Målfesten i Farum er blevet genstand for en relevant debat om indretningen på de danske fodboldstadions. Fordi hvad gør vi når antallet af udebanefans er større end afsnittet til dem? Hvad gør vi når forskellige fodboldkulturer kolliderer og potentielt ender med at skabe en konflikt langt større end den man ønsker at forhindre? AGF og Jacob Nielsen har sparket til en debat der har hersket i flere år fankredse. Det handler om noget så stort som hvordan vi indretter vores stadions. Hvordan kan vi sikre at de strukturelle rammer kan være medvirkende til at skabe den største og bedste fodboldfest som vi alle ønsker at tage del i? Bør man risikere at føle sig som udehold på hjemmebane? Hvordan udebanefans behandles har altid været genstand for stor debat. Enkeltes lykke synes nærmest at være bundet op på andres elendighed, mens andre sætter en dyd ud i at behandle andre med den respekt, de selv forventer på udebane. For os i Danske Fodboldfans (DFF) har vi i årevis kæmpet for bedre rettigheder og rammer for udeholdets fans, fordi vi tror på at udebanekulturen er ikke alene en central del i opbyggelsen af de fællesskaber fodbolden består af, men fodboldoplevelsen er også bedre når begge hold har maksimal opbakning. Status quo Den kedelige gennemgang af reglerne vil jeg spare alle læserne for. Men for at opridse det hele så kort som muligt; De nuværende krav for størrelsen på udeholdets afsnit er fastlagt i Superligamanualen punkt 7.4.9.2 og det hedder sig at udeholdet skal have mindst 1.000 pladser, samt at afsnittet skal kunne skaleres op til minimum 5% af stadion kapacitet. Omvendt kan afsnittet også skaleres ned, såfremt at der er en ekstraordinært stor efterspørgsel på billetter fra hjemmeholdets tilskuere kombineret med en begrænset interesse fra udeholdet. Umiddelbart lyder det jo meget godt – man kan udvide hvis der kommer mange fra udeholdet, eller nedskalere hvis der ingen udebanefans kommer og derved fylde de tomme pladser med hjemmeholdets egne fans. 5% kravet matcher i øvrigt UEFAs regler på området. Samtidigt står det klubberne frit for hvordan de vil håndtere udeholdets fans på andre tribuner. Et gennemgående tema for alle stadionreglementer er at de smides ud uden mulighed for refusion. Udebanefans, de evige problembørn For at forstå problematikken med udebanefans, så er vi nødt til at kigge på måden hvorpå de anskues af sikkerhedschefer, modstanderfans og klubbernes ledelse. Det nuværende sikkerhedscirkulære, stadionreglementer og faktisk også Superligamanualen er ikke til at tage fejl af; udebanefans er et risikomoment der i videst muligt omfang skal begrænses til et aflukket område på (og udenfor) stadion. Vi har hegnet dem inde og håndtering minder mest af alt om hvordan diverse kreaturer transporteres til nærmeste slagteri. Også alligevel. Rigtig mange steder blandes udeholdet og hjemmeholdets tilskuere alligevel (lige) udenfor stadionlågerne. Om det er synet af et græstæppe, der antages at få følelserne i kog, vides ikke. Kigger man på hvordan udebanefans udenfor udebaneafsnittet har håndteret den gæstfrihed hjemmeholdet har udvist tidligere, så har man heller ikke gjort meget for at blive gode venner med værterne. Og skal vi nogensinde finde en løsning, så skal gæsterne også behandle udebanerne med samme respekt som de forventer af gæsterne på deres hjemmebane. Jeg forstår til fulde de fans der ikke vil omringes af udebanefans på deres hjemmebane – og det er vigtigt at vi ikke glemmer dem i hele denne debat. Selve håndteringen af udebanefans og stadionreglementet er noget der er udarbejdet over tid. Typisk lægger man blot til gang efter gang. Det vi ikke ser er at man ruller tiltag tilbage – der er som regel aldrig en anledning til at evaluere, om de regler man har, faktisk skulle gøres mindre rigide. Det skulle da lige være når AGFs direktør toner frem på landsdækkende tv og siger det er tid til et opgør med måden udeholdets tilskuere anskues. Og det glæder mig derfor at både AGF og FCN har bedt om at få emnet drøftet på næste møde i Divisionsforeningen. Tilbagerulning af reglerne “Det var bedre i de gode gamle dage – og i Tyskland kan fans af alle hold sidde side om side.” Sådan lyder det på sociale medier i den igangværende debat, begge dele sandheder med en del modifikationer. Uanset hvor meget Jacob Nielsen, jeg og mange andre fans kunne ønske os at fans af forskellige klubber kunne sidde blandet til kampene – så må vi også anerkende at det, upåagtet af gode intentioner, ikke vil være muligt til alle kampe. Der findes kampe i Danmark hvor spændingsniveauet ganske enkelt er for stort på tribunerne – og en blanding af fans på samme tribune vil blot risikere at friste svage sjæle. Men det er tid til at vi gennemgår reglerne, hvorfor vi til dette års seminar tilbage i januar også nedsatte et udvalg der skulle kigge på en udebanepakke 2.0. Vi har ikke en færdig forslagspakke klar endnu. Men af relevante forslag er der blandt andet at klubberne bør kigge på mere fleksible udebaneafsnit og mulighed for at oprette neutrale zoner på stadion hvor fans kunne blandes. Så familier med en fod i begge lejre kunne se fodbold sammen, de der ville se deres hold på udebane, men ikke magtede kaoset der kan omgive en i et udebaneafsnit, også havde en plads på stadion. Men enhver tilbagerulning af reglerne er en potentiel risiko – og folk vil træde ved siden af. Så klubberne skal også gøre sig klar på hvilken risikoappetit de har. Nogle har en stor, andre har en lille. Selv internt i klubberne VED jeg at der er uenigheder på området. Fjerner man eksempelvis nettet foran udebaneafsnittet, så vil der ved første øl kast være en hær af fans, medier, kommentatorer og selvudnævnte eksperter der konstaterer; det var ikke sket hvis nettet var oppe. Og de vil have fuldstændig ret. Men det er her at vi som samfund og i fodbold Danmark bør have en seriøs snak om hvor meget risiko vi vil acceptere til en fodboldkamp – og i hvor høj grad at vi tror
Dansk 
English (UK)