Der har aldrig været så mange penge på spil i fodbold og særligt ikke i vores hjemlige ligaer. Med pres fra udlandet og hjemlige konkurrenter investeres der massivt i klubber og ejerkredser presses for at sende flere penge til vores elskede fodboldklubber. Det økonomiske pres der er på klubberne, har viderebragt en ny problemstilling for den enkelte fan såvel som det lokalsamfund klubben befinder sig i. Hvem ejer klubben? Hvor kommer pengene fra? Drives klubben med et ønske om ikke alene at overleve nuværende ejer men fremstå som en bastion for selv årene efter ejerkredsen er skiftet ud? Divisionsforeningen vedtog 20. Juni i år et nyt regelsæt for ejerskifte i dansk fodbold. Vi hylder tiltaget og mener det kan være med til at skræmme de værste potentielle ejere væk. Men regelsættet alene forhindrer ikke at vi gentager de frygtelige scener vi i bare den seneste tid har set sig udspille. For os her der tre helt centrale punkter der skal sikres i denne turbulente tid: Klubber er bevaringsværdige i deres natur – derfor skal de beskyttes. Højere grad af faninklusion i klubberne – helst helt oppe på bestyrelses niveau Flerklubejerskaber risikerer at underminere sportens fremtid – de udfordrer konkurrencens integritet og kan føre til negligering af mindre klubber. Bevaringsværdige monumenter Ejerskabet af en fodboldklub strækker sig for os langt udover hvad der kan ses i CVR-registeret. Lokalsamfundet og klubberne har i årevis dannet nærmest uløselige bånd som ingen andre selskaber kan mønstre. Historierne om hvordan glæden ved fodbold overleveres fra generation til generation, hvordan fodbolden har skabt grobund for nye relationer, slår alle fast at en fodboldklub er langt mere end bare et ansigtsløst selskab der kan drives ud hensyntagen til dets historie og den indvirkning klubben har i sit lokalsamfund. Det er derfor vores mening at enhver overdragelse, og drift, af klubber skal ske med hensyntagen til dette. I relation til hvordan klubbernes drives bør de betragtes som værende bevaringsværdige og skal derfor behandles med dertilhørende respekt. Hvad der gør den enkelte klub bevaringsværdig, varierer fra klub til klub. Men helt centralt har vi klubbens farver og dens logo. En eventuel ændring af disse bør derfor foregå i tæt dialog med alle interessenter. Ligeledes bør driften af enhver klub foregå i tæt dialog med disse for at sikre den lokaleforankring af klubben, som er fundamental for dens eksistens. At sikre klubbers fremtid handler også om at vi sikrer fodboldens evne til at være selvforsynende, i den forstand at fodbolden lider under et konstant behov for flere penge. Og så længe behovet for indskud af ekstra kapital eksisterer vil klubbernes fundament altid være truet. Flerklubejerskaber Et af de mest hyppigt diskuteret emner er flerklubejerskaber. Altså hvor én ejer har flere klubber. Divisionsforeningen har med deres regelsæt allerede begrænset muligheden for dette nationalt. Men det er forsat muligt at eje flere klubber på tværs af landegrænserne. Forholdt muligheden vil størstedelen af de danske klubber sikkert kunne få gavn af viden fra andre klubber og etableret modeller for hvordan en fodboldklub kan drives på bedst mulige vis. Ikke at det i sig selv er et succeskriterie eller kan ses som en fordel alene at eje andre klubber. For som vi desværre har eksempler på i Danmark kan disse klubber være drevet under forskellige vilkår og derfor have forskellige forretningsmæssige udfordringer som nødvendigvis ikke kræver samme ekspertise. Foruden de hypotetiske fordele ser vi dog en endnu større konkurrencemæssige udfordring – hvis ikke direkte kollaps af konkurrences og turneringernes integritet – ved at lade en person og/eller organisation eje mere end én klub i disse. Særligt da det stiller spørgsmål om hensigten for ejerne bag. Er man villige til at lade den rene konkurrence bestå og lade det bedste hold vinde? Naturligvis burde organisationer som UEFA have taget hånd om dette for længst (og fulgt deres egne regler), men siden Red Bull fik lov til at stille op med to hold i samme