Kategori: Presse

Til aftenens kamp mod Moldova fulgte landsholdets spillere og DBU Norge, Tysklands og Hollands eksempel – eller gjorde de? Blink og du havde misset det under TV transmissionen. Efter en uge, med intens fokus på den kommende slutrunde i Qatar, vågnede DBU endelig. Efter flere år med pres og opfordringer fandt de ud af at den “kritiske dialog” og truslen med at deltage i slutrunden (Qatar og FIFA må ryste i bukserne bare ved tanken!) ikke længere er nok. De vil gøre mere og er gået i dialog med andre af de største fodboldforbund, siger de selv. Og hurra for det. Ærgerligt at det skulle lade sig vente til den anden kamp i kvalifikationen til VM før det gik op for DBU. Sammen med ønsket om flere forbedringer annoncerede DBU at spillerne ville lave en markering før aftenens kamp mod Moldova. Vi havde allerede set, hvordan Norge, Tyskland og Holland havde iført sig t-shirts under nationalmelodien og derigennem sikret den maksimale eksponering af deres kampagne. Forhåbningerne til den danske kampagne var derfor stor; de havde jo fået serveret opskriften på et sølvfad; en sikker vinder! Men hvad gør DBU? Ja de gør vel, hvad der kan betragtes som en absolut minimum indsats for at man overhovedet kan omtale det som værende en kampagne. Helt ærligt; at kun have t-shirten på under hold-billedet betød, at man som TV-seer knapt så trøjen. Og uden fans på lægterne var der heller ingen her der blev væltet omkuld af det ‘massive’ pres DBU og spillerne lå på Qatar. Det er sgu en ommer! Hvis vi kigger på selve ‘kampagne’ t-shirten. “Football Supports Change” [DK: Fodbolden støtter ændringer] og et Hummel logo. Men karakteristisk for hele DBUs ‘kritiske dialog’ er det noget, der glimter i sit fravær; nemlig et DBU logo. Undskyldningerne for det manglende logo er sikkert mange, men man kunne jo – efter tysk eksempel – have købt en malerspand hos storsponsoren Stark og dekoreret de nye trøjer med et budskab.Men næ nej, man ville lave en trøje man kunne sælge, så penge kunne sendes til migrantarbejderne og deres familier. Symptomatisk for hele Qatar forløbet, det er fans der skal påpege problemet og kræve handling fra DBU – nu er det gudhjælpemig også fans der skal betale til migrantarbejderne og deres familier. Kan I ikke selv se det DBU?Hvor mange penge kaster spillerne og DBU selv i? Eller er det kun fans der skal finansiere deres gode samvittighed? Og så påpeger vi slet ikke den vattede tekst på t-shirtsene “Football Supports Change”… Der er sgu brug for mere end “Change” – der er brug for at fodboldens magthavere tager sig sammen og ikke bringer sporten i yderligere miskredit. Ikke siden Maradona og Michel Platini’s t-shirts “No drugs” og “No to corruption” har man set så håbløse ‘kampagne’ trøjer i forbindelse med en fodboldkamp. Det er glædeligt at DBU og spillerne har stemplet ind i kampen. At det er uden konkrete krav, en deadline og med verdens mindste kampagne efterlader et stort håb for at man indstiller kanonerne på noget mere. Brug tiden på at stille krav til FIFA og Qatar, og ikke at græde snot over to journalisters direkte ord i Weekendavisen. Hvis I, DBU, mangler inspiration til krav – så kan I låne vores: Fri adgang for pressen i hele landet Ansættelse af uvildige observatører til at overvåge forholdene for migrantarbejder herunder deres arbejdsplads og boligforhold. Samt sikrer aflønning finder sted. Obduktion af samtlige dødsfald hos migrantarbejderne i Qatar Mænd og kvinder skal kunne se fodbold på samme tribune Vi fortsætter presset for at få dansk fodbold til at tage ansvar og i det mindste forsøge at ændre fodbolden til det bedre. I mellemtiden opfordrer vi alle til at underskrive borgerforslaget og underskrive Amnestys underskrifts indsamling.

