Tag: dialog

Som led i Danske Fodboldfans’ arbejde for at sikre fans’ stemmer høres i relevante sammenhænge, så har vi haft repræsentanter til møde hos kulturudvalget samt rundbordsmøde med SF’s Charlotte Broman Mølbæk og Sigurd Agersnap med øvrige interessenter, herunder DBU, Divisionsforening og Spillerforeningen. Afstedkommet fra denne debat er kulturminister Jakob Engel-Schmidt blevet spurgt ind til det skotske forsøg med en fanbank, et koncept vi stiftede bekendtskab med til FSE kongressen i Manchester. I sit svar understregede ministeren at “Det er afgørende for os, at vi i dansk fodbold bibeholder den lokale klubforankring og det store fællesskab, som idræt og sport skaber lokalt.” samt at ministeriet er “i gang med at undersøge, hvilke tiltag der kan være med til at løse de udfordringer, vi ser i både dansk og international fodbold. Vi vil i den forbindelse også se nærmere på den skotske regerings initiativ om en fanbank.” Det glæder os at se kulturministeren anerkende den lokale betydning af fodboldklubber, samt at der fra statslig side kigges ind i tiltag der hjælpe til med at løse de udfordringer sporten står overfor.  Igennem DFFs medlemskab med Football Supporters Europe (FSE) vil vi løbende følge med hvordan det går med forsøget i Skotland. Vi vil ligeledes følge med i andres landes erfaringer som FSE står for at samle op på i deres ekspert panel for fanejerskab og arvsbeskyttelse.

Tilskuerrekord og malkning af fans Endnu har vi i Danske Fodboldfans ikke fået armene ned efter at vores elskede Superliga krydsede den magiske grænse på 10.000 tilskuere per kamp i den netop afsluttede sæson. Kulminationen på det fantastiske arbejde vi har set rundt omkring i klubberne lige fra fans til administrationen og ned til servicepersonalet på stadion. Glæden er dog kommet med en ærgerlig bismag efter at mestrene i F.C. København valgte at fejre guldet med at udfase deres platin sæsonkort efter næste sæson. Stormen blev herefter forsøgt afblæst med et hasteindkaldt dialogmøde med fanklubben, FCKFC, S12 Forening og en række profilerede enkeltstående fans. Hvad man ikke oplyste om på dette dialogmøde var at den sidste sæson med platinkortet også ville byde på en fjernelse af muligheden for rate betaling for dette sæsonkort, som iøvrigt er det dyreste FCK tilbyder. Hvorfor FCK-fans i dag har lært at de har 9 dage til at lægge de flere tusind de tidligere har haft mulighed for at sprede ud over hele året. Vi har den dybeste medfølelse for de FCK-fans der i den forgangne uge har fået drastisk forringet deres vilkår for at se deres yndlingshold på stadion. Sæsonkortet er måske for mange ikke andet end en adgangsgivende billet til kampe på stadion – men for mange andre er det en fysisk manifestation af tilknytningen til klubben og det kærlighedsforhold der eksisterer. At man fra F.C. Københavns side derfor på denne måde, uden hensyntagen til egne fans, forringer produktet – skruer prisen i vejret – og kræver kontant betaling lige op til en sommerferie skaber splid i kærlighedsforholdet. Vi kan ikke afgøre hvilke sæsonkort/abonnementsløsninger der passer bedst for samtlige klubber. Vi anerkender behovet for lokalt tilpassede løsninger og ser samtidig den store succes abonnement modellen har medført. Det er med abonnementsmodellen lykkedes at gøre fodbold på stadion mere tilgængeligt for langt flere fans. Men at tvinge alle fans over I sådan en løsning afviger fra den segmentering af forskellige fan-typer som klubberne ellers har forberedt sig på de seneste år. Forskellige fans har forskellige behov. For at afdække disse behov er det essentielt at klubben rådfører sig med fans inden de foretager så drastiske ændringer som vi her er vidne til. At man, uden at rådføre sig hos de organiserede fans af klubben, på denne måde forringer vilkårene står i fuldstændig kontrast til den dialog baseret tilgang man har praktiseret i Danmark i årevis. Det er ikke dansk fodbold værdigt. Det er ikke F.C. København værdigt. Vores medlemmer i FCKFC har Danske Fodboldfans’ fulde opbakning og vi håber de kan få klubben i tale og få dem til at imødekomme fans’ ønsker. Ingen tvivl om at FCKs ageren i denne sag har skadet relationen til egne fans, vi håber derfor ligeledes at FCK indser vigtigheden i at sådanne tiltag skal evalueres og diskuteres med demokratisk valgte fanrepræsentanter inden ændringer gennemtrumfes. Fodbolden drukner i penge. Flere tv-penge, flere sponsorpenge, højere transferindtægter. Mere vil have mere – og det lader til at stadiongængerne er de næste der står for skud når den økonomiske fodbold ko skal malkes. Vi minder derfor stilfærdigt om at da coronaen ramte og sponsorer og tv-selskaber var klar til at vende sporten ryggen og stoppe pengestrømmen; der stod fans klar. Den tillid og støtte skal man ikke tage for givet. Sammen står vi fans stærkere – sager som disse er en understregning af at fanklubbers rolle på ingen måde kan negligeres. Støt op hvor du kan – meld dig ind i en fanklub hvis du ikke allerede er medlem.

