer, modstanderfans og klubbernes ledelse. Det nuværende sikkerhedscirkulære, stadionreglementer og faktisk også Superligamanualen er ikke til at tage fejl af; udebanefans er et risikomoment der i videst muligt omfang skal begrænses til et aflukket område på (og udenfor) stadion. Vi har hegnet dem inde og håndtering minder mest af alt om hvordan diverse kreaturer transporteres til nærmeste slagteri. Også alligevel. Rigtig mange steder blandes udeholdet og hjemmeholdets tilskuere alligevel (lige) udenfor stadionlågerne. Om det er synet af et græstæppe, der antages at få følelserne i kog, vides ikke. Kigger man på hvordan udebanefans udenfor udebaneafsnittet har håndteret den gæstfrihed hjemmeholdet har udvist tidligere, så har man heller ikke gjort meget for at blive gode venner med værterne. Og skal vi nogensinde finde en løsning, så skal gæsterne også behandle udebanerne med samme respekt som de forventer af gæsterne på deres hjemmebane. Jeg forstår til fulde de fans der ikke vil omringes af udebanefans på deres hjemmebane – og det er vigtigt at vi ikke glemmer dem i hele denne debat. Selve håndteringen af udebanefans og stadionreglementet er noget der er udarbejdet over tid. Typisk lægger man blot til gang efter gang. Det vi ikke ser er at man ruller tiltag tilbage – der er som regel aldrig en anledning til at evaluere, om de regler man har, faktisk skulle gøres mindre rigide. Det skulle da lige være når AGFs direktør toner frem på landsdækkende tv og siger det er tid til et opgør med måden udeholdets tilskuere anskues. Og det glæder mig derfor at både AGF og FCN har bedt om at få emnet drøftet på næste møde i Divisionsforeningen. Tilbagerulning af reglerne “Det var bedre i de gode gamle dage – og i Tyskland kan fans af alle hold sidde side om side.” Sådan lyder det på sociale medier i den igangværende debat, begge dele sandheder med en del modifikationer. Uanset hvor meget Jacob Nielsen, jeg og mange andre fans kunne ønske os at fans af forskellige klubber kunne sidde blandet til kampene – så må vi også anerkende at det, upåagtet af gode intentioner, ikke vil være muligt til alle kampe. Der findes kampe i Danmark hvor spændingsniveauet ganske enkelt er for stort på tribunerne – og en blanding af fans på samme tribune vil blot risikere at friste svage sjæle. Men det er tid til at vi gennemgår reglerne, hvorfor vi til dette års seminar tilbage i januar også nedsatte et udvalg der skulle kigge på en udebanepakke 2.0. Vi har ikke en færdig forslagspakke klar endnu. Men af relevante forslag er der blandt andet at klubberne bør kigge på mere fleksible udebaneafsnit og mulighed for at oprette neutrale zoner på stadion hvor fans kunne blandes. Så familier med en fod i begge lejre kunne se fodbold sammen, de der ville se deres hold på udebane, men ikke magtede kaoset der kan omgive en i et udebaneafsnit, også havde en plads på stadion. Men enhver tilbagerulning af reglerne er en potentiel risiko – og folk vil træde ved siden af. Så klubberne skal også gøre sig klar på hvilken risikoappetit de har. Nogle har en stor, andre har en lille. Selv internt i klubberne VED jeg at der er uenigheder på området. Fjerner man eksempelvis nettet foran udebaneafsnittet, så vil der ved første øl kast være en hær af fans, medier, kommentatorer og selvudnævnte eksperter der konstaterer; det var ikke sket hvis nettet var oppe. Og de vil have fuldstændig ret. Men det er her at vi som samfund og i fodbold Danmark bør have en seriøs snak om hvor meget risiko vi vil acceptere til en fodboldkamp – og i hvor høj grad at vi tror