Fodboldens evne til at omfavne os alle og glemme tid og sted sættes konstant på prøve, da fodbolden er blevet fanget i en geopolitisk magtkamp hvor nationer, institutioner og rigmænd ingen midler skyr for at sikre at de, gennem sporten, repræsenteres på den bedst mulige måde. At sport og politik skal adskilles høres tit – og vi er enige. Men at påstå at sport og politik rent faktisk ER adskilt er en historie- og tankeløs bemærkning. Fordi sporten, herunder fodbolden, er og bliver fortsat brugt politisk. Tildelingen af slutrunder og større idrætsbegivenheder er en kampplads hvor nationerne med deres sports koryfæer og andre større personligheder kæmper, med opbakning fra det pågældende lands styre, om at blive de næste i rækken. Alle skal de overgå tidligere begivenheder; det handler om at vise at man er større og bedre end alle andre. Sporten har uomtvisteligt nydt godt af den politiske involvering, de store slutrunder er blandt andet med til at vække interessen hos næste generation af eliteudøvere samt sikre at der er en platform, hvor de med sponsorer i ryggen kan veksle opmærksomheden til kolde kontanter. Det påvirker ikke nødvendigvis sporten med politisk opbakning, men hvad der skader sporten er, når sporten bliver misbrugt som en nations propaganda kampagne og den pågældende nation helt tydeligt ignorerer de værdier sporten er bygget op om. Qatar 2022 Modsat tidligere er debatten om slutrunden startet flere år inden den finder sted. Diskussioner og debatter har ulmet under overfladen lige siden Sepp Blatter tilbage i 2010 afslørede, at Qatar skulle være værter, men modsat tidligere er debatten nu ikke kun i fankredse, ikke kun blandt de få. Debatten er nu offentlig, i medierne og blandt massen af fodboldfans, men også udenfor de snævre fankredse.  VM i Qatar 2022 er kontroversiel på flere niveauer end tidligere set. Ørkenstaten har ikke tradition for fodbold eller fodboldkultur, og med 300.000 lokale er det formodentligt ikke det noble ønske om at sprede fodbolden, der ligger bag placeringen af VM i Qatar. Der er en række af udfordringer forbundet med afholdelse af et VM i Qatar, i blandt disse udfordringer er det fortsat ikke muligt for mænd at kvinder at se fodbold på de samme afsnit. I Danske Fodboldfans (DFF) mener vi ikke, at ens køn skal afgøre hvilket afsnit man befinde sig på, hvorfor det må være et krav til værterne og FIFA at sikre, at mænd og kvinder kan så side om side til slutruden i Qatar 2022.  6.750 eller 37 døde? The Guardian bragte i slut februar en artikel om at der havde været 6.750 dødsfald blandt de asiatiske arbejdere siden Qatar fik tildelt VM. Selv siger Qatar at “blot” 37 er døde i forbindelse med stadionbyggerier til VM, 34 er desuden klassificeret som “ikke-arbejdsrelaterede” dødsfald. Ingen af tallene er rigtige, men det skyldes manglende åbenhed fra Qatar.  Det er svært at få verificeret dødsårsager, det er svært at få verificeret antallet af døde, fordi de ikke obduceres. Det er svært at få verificeret tallene fordi Qatar har gjort alt i deres magt for at lægge låg på og skjule det. Der er ikke fri adgang for pressen, og den viden vi har i dag er kommet frem, fordi journalister har risikeret alt, for at komme bag kulissen og grave fakta frem. Adskillige journalister er blevet tilbageholdt og chikaneret af myndigheder. Hvis Qatar virkelig mener reformer og vil forandring, bør fri presse være første skridt. Men betyder det i sidste ende noget om det er 6.750 eller blot 37? Betyder det reelt noget om dødsfaldene er sket på stadion byggepladser, eller i bygningen af den generelle infrastruktur, som skal understøtte VM? Når dødsfaldene skyldes dårlige arbejdsvilkår? Når dødsfaldene skyldes umenneskelige levevilkår? Når dødsfaldene skyldes at arbejderne behandles og lever som slaver, noget de fleste af os troede forsvandt med det 19. århundrede? For at sikre gennemsigtighed i migrantarbejdernes forhold, arbejds- såvel som bolig anser vi det som værende essentielt at uvildige observatører ansættes for sikre at Qatar overholder deres forpligtelser over for International Labour