Fra d. 4-7 juli afholdt Football Supporters Europe (FSE) deres 10. fankongres, hvor over 200 fodboldfans fra hele Europa (i år suppleret af fans fra USA, Australien og Israel) mødtes og diskuterede emner, der berører fodboldfans’ hverdag. Dette år blev det afholdt i skønne Lissabon, hvor værterne var den portugisiske nationale fanorganisation (APDA). DFF sendte vanen tro to repræsentanter til kongressen, og som vi lidt kæk skrev på de sociale medier, så tog vi afsted med vores værdier, og fortalte om dem, lige til vi var hæse og folk var trætte af at høre om alle vores succeser. Formand Christian Rothmann og bestyrelsesmedlem Sarah Agerklint var suppleret af repræsentanter fra Black Wolves (FCM), AGF Fanklub Aarhus og AGF Fans Sjælland. Læs det fulde program her. Awaysfans, samarbejde og Euro2020 Temaerne for dette års kongres kredsede i høj grad om udebanefans, de europæiske konkurrencer, samarbejde og EM i 2020. For to år siden havde FSE udebanefans’ forhold i de europæiske konkurrencer oppe til en workshop. Her blev det besluttet, at der skulle større fokus på de udfordringer vi møder; når udebaneture planlægges med kort varsel, udfordringer med forholdene, visum og meget mere. På denne baggrund lancerede FSE en awayfans survey, ligesom vores egen, hvor de samler informationer og data om dette, som de kan arbejde videre med. Resultaterne blev delt, og undersøgelsen vil fortsætte. For de af jer der deltager i de europæiske kampe, vil vi opfordre jer til at udfylde og dele spørgeskemaet. Så snart dette års survey er klar, deler vi naturligvis denne. I forlængelse af temaet om udebanefans blev der afholdt en workshop om minimum standarder i udebaneafsnittet, hvor Christian Rothmann var en del af panelet, sammen med Sofia Bohlin fra SFSU (Sverige) og Herjan Pullen fra Supportercollectief (Holland), som eksempler på, hvor man nationalt arbejder med minimum standarder og har haft succes. Sideløbende med workshops om udebanefans og afsnit, blev der afholdt workshops om at etablere et forhold til fodbolmyndighederne (såsom DBU og Divisionsforeningen), og her er ingen tvivl om, at vi er år foran de øvrige lande og nationale organisationer, da vi har et godt forhold og en god dialog med DBU og Divisionsforeningen. En ting vi igen og igen bliver bekræftet i, at vi skal være utroligt glade for. Med et EM lige rundt om hjørnet og under et år væk, var der naturligvis også en session om EM. Her deltog Patrick Gasser fra UEFA, og fortalte lidt om strukturen til dette specielle EM, billetansøgninger, priser osv. Han lod det skinne igennem, at det nok var sidste gang, de laver et EM, der afholdes i så mange lande på samme tid med alle de udfordringer det giver for UEFA. Netværk, netværk, netværk De fleste, som har deltaget i en kongres, et kursus eller andet, hvor man møder ligesindede, ved, hvor vigtigt og givtigt det er at netværke. I FSE og EFFC (European  football fans congress) regi er der etableret netværksgrupper, så vi sikrer at der er fora, hvor man kan diskutere helt specifikke emner. Vi var blandt andet med til at etablere en netværksgruppe for nationale fanorganisationer, som DFF, tilbage i 2014 i Bologna. Til netværksmødet i år fik Christian flere gode input med hjem, og etableret nogle rigtig gode kontakter, som vi kommer til at trække på i de kommende år. Ligesom de naturligvis kan række ud og trække på vores erfaringer. Sideløbende deltog Sarah i en netværksgruppe for Fanambassader, som forberedelse til EM2020, hvor København som bekendt skal være værtsby. Her kom også en masse input, kontakter og ideer med hjem.   Reform af Champions League, Europa League og Super league Som afslutning på kongressen blev emnet om de foreslåede reformer af Champions League, Europa League og en lukket Super league vendt og de potentielle konsekvenser dette kan få på fodboldfans og de nationale ligaer. Ikke kun for de hold, som i dag kvalificerer sig og spiller europæisk fodbold. Noget som den gængse fodboldfans formodentligt endnu ikke har fået øjnene op for, eller overskuet de potentielle konsekvenser af. Dette vil helt sikkert være noget, som vi i DFF vil sætte fokus på i det kommende år. Forskellige version af lovlig pyro Fodboldfans kan næsten ikke mødes uden snakken falder på pyro. I år havde FSE valgt at gå skridtet videre og arrangere en pyro workshop, hvor tre lande skulle fortælle og fremvise deres form for lovlige pyro. Her fortalte Bailey Brown fra Dallas og deres nationale organisation ISC om hvordan røgbomber er lovlige på amerikanske stadions, og fremviste dem. Hanne-Mari Jordsmyr fra NSA (Norge) fortalte om de norske regler og fremviste de romerlys vi alle kender fra stadions, men vi var blevet inviteret til at fortælle om de danske koldrøgslys. Disse blev også demonstreret, hvorefter deltagerne havde mulighed for at prøve dem selv. Reaktionerne på lysene fra Tifontaine var overvejende positive, og vi glæder os også til at de første gang kommer i brug i Danmark på et tidspunkt.   Ny bestyrelse i FSE Som afslutning på kongressen blev der afholdt generalforsamling og den nye bestyrelse blev valgt. Tillykke til Hüseyin Emre Balli (ÜNIFEB 1907), Pierre Barthelemy (Association Nationale des Supporters), Paul Corkrey (Fans Embassy Wales), Martha Mestre Gens (Associação Portuguesa de Defesa do Adepto), Kevin Miles (Football Supporters’ Association), Herjan Pullen (Supportersvereniging Ajax Amsterdam), Jim Spratt (Amalgamation of the Official Northern Ireland Supporters Clubs), og Gregor Weinreich (Club Nr.12 – Bayern)