Fanfællesskaber kommer i mange størrelser. Traditionelt samlede fans af den lokale klub sig i foreningerne og kaldte disse for fanklubber. Men ligesom i resten af foreningsdanmark har disse former for organiserede fællesskaber været udfordret og flere har desværre kastet håndklædet i ringen. Men i Næstved skal der mere end lidt modvind til at holde fællesskaberne nede. På trods af at fanklubben formelt lukkede tilbage i 2018, så er flere af de gamle bestyrelsesmedlemmer alligevel gået sammen for at danne ramme om det fællesskab der stadig er omkring klubben, Næstved Boldklub. Dette har udmøntet sig i gruppen De Grønne fra Næstved, som med egne ord, har til formål at udbrede de positive facetter af fodboldspillet og af det at være fodboldfan. På mange måder varetager gruppen de opgaver som en fanklub ellers ville udfylde. Eksemplificering af dette ses næppe mere tydeligt end tidligere på sæsonen hvor en af deres medfans i kørestol missede to udekampe i træk, fordi at to klubber ikke tillod kørestolsbrugere at være på udebaneafsnittet. For at gøre ondt værre, så var der tale om to klubber som kort tid forinden havde spillet i Superligaen. Frem for at lade deres medfan i stikken, så tog de sagen i egen hånd og sendte en henvendelse til Divisionsforeningen efter dialog med både os og Dansk Handicapforbund. Sidenhen har Divisionsforeningen igangsat arbejdet med at revidere anbefalinger og regler på området – og vi forventer allerede i næste sæson ændringer, således at vi gør fodbold på stadion tilgængeligt for endnu flere fans, også fodboldfans på hjul. Sidenhen har De Grønne fra Næstved ansøgt om medlemskab i DFF og på forrige lørdags bestyrelsesmøde blev deres ansøgning godkendt. Det er derfor med stor glæde, at vi kan annoncere DFFs seneste medlem: De Grønne fra Næstved. Vi ser frem til samarbejdet. Idet gruppen består af flere medlemmer fra den gamle fanklub, er der også flere kendte ansigter der vender retur til DFF. Ønsker en gruppe du repræsenterer medlemskab i DFF, så kan der ansøges om dette her. Fanklubber har haft trange kår i de seneste år. Den administrative byrde og manglende opbakning har været fællesnævnerne når vi har set foreningerne blive lukket og derfor melde sig ud af foreningen Danske Fodboldfans. At fanklubben lukker betyder ikke at fællesskaberne forsvinder, men blot at de indtager anden (ofte mere uorganiseret) form. Som det står beskrevet i DFFs formål og betingelser så er foreningens opgave og formål, at være et talerør for de danske fodboldfans og arbejde for, at skabe bedre rammer og vilkår for de mange tusinde, der uge efter uge, måned efter måned, år efter år, er med til, at sikre den flotte kulisse omkring dansk fodbold. Derfor har vi også løbende måtte tilpasse os til denne nye virkelighed, hvor fællesskaberne i mindre grad end tidligere er samlet i egentlige foreninger med generalforsamlinger, administration, medlemskaber, kontingenter og årsregnskab. Det var med denne erkendelse at general forsamlingen i DFF for år tilbage åbnende for at grupper kunne tiltræde og at det ikke død og pine skulle være egentlige foreninger der meldte sig ind i det nationale fanfællesskab som Danske Fodboldfans i sin grundessens er.
Egentligt ville jeg helst have forsat debatten om, hvordan fodboldens økonomiske skævvridning har åbnet døren for tvivlsomme investorer og hvordan nye ejere – uden respekt for de klubber de overtager – river alt væk der gør fodboldklubben til meget mere end et almindeligt selskab i lokalsamfundet. Men fodbolden har andre, og i dette tilfælde mere presserende, problemer. Nemlig at enkelte benytter vores elskede fodbold som en lejlighed til at udøve vold og hærværk. Lad mig starte med at være fuldstændig klar i spyttet; jeg håber de skyldige for urolighederne til forrige weekends derby findes og straffes efter gældende lov. Præcis som ved alle andre lovovertrædelser i vores samfund. Fodbolden er til for os alle, et fælles mødested, hvor vi kan samles og være sammen i dyrkelsen af vores fælles passion. Det ærgrer mig inderligt, at enkelte ikke kan finde ud af at indrette sig efter samfundets normer og regler. At man på den måde tilsidesætter andres ve og vel i en endeløs jagt på frigivelse af endorfiner. Er din største glæde her i livet at slås med andre, så find ligesindede og dyrk det langt væk fra alle os, der ikke ønsker at tage del i det. Jeg husker vores tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, var ude efter hooligans der udkæmpede deres territorielle kampe i landets skove og ville straffe dem. Men det er vel bedre at de gør det et sted, hvor de ikke udsætter uskyldige for fare, end det modsatte? Jeg savner kontekst, indsigt og proportionalitet i diskussionerne som følge af hændelser som dem vi var vidne til sidste søndag. Vi har hævet straffen gang