Organization (ILO) og Amnesty. Ligeledes skal klagesager vedrørende manglende udbetaling af løn opprioriteres således at der ikke går længere end 1 måned før der falder dom, samt skal der falde dagsbøder når arbejdsgiver ikke formår at udbetale løn rettidigt. Alt sikre arbejderes rettigheder bør være en første prioritet for lederne af arbejderklassens favoritsport. Boykot eller ikke boykot? I DFF har vi naturligvis fulgt med i debatten og herunder også borgerforslaget til boykot af slutrunden. Hvorvidt der skal boykottes eller ej er en kompleks beslutning. Men at melde ud at man ikke vil boykotte skaber flere problemer end det løser. Fordi ved at melde ud at man ikke vil boykotte, har man fjernet sin mulighed for at presse Qatar og FIFA. Fordi alt de ønsker er, at afvikle en slutrunde, hvor vi alle skal glemme debatten til selve slutrunden. Jo mere de kan undgå debatten før slutrunden, jo større sandsynlighed er der også for at når spotlightet slukkes over Qatar, forsvinder debatten. FIFA har bevist, at de kan foretage ændringer. Se bare de fanzoner der er oprettes, hvor der – stik imod de normale regler i Qatar – serveres alkohol. Noget der ellers går imod landets love – men med en stor sponsor, der lever af at sælge alkoholprodukter er det muligt. Kan de også sikre varige forandringer, når der ikke er en stor sponsor, der beder dem om det? Hidtil har vi hørt fra DBU, at de holder møder med Qatar, at de tager afsted med deres værdier, men de afviser et boykot. Hvilke forandringer forventer man Qatar leverer, når der ikke er en konsekvens i sidste ende for at trække på fødderne og fortsat ikke have implementeret varige reformer?  Et nyt FIFA under Infantino? Efter pres fra blandt andet Amnesty og medlemslandene tilføjede FIFA et krav til de nationer der skulle huse fremtidige slutrunder og fremtidige internationale turneringer, hvilket naturligvis er yderst positivt. Men lig reformerne i Qatar ser vi også her, at reglerne kun er så gode som evnerne til at

Og vi har valgt at “keep it simple”, så det er næsten også navnet på det nye initiativ: FanNetværket for Kvinder. Mænd dominerer billedet af fodboldfans, og er også i overtal de fleste steder – på tribunen, i udebanebusserne, i debatterne, på pubberne, etc. Men vi ved at der findes rigtig mange kvindelige fans derude. Og mens der er masser af netværk, grupperinger og andre steder vores mandlige medfans kan mødes, sparre, diskutere eller bare være fodboldfans sammen – så kniber det stadig med muligheder for de kvindelige fodboldfans. Det vil vi lave om på! Hvem er vi? Vi er en gruppe af  5 kvindelige fodboldfans, som er gået sammen om at etablere et netværk for kvinder. Vi har forskellige erfaringer fra fodboldfanmiljøet og trådt forskellige veje. Vi kommer fra forskellige klubber. Har forskellige baggrunde og forskellige kompetencer. Men fælles for os alle 5 er, at vi brænder for fodbold, fanmiljøet og for det her netværk! Okay – hvad er det så for et netværk? FanNetværket for Kvinder er et trygt sted, hvor kvinder kan være engagerede fodboldfans – uden at skulle bekymre sig om mansplaining, nedgørelse, usikkerhed, etc. Det er et sted, hvor vi kan snakke om de særlige udfordringer ved at være kvindelig fodboldfan og om chikane på tribunen, men også et sted hvor vi kan debattere VAR, reform af europæiske ligaer eller noget helt tredje. Det er et sted, hvor kvinder kan finde andre kvinder til at tage på stadion sammen med og igangsætte projekter. Det er et sted, hvor vi kan hjælpe hinanden. Det er et sted, hvor vi kan bygge hinanden op. Det er et sted, hvor vi kan sparre og udvikle os. FanNetværket for Kvinder er for alle kvinder, uanset baggrund, seksualitet, religion, hudfarve, klubforhold – om man er fast på stadion eller mest ser kampene på tv. Er du fodboldfan? Så er du kommet til rette sted. Vil du være med? Vi kickstarter FanNetværket for Kvinder tirsdag d. 23. marts kl. 19:30 med et online møde, hvor vi vil fortælle mere om vores tanker med netværket, men vi vil også meget gerne høre fra jer! Tilmeld dig her: http://eepurl.com/hq9Kqn   Program for opstartsmøde: IntroduktionHvem er vi der står bag og hvordan er vi organiseret Præsentation af netværksinitiativetHvad er vores tanker, men også en debat om indhold og formål. Hvad tænker i? Spørgsmål/evt. – mikrofonen er åben Næste skridtHvad skal der så ske, når vi har lagt på? Anja Beikes (AGF), Katinka Riess (FCK), Katrine Blom (BIF), Ronja Siesing (FCK), Sarah Agerklint (BIF) – kontakt os på: fnk@fairfans.dk eller læs mere om FanNetværket for Kvinder