Tidligere i denne uge kom det frem at den sidste runde i denne Superligasæson rykkes fra søndag d. 26 maj til lørdag d. 25, for at tilgodese et eventuelt folketingsvalg. I Danske Fodbold Fans undrer vi os over timingen af denne flytning og manglende involvering. Dansk fodbold har over længere tid investeret meget i at få flere tilskuere til fodboldkampene på de danske stadion. En beslutning om at flytte den sidste runde i landets bedste fodboldrække 27 dage før afholdelse synes dog ikke at harmonere med de øvrige tiltag. Den sidste runde beskrives af Divisionsforeningen som fodboldens store afslutningsfest, det undrer derfor hvorfor man som udgangspunkt placerede denne på en valgdato – som vel kan betegnes som en af demokratiets største festedage. I argumentationen for flytning påstås det at flytning sker med hensyn til fans. Det undrer os, da ingen organiseret fodboldfans synes at have været involveret i beslutningsprocessen. Tidligere i denne sæson oplevede vi at kampen mellem Silkeborg IF og Viborg FF i runde 31 blev flyttet 34 dage før det oprindelige spilletidspunkt. Begrundelsen er her at TV ønsker at transmittere kampen og den derfor er blevet flyttet. Hvorvidt kampene flyttes af den ene eller anden grund fjerner det ikke det underliggende problem i at vi som fans ikke længere kan regne med det planlagte program. For at skal skabe de bedste mulige vilkår for fans og tilskuere så er det væsentligt, at det endelige program kendes så tidligt som muligt og at dette ikke ændres efter offentliggørelse. ”Som passioneret fodboldfan er det ofte et krav at fodbolden prioriteres over andre begivenheder og at disse først fastlægges efter kampprogrammet er offentliggjort. Vi skal allerede forholde os til at fodbold i landets bedste fodboldrække spilles over fire ud af ugens syv dage. At man nu også skal forholde sig til, at kampprogrammet stadig ændres efter offentliggørelse gør det ikke nemmere for den danske fodboldfan at tage på stadion.” udtaler DFFs formand, Christian Kokholm Rothmann. I Danske Fodbold Fans arbejder vi forsat på at kunne sætte vores præg på kampplanlægningen, så fodboldens store afslutningsfest såvel som de øvrige fodboldkampe i landets bedste fodboldrækker kan spilles med flest muligt på tribunerne.

Fodboldfansenes interesseorganisation Danske Fodbold Fanklubber (DFF) har i over 10 år haft som formål at skabe de bedste rammer og vilkår for de tusinder af fans, der uge efter uge, år efter år, besøger de danske stadions.

da_DKDansk