for gang, men har det afhjulpet problemerne? – NEJ! At tro at hårdere straffe skulle virke, det bygger på antagelsen om at volden er et resultat af et rationelt og afvejende tankemønster. Det tror jeg ganske enkelte ikke på. I 2016 udgav justitsministeriet en rapport der sagde det samme: Hovedkonklusionen er, at de længere straffe for simpel vold, alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsuheld ikke kan påvises have at forårsaget en – hverken positiv eller negativ – effekt på de dømtes recidivrisiko, målt ved ny kriminalitet op til to år efter løsladelse fra fængsel. (…) Resultaterne stemmer overens med store dele af den internationale forskning på området. Så hvorfor er det altid her vi ender? Ja det syner måske af noget, at man straffer hårdere og længere. Men målet burde jo være at løse problemerne – så et fokus alene på efterspillet tydeliggør, at man højst i et begrænset omfang har forståelse for problemets kompleksitet. En simplificering af problemerne gavner ingen andre end de der ønsker at fremstå handlekraftige uden reelt formå at skabe de forandringer, der er behov for. Skjulte ansigter og tjenestenumre Maskerede galninger og afstumpet voldspsykopater gemt bag masker er ofte vendinger der anvendes efter scener, som de der udspillede sig i forrige weekend. Maskerne bruges til at sløre den enkelte identitet og er selvsagt problematisk. Lige så problematisk er det, når vi som fodboldfans oplever at politiet gør præcist det samme til fodboldkampe ved ikke at bære deres identifikationsnummer som loven fremskriver at det skal bæres. Ved vores seneste fysiske seminar (Januar 2020 i Herning) blev både Politiforbundet og Rigspolitiet orienteret om disse problemer. Fans på tværs af klubber oplevede det på tværs af politikredse. Det er altså ikke et problem der begrænser sig til, når Brøndby IF og F.C. København mødes. At personer på begge sidder skjuler deres identitet er en selvforstærkende ond spiral som afføder flere problemer. Jeg har selv, gentagende gange, oplevet hvordan betjente – selv til kampe uden uroligheder – ikke har båret det lovpligtige identifikationsnummer synligt. ”Det sidder i bæltet” ”Vi har skiftet tøj grundet vejret og har ikke nok numre til al vores tøj” ”Jeg vidste ikke at der var krav til hvor det skulle sidde” Undskyldningerne er mange. Hvis ikke engang politiet ønsker at overholde landets love – hvordan kan man så forvente borgerne gør det? Man leder ved eksempel – og det gælder også politiet, det er en del af ansvaret, der følger med et voldsmonopol. Lad os indskrænke borgernes frihed – fordi hvorfor ikke Et af de seneste skud på stammen er, at Københavns politi ville forhøre sig hos Rigspolitiet om en juridisk vurdering af politiets muligheder inden næste derby i Parken, hvor de vil se på politiets muligheder for kunne diktere, hvem der måtte tage til kampen, hvis overhovedet nogen. For det første tror jeg ikke, at det vil afhjælpe problemerne. Det vil blot flytte problemerne – præcist som vi så ved det derby der fandt sted uden tilskuere under corona. Derudover er der ikke sindelagskontrol i døren, så at forhindre fans fra en given klub ikke tilkøbe sig adgang til den enkelte kamp er praktisk talt umuligt – såfremt alle andre må/kan købe billetter. Jeg overværede selv mit første derby i forrige weekend. Fra en plads på A11 (enkelte vil sikkert påskønne ironien i dette). Her var det tydeligt, at ikke alle ligefrem nød alle FCKs mål lige meget. Enkelte benyttede også lejligheden til at råbe ad dem, der i forvejen hang meget med mulen. Det fortæller os flere ting; fans kan godt leve i fredelig sameksistens på tribunerne – selv til et derby! Men også at fans frit kan købe billetter til kampe uanset tilhørsforhold. Jeg sad der jo for pokker også. Foruden fraværet af logikken i politiets løsningsforslag, så rammer det også skævt, fordi man burde antage at politiet havde forsøgt alt andet inden det kommer til at indskrænke borgernes frihed. Men det er ikke tilfældet – ved de seneste derbys med tilskuere har der været eklatante fodfejl. Jeg skal spare jer for alle historierne. Men til seneste derby med udebanefans forinden det var problemerne og fodfejlene så store, at vores medlemmer i Brøndby Support og F.C. København Fan Club (IGEN!) kom med en fælles udmelding. Som skrevet før begrænser problemerne sig heller ikke til derby. Ved Brøndby IFs kamp i Aalborg i foråret lykkes det en bus at køre fra