I sidste uge skød Divisionsforeningen, DBU og klubberne gang i en kampagne for at vende tilbage til Superligaordningen og få flere fans på stadion. Danske Fodboldfans var klar med opbakning. Vi havde håbet, at oplysningskampagnen og opmærksomheden var nok til at få politikerne på Christiansborg til at tage affære. Men ak! Indtil videre er der ikke udsigt til en tilbagevenden til Superligaordningen. Derfor skyder Danske Fodboldfans gang i næste del af kampen – og vi har brug for hjælp fra alle jer der elsker fodbold! Fraværet af respons fra beslutningstagerne har stået som en torn i øjet på os. At regeringen og deres støttepartiers beslutning om ikke at tage imod Divisionsforeningen og F.C. Københavns invitation til ved selvsyn at opleve Superligaordningen og blive klogere på, hvordan COVID-19 håndteres ude i den virkelige verden, bliver hos os derfor modtaget som om at politikerne nægter at lade fornuften sejre og lovgive ud fra den bedst mulige viden. Hulu bulu – beslutningstagere hvor er I henne? Når hverken Kulturminister Joy Mogensen, eller Sundhed- og ældreminister Magnus Heunicke, har ønsket at udtale sig i denne sag, så har vi været nødsaget til at få et indblik i Regeringens beslutningsproces fra Kultur- og medieordfører, Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet. Direkte adspurgt om hvorfor Tivoli og øvrige forlystelsesparker kan lukke væsentligt flere ind end det tillades på stadions, svarer ordføreren, at det skyldes at “de har et større areal gæsterne kan boltre sig på”. Det synes vi naturligvis er et yderst godt argument, for under en pandemi som COVID-19 giver det mening at antallet af personer, der kan opholde sig indenfor et givent område er bestemt af området størrelse, for at sikre god afstand mellem personer og derved minimere smitterisikoen. Vi må dog i denne forbindelse minde ordføreren om, at ikke alle stadion har den samme størrelse, derfor anser vi ordførerens argumentation for at stride direkte imod regeringens restriktioner, som netop ikke tager hensyn til de fysiske rammer på et fodboldstadion. Fodboldklubber er altså underlagt den samme begrænsning på 500 tilstedeværende (ikke 500 tilskuere), uanset om de spiller på bane 1 i den lokale serieklub eller på et stadion med flere tusinde pladser. På trods af at de tilstedeværende på stadion ellers har “et større areal de kan boltre sig på…” Ordførerens argumenter for fortsat at hindre klubberne i at afvikle kampe under Superligaordningen bærer i høj grad præg af, at ordføreren ikke har forstået, læst eller set det oplæg og den plan der er fremlagt i Superligaordningen, og som er godkendt af sundhedsmyndighederne. Der nævnes blandt andet adgang til boder, toiletter og indgang som kritiske punkter. Men som det fremgår i den fremlagte plan er disse begrænset til 500 personer (modsat hvad vi eksempelvis ser i forlystelsesparkerne), derudover beskrives det grundig i protokollerne, hvordan disse ‘kritiske punkter’ sikres både med afstand og hyppig rengøring. En plan som Divisionsforeningen har lavet en letforståelig info-film om, som selv politikere burde kunne forstå. Du kan selv se den her. Ideelt set burde vi som en frivillig forening ikke sidde og kunne belære en ordfører om så centrale og basale elementer i den afvikling som Superligaordningen foreslår, en ordning der koster dansk fodbold millioner for hver eneste uge den er suspenderet. Tidligere i dag har Kulturminister, Joy Mogensen, endelig udtalt sig til pressen. Dette er sket i et, kort, skriftligt svar til Ritzau, hvor Kulturministeren skriver at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at lukke