turnering virker en reel opretholdelse af disse regler til at være utopi. I et forsøg på at omgå de mere restriktive muligheder for at udleje spillere har vi også set ejere anvende andre klubber til at agere rugekasser for spillerne der ikke helt er gode nok til at spille for den ’bedste’ af de ejet klubber. En degradering af en klub til at agere fødekæde i et netværk af klubber ses alene for en omgåelse af gældende regler og intensionen bag disse. Derudover er det et slag i ansigtet til de lokale fans og sponsorer der må se deres elsket klub nedværdige sig selv til ikke længere af være drevet med ønske om at se klubben præstere bedste muligt – men blot assistere andres klub i deres jagt på succes. For os er synspunktet klart; klubber der er ejet af samme person og/eller organisation burde ikke kunne deltage i samme turnering. Derudover skal de enkelte klubber altid drives således at den konkurrencemæssige integritet består, samt sikre at klubbens mulighed for sportslig som økonomisk succes ikke kompromitteres af en ejers ønske om at hjælpe andre klubber. Derfor er vi som udgangspunkt imod konceptet og mener at ejere skal begrænses fra opnå ejerskab i mere end én fodboldklub. Der findes naturligvis eksempler på ejere med flere klubber, herunder FC Midtjyllands ejere, hvor ekspertisen har kunne anvendes på tværs af landeskæl. Det skal dog nævnes at klubberne i denne sammenhæng stadigvæk til gode at møde hinanden betydende i en fodboldkamp, hvori vi ser implikationerne ved ejerskab af flere klubber for at være størst. Fanejede klubber / fan involvering Ideen om fanejede klubber er nobel og prisværdig. Men med fodboldens eksplosive vækst og tårnhøje kapitalkrav virker udsigten til fanejede klubber mere fjern for hver eneste dag der går. Når der snakkes om fanejet klubber er det væsentligt at forstå at klubberne ikke bør drives med samme intensitet og fandenivoldskhed som der ses på tribunerne weekend efter weekend. Men varetagelsen af klubbens interesser skal ske i længere perspektiv uden at blive forblindet af kortvarige succeser eller fiaskoer. At en klub alene er fanejede er heller

Egentligt ville jeg helst have forsat debatten om, hvordan fodboldens økonomiske skævvridning har åbnet døren for tvivlsomme investorer og hvordan nye ejere – uden respekt for de klubber de overtager – river alt væk der gør fodboldklubben til meget mere end et almindeligt selskab i lokalsamfundet. Men fodbolden har andre, og i dette tilfælde mere presserende, problemer. Nemlig at enkelte benytter vores elskede fodbold som en lejlighed til at udøve vold og hærværk. Lad mig starte med at være fuldstændig klar i spyttet; jeg håber de skyldige for urolighederne til forrige weekends derby findes og straffes efter gældende lov. Præcis som ved alle andre lovovertrædelser i vores samfund. Fodbolden er til for os alle, et fælles mødested, hvor vi kan samles og være sammen i dyrkelsen af vores fælles passion. Det ærgrer mig inderligt, at enkelte ikke kan finde ud af at indrette sig efter samfundets normer og regler. At man på den måde tilsidesætter andres ve og vel i en endeløs jagt på frigivelse af endorfiner. Er din største glæde her i livet at slås med andre, så find ligesindede og dyrk det langt væk fra alle os, der ikke ønsker at tage del i det. Jeg husker vores tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, var ude efter hooligans der udkæmpede deres territorielle kampe i landets skove og ville straffe dem. Men det er vel bedre at de gør det et sted, hvor de ikke udsætter uskyldige for fare, end det modsatte? Jeg savner kontekst, indsigt og proportionalitet i diskussionerne som følge af hændelser som dem vi var vidne til sidste søndag. Vi har hævet straffen gang for gang, men har det afhjulpet problemerne? – NEJ! At tro at hårdere straffe skulle virke, det bygger på antagelsen om at volden er et resultat af et rationelt og afvejende tankemønster. Det tror jeg ganske enkelte ikke på. I 2016 udgav justitsministeriet en rapport der sagde det samme: Hovedkonklusionen er, at de længere straffe for simpel