Seneste weekend stod for os i foreningen på et internationalt fanperspektiv til kongres hos den Europæiske fanorganisation Football Supporters Europe (FSE). Fyldt med diskussioner om en inkluderende fankultur, et VM i Qatar, kampen mod en udbryderliga og hvordan fans også i fremtiden vil kunne påvirke sporten, vi holder så frygteligt meget af. Weekenden bød også på en godkendelse af arbejdet, der skal fusionere de to store europæiske fanorganisationer SD Europe og Football Supporters Europe. Sidste nævnte har vi i DFF været medlem af i en længere årrække ligesom vi tidligere har haft danske bestyrelsesmedlemmer, bl.a. Tine Hundahl. Samlingen af foreningerne kan ses som en utilsigtet konsekvens af enkelte klubbers forsøg på at kuppe sig til magten i europæisk fodboldbold, men det skyldes også, at vi som fans i højere grad end tidligere anerkendes af ligaer, forbund og vores stemme faktisk høres hos de høje herrer. Forestillingen om at fodboldens magtbalance er skubbet, det giver muligheder for at vi fans, som vel sportens vigtigste interessent, endelig kan komme til orde internationalt. Det er væsentligt at vi som fans formår at benytte dette og sikre at vores rettigheder såvel som interesser høres når de store som små beslutninger træffes. I Danmark er vi, som i så mange andre sammenhænge, yderst privilegerede. Vi har succes med at sikre fans’ basale rettigheder. Vi har kæmpet imod awaykortet og vundet. Vi har løbende hævet minimumsstandarder på landets udebaneafstnit. Vi er på et helt generelt plan langt mere inkluderet end mange af vores naboer både lokalt og nationalt i fodbolden. Dette kan naturligvis nemt blive en sovepude, vi har set sporadiske kampe mod VAR og mandagskampe. Men på tværs af klubber har vi ikke kæmpet de kampe side om side, som vi har gjort historisk. For der har ganske enkelt ikke været behovet. Det kan naturligvis også været os i DFF, der ikke har evnet opgaven efter udebanepakkerne – men siden da har vi ikke lykkes at finde en sag, der har kunne samle fans i samme stil som vi har set før med awaykort og A11 sagerne. Men modsat tidligere befinder ’truslen’, eller sagen om man vil, sig heller ikke nødvendigvis længere indenfor landets grænser. Vi har og vil forsat kæmpe mod korruptionen i FIFA og dens betydning for sporten som en helhed. Men langt tættere på vores egen andedam ser vi udviklingen i økonomien, hvor klubber med en form for økonomisk doping kan springe foran i køen, og andre anvender de kaotiske scener til at købe klubber op alene for at tømme dem for værdier. I et forsøg på at oversætte udviklingen i verden omkring os, skal vi, i DFF, i højere grad blive endnu bedre til at give rette kontekst. Det forsøger jeg hermed at starte med, og jeg starter her, hvor jeg mener størstedelen af sportens problemer har sin oprindelse. Den konkurrencemæssige skævvridning Fodbolden står overfor kolossale udfordringer. Med Champions League reformer og truslen om en Europæisk Superliga synes den største udfordring for klubfodbolden at være den konkurrencemæssige og økonomiske skævvridning, som vi lige nu er vidne til. Mange fodboldfans tror fejlagtigt, at de ændringer vi ser internationalt ingen betydning har for dem, såfremt deres hold ikke spiller internationalt – desværre kunne intet være længere fra sandheden. Udfordringerne forgrener sig også nationalt, hvor de største klubber anvender deres magt til at tilegne sig en uproportionalt stor del af pengene før vi overhovedet kigger på præsentationerne på banen. I Danmark fristes man til at kaste blikket mod hvordan eksempelvis TV-pengene fordeles. Klubberne ønsker, ikke underligt, ikke at løfte sløret for hvordan pengene fordeles. Men jf. Ekstrabladet så hedder den danske fordelingsnøgle 25% i solidaritets betaling, 33% for placering mens de resterende 42% benyttes til den såkaldte markedspulje, hvor klubberne får penge tildelt efter hvilke kamptidspunkter de tildeles. Kigger vi mod England, så