flere end 500 tilskuere ind til sportsbegivenheder og risikoen for superspreder begivenheder er for stor. Ligesom Kultur- og medieordfører, Kasper Sand Kjær, synes Kulturministeren også at være yderst dårligt klædt på til at udtale sig om Superligaordningen såvel som nuværende restriktioner. Da begrænsningen på de 500 inkluderer klubansatte, medier og anden personel til kampafviklingen. Derudover henvises der atter til risikoen for at superspreder begivenheder er for stor. Vi må her antage, at der igen refereres til kampen i Atalanta i februar. En kamp der altså blev afviklet i et andet land og uden de protokoller som er designet ud fra anbefalinger fra de danske sundhedsmyndigheder. Hvis bare der var en minister eller anden beslutningstager, der kunne fremlægge de reelle og evidensbaserede argumenter der er for at fortsætte suspenderingen – men de er gået i flyverskjul og har sendt en ordfører og en minister uden den fornødne viden i byen, for at retfærdiggøre, hvad der blot synes at blive en dårligere og dårligere beslutning. At DBU, Divisionsforeningen og klubberne har lagt pres på politikerne har ikke givet det ønskede resultat. Når en klub som F.C. København inviterer politikerne på besøg, så bliver regeringen og dens støttepartier derhjemme. Et massivt pres på de sociale medier har ej heller lokket beslutningstagerne frem i lyset. Det er derfor at vi nu ser det nødvendigt at intensivere kampagnen og få aktiveret landets mange fodboldfans. Til alle fodboldfans – Vi har brug for jeres hjælp! Der er forsøgt med en oplysningskampagne, og enkelte politikere har lyttet, men vi skal have dem alle til at lytte, og vi skal have nogle svar. Vi opfordrer derfor alle fodboldfans til at kontakte deres folkevalgte repræsentanter og afkræve dem svar! Helt konkret ønsker vi svar på følgende spørgsmål: Hvor lavt skal smittetallet være for at Superligaordningen kan genindføres? Hvilke andre tiltag kan/skal fodboldklubberne tage for at Superligaordningen kan genindføres? Hvis arealet er bestemmende for det maksimale antal personer på blandt andet en bar, restaurant og forlystelsespark – hvorfor er det så ikke gældende for et fodboldstadion? Hvilken evidens ligger til grund for vurderingen af at afvikling af fodboldkampe under foreslået model bør klassificeres som potentielle superspreder begivenheder? Bolden er nu os jer, alle danske fodboldfans. Hjælp os med at kontakte de politikere, som er valgt ind i jeres område, og dermed sidder der med jeres mandat! Støtter de op om Superligaordningen, og hvis ikke – så afkræv dem svar på de spørgsmål vi har nævnt ovenfor. “Det er sjældent, at fans vi er enige på tværs af tilhørsforhold og tilgang til stadionoplevelsen Men politikerne er lykkedes med noget, som sjældent sker. De har samlet

Det startede så godt! Danmark gik forrest i en ansvarlig tilbagevenden til en sikker afvikling af fodboldkampe på stadion. Men siden D. 18 september har dansk fodbold nærmest været slået tilbage til start. Grundet en suspendering af Superliga ordningen, på ubestemt tid. Suspenderingen betyder, at klubberne igen er underlagt et max på 500 tilstedeværende (ikke 500 tilskuere) til en kamp, uanset hvad de fysiske rammer ellers tillader og hvilke sundhedstiltag der er iværksat. Superliga ordningen – Den model de danske klubber har lavet – er blevet kopieret rundt om i Europa og sikrer pt at blandt andet tyske fodboldfans atter kan samles – naturligvis inden for de sundhedsmæssige retningslinjer, på stadion. At en model der er udviklet i Danmark kopieres internationalt må og skal ses som et kvalitetsstempel på det arbejde klubberne, Divisionsforeningen og DBU lagde bag, samt det endelige resultat. Et resultat der også afspejles i det faktum, at der ikke er konstateret et eneste smittetilfælde ved de 46 kampe, som blev afviklet under den såkaldte Superliga Ordning. Vi er ikke blinde for, at man fra regeringens og myndighedernes side skæver med bekymring til stigende smittetal. Vi forstår godt, at man tidligere har kigget med bekymring tilbage på Atalanta kampen, som havde stor betydning for