vold, alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsuheld ikke kan påvises have at forårsaget en – hverken positiv eller negativ – effekt på de dømtes recidivrisiko, målt ved ny kriminalitet op til to år efter løsladelse fra fængsel. (…)  Resultaterne stemmer overens med store dele af den internationale forskning på området. Så hvorfor er det altid her vi ender? Ja det syner måske af noget, at man straffer hårdere og længere. Men målet burde jo være at løse problemerne – så et fokus alene på efterspillet tydeliggør, at man højst i et begrænset omfang har forståelse for problemets kompleksitet. En simplificering af problemerne gavner ingen andre end de der ønsker at fremstå handlekraftige uden reelt formå at skabe de forandringer, der er behov for. Skjulte ansigter og tjenestenumre Maskerede galninger og afstumpet voldspsykopater gemt bag masker er ofte vendinger der anvendes efter scener, som de der udspillede sig i forrige weekend. Maskerne bruges til at sløre den enkelte identitet og er selvsagt problematisk. Lige så problematisk er det, når vi som fodboldfans oplever at politiet gør præcist det samme til fodboldkampe ved ikke at bære deres identifikationsnummer som loven fremskriver at det skal bæres. Ved vores seneste fysiske seminar (Januar 2020 i Herning) blev både Politiforbundet og Rigspolitiet orienteret om disse problemer. Fans på tværs af klubber oplevede det på tværs af politikredse. Det er altså ikke et problem der begrænser sig til, når Brøndby IF og F.C. København mødes. At personer på begge sidder skjuler deres identitet er en selvforstærkende ond spiral som afføder flere problemer. Jeg har selv, gentagende gange, oplevet hvordan betjente – selv til kampe uden uroligheder – ikke har båret det lovpligtige identifikationsnummer synligt. ”Det sidder i bæltet” ”Vi har skiftet tøj grundet vejret og har ikke nok numre til al vores tøj” ”Jeg vidste ikke at der var krav til hvor det skulle sidde” Undskyldningerne er mange. Hvis ikke engang politiet ønsker at overholde landets love – hvordan kan man så forvente borgerne gør det? Man leder ved eksempel – og det gælder også politiet, det er en del af ansvaret, der følger med et voldsmonopol. Lad os indskrænke borgernes frihed – fordi hvorfor ikke Et af de seneste skud på stammen er, at Københavns politi ville forhøre sig hos Rigspolitiet om en juridisk vurdering af politiets muligheder inden næste derby i Parken, hvor de vil se på politiets muligheder for kunne diktere, hvem der måtte tage til kampen, hvis overhovedet nogen. For det første tror jeg ikke, at det vil afhjælpe problemerne. Det vil blot flytte problemerne – præcist som vi så ved det derby der fandt sted uden tilskuere under corona. Derudover er der ikke sindelagskontrol i døren, så at forhindre fans fra en given klub ikke tilkøbe sig adgang til den enkelte kamp er praktisk talt umuligt – såfremt alle andre må/kan købe billetter. Jeg overværede selv mit første derby i forrige weekend. Fra en plads på A11 (enkelte vil sikkert påskønne ironien i dette). Her var det tydeligt, at ikke alle ligefrem nød alle FCKs mål lige meget. Enkelte benyttede også lejligheden til at råbe ad dem, der i forvejen hang meget med mulen. Det fortæller os flere ting; fans kan godt leve i fredelig sameksistens på tribunerne – selv til et derby! Men også at fans frit kan købe billetter til kampe uanset tilhørsforhold. Jeg sad der jo for pokker også. Foruden fraværet af logikken i politiets løsningsforslag, så rammer det også skævt, fordi man burde antage at politiet havde forsøgt alt andet inden det kommer til at indskrænke borgernes frihed. Men det er ikke tilfældet – ved de seneste derbys med tilskuere har der været eklatante fodfejl. Jeg skal spare jer for alle historierne. Men til seneste derby med udebanefans forinden det var problemerne og fodfejlene så store, at vores medlemmer i Brøndby Support og F.C. København Fan Club (IGEN!) kom med en fælles udmelding. Som skrevet før begrænser problemerne sig heller ikke til derby. Ved Brøndby IFs kamp i Aalborg i foråret lykkes det en bus at køre fra