hedder fordelingen Solidaritet: 50%, Placering: 25% og en ’markedspulje’ på 25%. Derudover deler Premier League klubberne deres lukrative internationale tv-penge ligeligt. Kigger vi på hvordan tv-pengene reelt set fordelte sig i 2021/2022 fik Manchester City som vinder af ligaen ”blot” 58,5% mere end Sheffield United som samtidig rykkede ud med et brag. Fraregnes de internationale tv-penge vokser Citys gevinst til 105,6% mere end hvad Sheffield fik. Det virker måske af meget, men tager vi de hjemlige briller på og tager udgangspunkt i EBs tal, så blegner de tal fuldstændig. Da FCK, angiveligt, efter grundspillet kunne glæde sig over at have fået mere end 244% mere end Vejle. Klubberne er naturligvis blevet enige om den nuværende fordeling, men som sportslig interesseret må jeg stille spørgsmålstegn ved som den konkurrencemæssige såvel som økonomiske skævvridning. Ifølge Ekstrabladets tal tjente Brøndby IF anden mest – på trods af at de indfandt sig på en sjette plads efter grundspillet. Jeg opponerer ikke imod at klubber, der tiltrækker flere seere, får flere penge. Ej heller at resultaterne har indflydelse på udbetalingerne. Jeg forholder mig dog kritisk overfor den fordeling der sikrer, at enkelte klubber i Danmark har så stort et økonomisk forspring allerede, når vi fordeler tv-pengene. For vi har slet ikke talt om selvsamme klubbers fordel i henhold til eksponering af egne sponsorer og kampdagsindtægter som for selvsamme klubber – naturligvis – er større end de mindre klubber. De attraktive tidspunkter giver ikke alene flere penge i tv-indtægter, de giver også mulighed for klubberne at tjene endnu flere penge på kampene. De der er uenige, vil sikkert påpege, at de hold der tiltrækker seerne, fortjener flere penge. Og det er jeg som nævnt ikke uenig i. Men ultimativt må vi spørge os selv om hvor stor en økonomisk hestesko, vi vil give de klubber der i forvejen har de bedste forhold for at kunne tjene penge? Jeg opponerer ikke imod at klubber, der tiltrækker flere seere, får flere penge. Ej heller at resultaterne har indflydelse på udbetalingerne. Jeg forholder mig dog kritisk overfor den fordeling der sikrer, at enkelte klubber i Danmark har så stort et økonomisk forspring allerede, når vi fordeler tv-pengene. For vi har slet ikke talt om selvsamme klubbers fordel i henhold
D. 22 Marts fremsatte vi 4 klare krav til FIFA såvel som værts nationen Qatar. Hverken Qatar eller FIFA har rykket meget på sig siden, senest har Amnesty kunne berette at de fremskridt som både DBU, FIFA og Qatar har brugt som argument imod et boykot er stagneret. Efter at have gennemgået de fire krav er vi nået til den konklusion at vi IKKE kan anbefale en deltagelse i VM-slutrunden. Vi hverken kan eller vil forhindre danske såvel som udenlandske fodboldfans i at deltage i næste års slutrunde. Men vi vil på de kraftigste anbefale alle der planlægger at deltage, i at genoverveje den beslutning. For selvom forholdene er forbedret for de få arbejdere på stadionbyggerierne, så arbejder det resterende arbejdsmarked, herunder de ansatte i serviceindustrien som vil være i direkte kontakt med alle tilrejsende, stadig under kummerlige forhold og trues med fængsel og udvisning, hvis de tillader sig at påpege manglende løn og/eller at landets love ej overholdes. Tildelingen af værtskabet er sket ved hjælp af korruption. Og en hver form for deltagelse i slutrunden, ses af os derfor som en aktiv støtte af den korrumperende udvikling af sporten, vi er vidne til. I Norge argumenteres der for et en hver form for deltagelse i slutrunden vil fremme og forsvare kriminaliteten – da forbundene vil profitere fra korruptionen som var med til at sikre at Qatar blev valgt som værtsnation for slutrunden. Blot 1 ud af 4 krav er mødt Af de fire krav vi oplistede, ser vi blot ét mødt. Selvom det ikke er endeligt bekræftet at mænd og kvinder kan se fodbold fra samme tribune kunne DBU fortælle at Qatar var klar til at byde alle fans velkommen uanset seksualitet og køn. DBU blev eksplicit bedt om at forholde dem spørgsmålet om mænd og kvinder kunne se fodbold fra samme tribune. Desværre fik vi ikke svar på det ellers så konkrete spørgsmål. Vi antager dog at