smittespredning. Men vi forstår ikke, at man ikke samtidig kigger på hvordan den pågældende kamp blev afviklet tilbage i februar måned, sat i forhold til hvordan vi har afviklet fodboldkampe i Danmark siden genåbningen tilbage i juni måned. Vi tillader os og gentage, der er afviklet 46 kampe under Superliga Ordningen med NUL (!) smittetilfælde. At man har valgt fra politisk side at suspendere denne på ubestemt tid uden udsigt til bedring forekommer for os og resten af fodbold Danmark uforklarligt og ganske uhensigtsmæssigt. Som fans med fast gang på landets fodboldstadions er der naturligvis et personligt ønske om at komme tilbage til fællesskabet på tribunerne, oplevelser med favorit klubben og se de lokale helte. Men udover det personlige ønske er der også en bekymring om, at en fortsættelse af status quo vil ødelægge økonomien bag fodboldklubberne og derved få vidtrækkende konsekvenser for, hvad vi anser som værende langt mere end blot sportsklubber og kulturinstitutioner. Fodboldfans landet over sidder med gru og venter blot på at den første klub falder helt ud over afgrunden. Beslutningstagerne tvinger os til at sidde og vente på at klubber dør. Vi har allerede set fyringer som direkte konsekvens af den seneste nedlukning. Hvor længe skal det fortsætte? ”COVID-19 har på mange måder påvirket vores liv og det er vel de færrest der ikke forstår, at vi ikke agere uafhængigt af omstændighederne vi befinder os i. Det langt færre forstår, er hvorfor regeringen vælger at lukke ned for begivenheder og løsninger, som faktisk viser at de har foretaget de nødvendige forholdsregler”. Udtaler DFF formand, Christian Kokholm Rothmann, og fortsætter ”Fra vores side er der stor tiltro til den model der er udviklet for dansk fodbold og vi bakker 100% op om den. Det er vores opfattelse klubber netop har gjort alt det de sundhedsfaglige har anbefalet. At klubberne fortsat ikke må åbne for flere fans på stadion er derfor utroligt ærgerligt.” Med grundige og sundhedsmæssige forsvarlige protokoller har klubberne, DBU og Divisionsforeningen gået længere og gjort mere end, hvad vi ser i det omkringliggende samfund. Protokoller som er godkendt af politiet og sundhedsmyndighederne. At man fra politisk side ikke anerkender dette store arbejde, fjerner incitament fra andre for at sikre sig bedst muligt imod en mulig smittespredning. For det ændrer tilsyneladende ikke på, om man må afvikle begivenheder eller ej, det kan og må på ingen måde være politikernes ønske. De der har en sundhedsmæssigt forsvarlig plan og beviseligt kan afvikle denne, de burde belønnes med en tilladelse til at afvikle begivenheder under denne plan. Alt andet skaber tvivl om hvorvidt nuværende restriktioner opretholdes ud fra et sundhedsfagligt perspektiv eller et politisk perspektiv. Såfremt politikerne mener, at klubberne skal gøre mere, så forekommer det underligt, at de ikke har informeret herom. Værktøjskassen er på ingen måde tom; hvis det ikke er tilstrækkeligt at afstandskravene overholdes, så kan der eksempelvis suppleres med mundbind. Hvis politikerne og de sundhedsfaglige eksperter kan og vil belyse de områder, de mener ikke er dækket godt nok, så muliggør de en justering af modellen. Hvis de er i tvivl om, hvad Superligaklubberne har gjort og hvad Superliga ordningen indebærer, så har divisionsforeningen lavet en lille explainer, som selv politkere kan forstå. Du kan se den nederst på siden At holde fans, klubber og samfundet væk i uvished skaber intet andet end frustrationer. Det er tid til at beslutningstagerne tager bladet for munden, hvad skal klubberne mere gør for at få flere fans på stadion? Og hvis de fortsat ikke kan sætte en finger på den plan der er lavet. Så ser vi ikke andre muligheder end at tillade planen og få #FlereFansPåStadion. Du kan læse alle udmeldinger fra Danske Fodboldfans om Covid-19 her:En Superliga efter coronavirussen (16. marts 2020)Støt din favoritklub under Covid-19 (18. marts 2020)Giv os fodbolden tilbage! (6. juni 2020)Så ta da ansvar! (29. juni 2020)Fodbold på stadion under en pandemi (15. september 2020)

da_DKDansk