det er tilfældet. Under samme møde bød Qatar den frie presse velkommen til slutrunden og Ekstra Bladets Jan Jensen og fotograf Lars Poulsen var efterfølgende også i Qatar inviteret med af den internationale fagbevægelse BWI, Building and Wood Workers’ International. Her kunne Jan Jensen berette om det indtryk, de nordiske fans og medier har gjort på styret i Qatar. Samtidig blev der berettet om små forbedringer for enkelte arbejdere, mens mange forsat var fanget i lejre under kummerlige forhold kraftigt, bevogtet af vagter, for at sikre ingen fortæller omverden om de rædderligheder verdens rigeste land byder millioner af migrantarbejdere. Men knapt var skyerne fra himlen begyndt af åbne sig før styret i Qatar igennem Qatars Supreme Committee (VM-værtskomiteen) angreb et af de vel mest kritiske medier og journalist i afdækningen arbejdsforholdene i Qatar, Jorismar Football, gennem advokatfirmaet Simonsen Vogt Wiig anklagede de mediet for bagvaskelse med grundløse anklager og trusler om sagsanlæg. At man så kort tid efter at love adgang for en fri presse, angriber selvsamme så direkte, er for os en testamentering af, at man ikke ønsker at forbedre landet til det bedre; men nærmere ønsker at sige dét vi ønsker at hører – så vi alle vil deltage i deres fest. Det kom frem d. 24/11-2021, at to norske journalister har været tilbageholdt i Qatar i 32 timer for deres dækning af forholdene op imod den kommende slutrunde. Atter en understregning af at den frie presse på ingen måde er velkommen i Qatar. Hver en krone tjent ved VM i Qatar vil være indsyltet blod. Blod fra de mange tusinde migrantarbejdere, der måtte lade livet for at Qatar kan være vært for det største propagandashow i mands minde. Ideelt set tog ingen afsted. Absolut ingen burde deltage i FIFAs såvel som Qatars misbrug af, hvad vi mener er, verdens smukkeste sport. Det er ikke nemt at vende ryggen til sportens største begivenhed. Men fodbolden er taget til gidsel af magtsyge autoritære styrer, griske rigmænd, magtliderlige og inkompetente ledere. Den eneste måde vi kan vinde fodbolden tilbage på, er ved at sige stop. Og et totalt boykot af sportens største begivenhed ville være det bedste og mest effektive sted at starte. Uden fans er fodbold blot 22 mænd der jagter den samme bold. Uden fans har sporten ingen kommerciel værdi og derfor per definition intet værd, for de der er i færd med at ødelægge den indefra. Uden værdi er sporten derfor ej længere interessant for de der ønsker at misbruge sporten for egen vinding. Det er tid til at vi siger stop! Kollaps af sportens autonomi Et VM i Qatar viser svigt i samtidige led af sportens nuværende politiske system. Et totalt kollaps af sportens evne til at kunne regulere sig selv. Sportens største organ har vist sig ikke alene sårbar overfor korruption, men har skabt en kultur hvori den synes at trives. Hvad enten korruptionen foregår med brune konvolutter eller uforholdsmæssige store årlige stigninger i medlemsbetalinger har sporten skabt en kultur, hvor jagten på magt og rigdom truer sportens eksistensgrundlag, seneste eksemplificeret ved forslaget om VM hvert andet år. En ændring der ville umuliggøre konkurrence på et kontinentalt plan, hvorfor også både UEFA og Conmebol var hurtigt ud og melde en mulig boykot ud. Man kan dog undre sig over, hvorfor en langsigtet, men ligeså alvorlig, trussel mod sportens eksistens ikke behandles med samme alvor af nationale såvel som internationale fodboldforbund. Er det fordi at de også får en del af kagen indtil det hele kollapser omkring ørerne på os? Både FIFA og UEFA er selv skyldige i den selvsamme forbrydelse som klubberne bag den foreslået European Super League. Eneste forskel er at de dårlige kræfter i FIFA og UEFA har spredt sig som en ondsindet kræftknude indeni i sportens største organer. Mens klubberne bag ESL præsenterede selvsamme truslen, men truslen kom denne gang udenfor de etablerede fodboldforbund og var derfor nemt at opponere imod. Fælles for dem alle er dog at de er villige til at ødelægge sporten for egen vindings skyld. Forbrydelser mod sportens grundprincipper Det suverænt værste ved at Qatar overhovedet kunne tildeles et
Dansk 
English (UK)